Rickie Fowler vandt Hero World Challenge – flot comeback af Tiger

Rickie Fowler vandt Hero World Challenge efter en forrygende finalerunde i -11. Efter ti måneders skadespause blev Tiger nr. 9 i en turnering, hvor 18 af verdens bedste var med heriblandt otte fra top-10 på verdensranglisten.

Ovenfor ses video med højdepunkter fra finalerunden, mens der i videoen nederst i artiklen er en meget udførlig dækning af Tigers runde.

Fowler lavede syv birdies i træk – vandt med fire slag

Charley Hoffman førte med fem slag efter tredje runde, mens han var hele syv slag foran Rickie Fowler på en delt 5. plads.

Fowler tog dog føringen efter en forrygende start med syv birdies i træk! Efter endnu en birdie på 9. hul gik han for-ni i -8.

Man begyndte at drømme om en 59’er, og med tre birdies frem til 15. hul kom Fowler til -11 på runden. Sådan endte det efter tre afsluttende pars, så banerekorden i 61 slag gav ham en overbevisende sejr i -18 foran Charley Hoffman i -14, da han var rundt i par.

.
.

Tommy Fleetwood gik dagens næstbedste runde i -5 (seks slag dårligere end Fowler), hvilket gav ham en 3. plads i -12 sammen med Jordan Spieth.

Den forsvarende mester Hideki Matsuyama delte 5. pladsen i -11 med Patrick Reed og Justin Rose. Francesco Molinari blev nr. 8 i -10 foran Tiger Woods og Matt Kuchar i -8.

Justin Thomas blev nr. 11 i -7, Dustin Johnson nr. 14 i par, Henrik Stenson nr. 17 i +1 og Brooks Koepka nr. 18 i +3.

Fowler får 1 mio. $ for sejren

Der blev spillet om en præmiesum på 3,5 mio. $, hvoraf Rickie Fowler får 1 mio. $ svarende til omkring 6,26 mio. kroner.

Det tæller dog ikke som en officiel PGA Tour sejr, så Fowler har fortsat fire PGA Tour sejre på CV’et ligesom turneringen ikke tæller til ranglisterne. Der blev dog spillet om point til verdensranglisten.

Flot comeback af Tiger

Med en imponerende første runde i -3 og anden runde i -4 var Tiger på en 5. plads efter de første to runder. En tredje runde i +3, på en blæsende dag hvor kun fem var under par, sendte ham tilbage til en 10. plads.

I finalerunden lavede Tiger tre birdies og en eagle (efter at have drivet greenen på 7. hul) på for-ni, hvilket bragte ham til -5 for runden. En dobbeltbogey på 10. blev fulgt op af tre birdies, inden han afsluttede med to bogeys for en runde i -4, hvilket gav ham en 9. plads i -8.

Et meget fint comeback af Tiger, når man tænker på den lange skadespause. Tiger vandt fem PGA Tour turneringer i 2013, men siden starten af 2014 – dvs. de seneste snart fire år med fire rygoperationer – har Tiger nu blot spillet 24 turneringer på verdensplan.

Hero World Challenge, resultat

Højdepunkter fra Tigers 4. runde af Hero World Challenge 2017:

Tilmeld dig vores gratis nyhedsbrev - udsendes hver mandag

Når du har skrevet din e-mail adresse og trykket tilmeld, modtager du en e-mail, hvor du skal bekræfte din tilmelding. Du kan altid framelde dig nyhedsbrevet ved at trykke på linket i bunden af nyhedsbrevet eller sende en mail til info@19hul.dk. Vi passer på dine data - læs mere i vores persondatapolitik.