Rasmus Neergaard-Petersen har kvalificeret til US Open via mandagens kvalifikationsturnering på Bent Tree Country Club i Dallas, Texas, hvor der blev spillet om 7 pladser i US Open.
Tidligere mandag lykkedes det ikke for de 4 danskere i England at kvalificere sig til US Open, som spilles fra den 12. – 15. juni på Oakmont Country Club.
Rasmus Neergaard-Petersen vandt 36 hullers kvalifikationen i Texas i -11 efter runder i -6 og -5. James Hahn og Adam Schenk delte 2. pladsen i -10.
Carlos Ortiz delte 4. pladsen med amatørerne Lance Simpson og Cameron Tankersley.
Syv spillere var i omspil om den sidste plads, og den gik til Johnny Keefer mens Doug Ghim og Cameron Tringale blev henholdsvis 1. og 2. reserve.
McClure Meissner, Cristobal Del Solar, amatøren Preston Stout og Eugenio Lopez Chacarra var også med i omspillet.
Sergio Garcia gik første runde i -6 men anden runde i par, så han var ét slag fra at komme med i omspillet.
Rasmus Højgaard er kvalificeret
Rasmus Højgaard var hidtil eneste dansker i US Open feltet, via Race to Dubai 2024 ranglisten.
Den 10. juni spilles yderlige 10 Final Qualifying turneringer i USA, og top-60 på verdensranglisten den 9. juni 2025 er også en adgangsvej til US Open.