Ferie for Alle / Dansk GolfshowStor international opbakning til Ferie for Alle

Stor international opbakning til Ferie for Alle

Udlandshallerne tæller flere nye udstillere på årets Ferie for Alle, og i det hele taget nyder messen godt af en stor opbakning fra internationale aktører. Skandinaviens største feriemesse finder sted i MCH Messecenter Herning 23.-25. februar 2024.

To haller, herunder messens største, er dedikeret til udlandsrejser, når Ferie for Alle senere på måneden åbner dørene til tre dage dedikeret til ferier og rejser af enhver slags. Og der er i dén grad behov for begge haller, for de internationale aktører bakker ekstraordinært flot op om messen i år. Blandt dem finder man Emirates Holidays, der forventer sig meget af messen.

– Det er tredje gang, at Emirates Holidays er på Ferie for Alle, og de tidligere år har lært os, at vi godt kan have høje forventninger. Det er en fantastisk mulighed for at komme i kontakt med et bredt udsnit af rejselystne danskere, og med udgangspunkt i Norden er Danmark det største og i øjeblikket vigtigste marked for Emirates Holidays, fastslår Kenneth Andersen, General Manager (Skandinavien, Malta, Grækenland og Cypern) i Emirates Holidays, der har et klart mål for deltagelsen på messen:

– Det er ambitionen at få fortalt om vores spændende destinationer til en masse danskere, og vi forventer, at messen slår tidligere rekorder, hvad angår salg og kontakt til nye, potentielle gæster.

Emirates Holidays har i år valgt at invitere nogle af bureauets største hotelpartnere i Dubai, Maldiverne og Mauritius, og de besøgende kan således se frem til blandt andet at møde repræsentanter fra luksushotellerne Atlantis The Palm & Atlantis The Royal.

Ferie for Ale – Arkivfoto: MCH / Lars Møller
Tyrkiet har store ambitioner på årets messe

Også Tyrkiet er stærkt repræsenteret på Ferie for Alle 2024, hvor TGA (Turkiye Tourism Promotion and Development Agency) således står klar med en særdeles indholdsrig stand.

– Vi ønsker at sætte fokus på Tyrkiets kulturelle og historiske skatte, og det gør vi med interaktive skærme, visuelle præsentationer og informative materialer, der fremhæver ikoniske vartegn, historiske steder og livlige traditioner. Derudover kan de besøgende møde kyndige repræsentanter, der kan oplyse om Tyrkiets unikke attraktioner, svare på spørgsmål og tilbyde personlige rejseanbefalinger, fortæller Elif Balci Fisunoglu, Deputy General Director i TGA, og fortsætter:

– De besøgende kan også blive klogere på Tyrkiets fokus på bæredygtig turisme, ligesom man på standen kan få kulinariske oplevelser og se udstillinger, der viser tyrkisk kunst og kunsthåndværk.

Hun fortæller, at Tyrkiet har en unik strategi for, hvordan landet skal kapre yderligere markedsandele i Skandinavien, og at det i den forbindelse er helt uomgængeligt at være til stede på Ferie for Alle – og håbet er helt konkret at få tre ting ud af dagene i Herning.

– Først og fremmest ønsker vi at promovere landet som en betagende destination med en rig kulturarv, fantastiske landskaber og unikke attraktioner. Derudover ligger det os meget på sinde at fortælle om vores engagement i bæredygtighed og ansvarlig turismepraksis, der eksemplificeres af vores banebrydende aftale med Global Sustainable Tourism Council (GSTC). Og endelig er Ferie for Alle en gylden mulighed for at holde sig ajour med trends i branchen, at udforske potentielle samarbejder og at styrke vores position på det internationale rejsemarked, sammenfatter Elif Balci Fisunoglu.

Også Kina hører til de mange lande og internationale aktører, der bakker stort op om Ferie for Alle 2024.

Et overflødighedshorn af aktiviteter

Foruden udlandshallerne er Ferie for Alle også i 2024 et overflødighedshorn af aktiviteter – eksempelvis kan de besøgende vælge blandt flere end 150 rejseforedrag, ligesom også Outdoor-området byder på sjove aktiviteter.

Børn og barnlige sjæle kan desuden glæde sig over, at det populære Legeland atter er en del af messen – her findes alt fra e-sport og lasergame til tivoli og cirkus, kreaværksted og kæphestebane samt børnebio og bordfodbold med meget mere, ligesom også en stribe udstillere findes her.

Derudover har både Danmarkshallen og Dansk Golfshow fået et henholdsvis æstetisk og indretningsmæssigt løft, og på campingfronten er antallet af stande med campingpladser mere end fordoblet siden sidste år.

Ferie for Alle finder sted i MCH Messecenter Herning 23.-25. februar 2024. Læs mere på ferieforalle.dk.

Ferie for Ale – Arkivfoto: MCH / Lars Møller

Tilmeld dig vores gratis nyhedsbrev - udsendes hver mandag

Når du har skrevet din e-mail adresse og trykket tilmeld, modtager du en e-mail, hvor du skal bekræfte din tilmelding. Du kan altid framelde dig nyhedsbrevet ved at trykke på linket i bunden af nyhedsbrevet eller sende en mail til info@19hul.dk. Vi passer på dine data - læs mere i vores persondatapolitik.

Relaterede artikler

LPGA Q-Series er udsat pga. orkanen Milton, der rammer Florida

Fra på tirsdag den 15. ti fredag den 18. oktober skulle der spilles Qualifying Stage i LPGA Q-Series, men den anden af tre stages...

Underlige og vidunderlige øjeblikke fra Alfred Dunhill Links Championship

DP World Tour har lavet en video med Underlige og vidunderlige øjeblikke fra Alfred Dunhill Links Championship 2024. Traditionen tro blev der spillet på...

De fem nyeste artikler på 19hul.dk