PopulærtDP World TourRory McIlroy spiller sin sidste turnering i år

Rory McIlroy spiller sin sidste turnering i år

Denne uges Alfred Dunhill Links Championship er Rory McIlroys sidste turnering i år, da han holder en lang pause for at blive helt klar til næste år. Det er således hans sidste mulighed for at vinde en turnering i år.

Inklusiv denne uge er der syv Europa Tour turneringer tilbage i denne sæson heriblandt fire store Rolex Series turneringer, men det bliver uden McIlroy, som således heller ikke er med i sæsonfinalen i Dubai.

28-årige McIlroy pådrog sig et træthedsbrud på ribbenene i vinters, så han havde smerter under BMW SA Open hosted by City of Ekurhuleni, hvor han blev nr. 2 efter omspil mod Graeme Storm. En skade der muligvis opstod, da han testede en masse udstyr i december 2016.

– Ikke det år jeg havde håbet på, men bedre end 2013

McIlroy har holdt flere pauser i løbet af året, hvor han på verdensplan kommer op på 18 turneringer.

– På golfbanen har det ikke været det år jeg ønskede, men der er sket en masse godt udenfor banen, så det vil jeg altid huske 2017 for, sagde McIlroy på et pressemøde onsdag med hentydning til brylluppet med Erica Stoll.

– Der kommer år, hvor det ikke går ens vej. Jeg har forsøgt at spille godt gennem en skadesperiode, sagde McIlroy som håber det bliver bedre næste år:

– I år har langt fra været så dårligt som det jeg havde i 2013, og der kom jeg ret godt tilbage året efter. Forhåbentligt kan jeg gøre det igen næste år, sagde McIlroy der bl.a. vandt to majors og Europa Tourens Race to Dubai rangliste i 2014.

I år har McIlroy haft syv top-10 placeringer med to 2. pladser, to 4. pladser en 5. plads og to 7. pladser, så helt skidt har det ikke været. Han er pt. nr. 6 på Race to Dubai ranglisten, mens han blev nr. 39 på PGA Tour pengelisten og nr. 58 på FedExCup ranglisten.

McIlroy lever op til Europa Tour kravet

Lige siden US PGA Championship i august har McIlroy offentligt talt om at holde en længere pause.

Det har hele tiden været planen at deltage i Alfred Dunhill Links Championship sammen med sin far, mens han tilføjede sidste uges British Masters supported by Sky Sports for at leve op til Europa Tour kravet om, at man mindst skal spille fem turneringer udover majors og WGC turneringer. Det kommer McIlroy lige akkurat op på.

I 2015, hvor McIlroy pådrog sig en ankelskade under en fodboldkamp, fik han en dispensation af Europa Touren til at deltage i sæsonfinalen i Dubai, selvom han kun kunne nå op på 12 af de dengang påkrævede 13 turneringer.

McIlroy skulle egentlig have været fjernet fra Race to Dubai ranglisten, men man gjorde en undtagelse. McIlroy vandt sæsonfinalen i Dubai, hvilket også sikrede ham sejren på Race to Dubai ranglisten

Første år siden 2009 uden titler?

Hvis McIlroy ikke vinder i denne uge, så er det først gang siden hans første Europa Tour sejr i 2009, at han ikke vinder mindst én sejr i løbet af året.

Siden 2009 har han ikke vundet på Europa Touren i 2010 og 2013, mens han var uden PGA Tour sejre i 2009 og 2013. Han vandt sin første PGA Tour sejr i 2010, mens han vandt Emirates Australian Open på PGA Tour Australasia i 2013.

Tilmeld dig vores gratis nyhedsbrev - udsendes hver mandag

Når du har skrevet din e-mail adresse og trykket tilmeld, modtager du en e-mail, hvor du skal bekræfte din tilmelding. Du kan altid framelde dig nyhedsbrevet ved at trykke på linket i bunden af nyhedsbrevet eller sende en mail til info@19hul.dk. Vi passer på dine data - læs mere i vores persondatapolitik.

Relaterede artikler

29 danske Challenge Tour sejre

24-årige Rasmus Neergaard-Petersen vandt UAE Challenge, og det er den talentfulde danskers anden Challenge Tour sejr på godt en måned, da han vandt Kolkata...

Golf på Djursland

Hotel Fuglsøcentret er ikke kun kendt for sine koncerter. Resortet i Mols Bjerge er også kendt for sine golfkurser. De fuldbefarne golfspillere kan komme...

De fem nyeste artikler på 19hul.dk