RejserGolf- og rejseoplevelserSeychellerne. Rejseoplevelser fra Praslin (3)

Seychellerne. Rejseoplevelser fra Praslin (3)

Constance Lemuria Golf – fortsat

Der var 12 bolde i tasken inden de første ni huller. Nu er der ni huller tilbage og blot seks bolde i tasken. En lokal turnering gunstartede på første sløjfe, hvilket betyder, at vi nu har hullerne 1-9 tilbage. Ni huller der alle har vand i spil. Tre af dem med greenen placeret på en ø.

Sveden perler på panden.  Tænk positivt. Tænk på den forfriskende dukkert i bølgerne på Anse Georgette efter golfrunden.

Cool nu. En slurk vand, en bid banan og en saltkiks. Mere solcreme på næsen. Nu gælder det om at holde hovedet klart og køligt, så man tager de kloge køllevalg og finder den mest enkle vej til greenen.

En større flok greenkeepere er i færd med at luge ud blandt planterne på Lemurias første hul. Der er ingen problemer med at holde golfbanen grøn. Problemet er mere at holde den tropiske flora nede, så fairways ikke bliver alt for smalle og roughen alt for umedgørlig.

Lemuria skal jo helst være en nogenlunde overkommelig udfordring for feriegæsterne og ikke tæt på uspillelig som Le Touessrok på Mauritius, hvor selv Steen Tinning synes forholdene er for krævende.

Syveren er favoritkøllen, så måske skulle man bruge den hele vejen. Holde en afslappet rytme og slå med et trekvart tilbagesving. Gerne knivskarpt og i slowmotion som Inbee Park.  Det virkede en gang – måske kan det virke igen.

Det begynder ganske o.k., selv efter flere besøg i bunkers, hvor der rives med den medbragte meget korte rive. Alle kører buggy, så hver buggy er udstyret med en rive. Vældig praktisk.

Vand og åkander før greenen og mangrove bag greenen. 1-, 2- og 3-køllerne bliver i tasken. Spillet er krysteragtigt kort, men det betyder der kan slås en wedge ind hvor greenen er bredest. Opskriften virker flere gange. Tak til Inbee Park og til caddien, som kommer med opmuntrende bemærkninger.

Det ene smukke udfordrende hul afløser det andet. Men trods det defensive course management bliver boldbeholdningen mindre og mindre.

Fem huller igen og tre bolde tilbage.

Caddien er af uvurderlig hjælp. Ikke alene poserer hun for fotografen, hun hjælper også med at læse puttegreenen og med at måle op, så chancerne for en tur i de tre store fairwaybunkers formindskes.

Den anden ø-green nås uden boldtab.

Fire huller igen og stadig tre bolde tilbage.

Så er der tre huller tilbage. Syvjernet bliver for langt og triller ud i søen.

To bolde tilbage i tasken.

Den tredje ø-green. Svedige hænder. Grebet glider.

Én bold tilbage.

Andet forsøg. Over søen og midt på green. Sådan!

Operationen lykkedes, men stoltheden fik et mindre knæk. 11 mistede bolde på én runde golf og en himmelhøj score!

I pro-shoppen er der trøstende ord fra Gary.

”11 mistede bolde. Så vidt vides er rekorden 40. Kom igen når monsunen blæser op. Og husk at have rigeligt med bolde med, Kim!”

Golfmanagerens smil er ualmindeligt bredt.

Læs 1. del af denne serie her2. del her samt 4. og sidste del her.

Tekst: Kim Boje

Fotos: Annemarie og Kim Boje

Constance Lemuria Resort: Anse Kerlan, Praslin, Seychelles, www.constancehotels.com/en/hotels-resorts/seychelles/lemuria 

 

Tilmeld dig vores gratis nyhedsbrev - udsendes hver mandag

Når du har skrevet din e-mail adresse og trykket tilmeld, modtager du en e-mail, hvor du skal bekræfte din tilmelding. Du kan altid framelde dig nyhedsbrevet ved at trykke på linket i bunden af nyhedsbrevet eller sende en mail til info@19hul.dk. Vi passer på dine data - læs mere i vores persondatapolitik.

Relaterede artikler

Thorbjørn Olesen i kamp mod verdens bedste i Houston

Scottie Scheffler er til start hjemme i Texas, og verdens nummer et, er naturligvis det helt store trækplaster ved Texas Children’s Houston Open efter...

28 danske Challenge Tour sejre

24-årige Rasmus Neergaard-Petersen vandt sin første Challenge Tour sejr i Kolkata Challenge. Det var den 28. danske Challenge sejr gennem årene. Efter tre danske Challenge...

De fem nyeste artikler på 19hul.dk