AnbefaletNaturgolf i Mols Bjerge (vinter)

Naturgolf i Mols Bjerge (vinter)

Tag et halvt sæt køller med i en bærebag, kom nogle tees og en håndfuld brugte bolde i lommen, så er du klædt på til en omgang naturgolf i Nationalpark Mols Bjerge, hvor en vidunderlig ni-hullers naturgolfbane ligger i landets måske smukkeste terræn, få hundrede meter fra tre store gravhøje fra bronzealderen, et trestjernet turistmål kendt som Trehøje.

Du vil da opdage at en runde på naturgolfbanen, der bestyres af Hotel Fuglsøcentret, er slet og ret balsam for sjælen.

”Vores egen golfbane er kun for sjov,” siger direktøren for Hotel Fuglsøcentret, Peter Brinks, næsten undskyldende, og tilføjer: ”Derfor har vi skabt to andre produkter, der sælger som varmt brød.”

Det ene produkt Brinks henviser til er et begynderkursus, ”Golfskole i skøn natur”. Her undervises debutanterne af en PGA pro i den nærliggende Kalø Golf Club, hvor kursisterne alt efter talent enten ender med at prøvespille 18-hullers banen eller klubbens par-3 bane.

Det mest populære kursus er et ”Golfophold på Djursland”, hvor fuldbefarne golfspillere kommer på udflugter til Kalø Golf Club, Ebeltoft Golf Club og Lübker Golf Klub, der siges at have en af de bedste baner i Nordeuropa.

Begge kurser er over tre dage og indbefatter overnatning og fuld forplejning på Hotel Fuglsøcentret.

Alle der bor på Hotel Fuglsøcentret (kurser, ferier osv., osv.) spiller centrets naturgolfbane gratis, for os andre er det en pay-and-play bane.

Ifølge en meget smilende, lokal golfspiller, som denne skribent træffer på naturgolfbanen en kold februarmorgen, bruges den dog mest af morgenduelige golfere, som udmærket ved at banen ikke er passet og plejet, men som alligevel sætter stor pris på en travetur i de bløde, nærmest skulpturelle omgivelser.

”Det er for anstrengende og besværligt at tage vogn og bag med rundt. Bare mit 7-jern og nogle bolde, det er alt rigeligt. Der er ikke nogen bedre start på dagen, ligegyldigt hvordan vejret er. Ja, okay, det vil sige, undtagen hvis det regner eller sner, så venter jeg og ser om det ikke klarer op senere på dagen,” fortæller den lokale golfer, der bor nærheden. ”Men fremmede golfspillere ser man ikke meget til. Nok fordi de bliver slemt skuffede, når de møder op og tror de skal spille en helt almindelig velplejet golfbane.”

Den glade golfspiller understreger at syv-jernet har en dobbelt funktion, da den også tjener glimrende som stok i bakkerne. ”Af og til tager jeg også et jern mere med. Jeg er blevet inspireret af dem der er uddannet i traveteknikken med to stave,” griner golferen og fortsætter sin runde. I dag med blot én stok.

Når græsset begynder at vokse, bliver fairwayen slået. Hullerne, der er i størrelsen XL som på vintergreens, bliver studset. Og man udskifter flagdugene – eller rettere det der er tilbage af dem. I vintersæsonen fortæller de flossede flag på bakketoppene at vinden i Mols Bjerge kan være en hård medspiller, eller måske rettere modspiller, som denne dag i februar, hvor vindstødene nærmer sig kulingstyrke. Men ikke desto mindre bliver dagens runde virkelig sjov. Anderledes og sjov.

Især når solen har brændt sneen eller rimfrosten af, bliver en runde golf af denne type mere end bare sjov. Det bliver en vederkvægende oplevelse, som man helt sikkert kan blive afhængig af. Det skyldes givetvis kombinationen af vandretur og golfspil og lange, bløde, rullende bakker tilsat havudsigt. En beliggenhed som enhver ejendomsmægler ville taksere til et 5-tal på en skala fra 1 til 5.

En runde på naturgolfbanen er måske også helsebringende, fordi Hotel Fuglsøcentrets golfbane er, hvad indfødte engelsktalende kalder ”a millionaire’s golf”, altså en runde golf, hvor man mere eller mindre har banen for sig selv: der er ingen foran man venter på, og ingen umiddelbart bagved der presser på og stresser en. I hvert fald ikke denne vinterdag.

For at man ikke skal miste denne zen-agtige lykkefølelse, kommer her et godt råd. På almindelige vintergreens giver man normalt puttet fra en kølles afstand eller lignende. Når man spiller Mols golf – hvor der ikke er forskel på græshøjden på fairway og området omkring pinden – gør man klogt i at give puttet fra den dobbelte afstand. Sjæleroen har det med at forsvinde, når man fem-putter fra fem meters afstand (som denne golfer gjorde med sit ellers så puttevenlige 7-jern, suk).

En anden måde hvorpå man kan gøre naturgolfspillet mindre udfordrende, så man forbedrer chancerne for at bevare roen i sindet på alle ni huller, er selvfølgelig at spille med oplæg på fairway – og måske også fra roughen, hvis man da ellers kan finde bolden i det høje græs.

Er man leveringsdygtig i snorlige slag, skal man naturligvis vælge den kølle, man mener passer til afstanden på de ni huller, der måler mellem 90 og 164 meter. Har man problemer med at slå lige, bør man selvsagt være mere defensivt indstillet.

Har man gode ben, god ryg og god kondition, vil man nok ikke nøjes med et jern eller to men tage en bærebag på ryggen med et halvt sæt køller. Så er der også plads til en madkasse, så man kan holde siesta halvvejs, bedst på 6. tee, hvor der er bord og stole og udsigt til Ebeltoft mod nord og Helgenæs mod syd. Glem hovedtelefonerne og lyt i stedet til lærkens triller.

På Fuglsøcentrets naturgolfbane bruges der ikke sprøjtemidler, og man indberetter hvert år til Miljøstyrelsen. Et sympatisk træk, der passer godt ind i den fortælling der fortælles af især den yngre generation, som kæmper imod global opvarmning og for grøn omstilling.

Alle golfspillere bør spille med miljøvenlige golfbolde, ikke mindst på en naturgolfbane. Vi slår jo ikke altid lige, selv med de korte jern, og bortkomne bolde er blevet et stort problem, ikke mindst i søer og vandløb, som der dog ikke er nogen af på denne golfbane.  Men selv her om vinteren, hvor græsset er gået i dvale, har boldene det med at forsvinde i roughen. Og det bliver givetvis endnu sværere at lokalisere boldene, når urets viser står på forår. Forhåbentlig bliver vi flere der begynder at skifte til miljøvenlige bolde som fx Dixons model Spirit.

Når man på 2. tee er færdig med at nyde den sjældent smukke udsigt til Ebeltoft Vig og Al Odde, vil man opdage at hullet er blindt. Da der ikke er klokke ved hullet, kan man gøre som i Nuuk Golf Klub, hvor man lader makkeren agere forecaddie for at observere om drivet er ”grønt”, altså om bolden har lagt sig til rette på det bløde græs, eller den har slået smut på klipperne, så kun makkeren på den udsatte post kan fortælle, hvilken retning bolden har taget.

Med andre ord, lad makkeren gå de 60 til 70 meter ned ad fairwayen for at se, om der er klar bane, inden du slår ud på 2. hul. Det vil også gøre det lettere at finde bolden, hvis den skulle have gemt sig i roughen.

Det er naturligvis ikke forbudt at have trolleyen på slæb med alle 14 køller i tasken, når man besøger naturgolfbanen i Mols Bjerge. Men som den smilende golfer sagde, så er det overflødigt. Den der rejser let, belaster ikke kroppen unødigt.

Man skal i øvrigt vide, at man på alle ni huller, som hovedregel får et dårligt leje, hvad enten man havner i roughen eller på fairwayen – som sjældent er fair. Og selv hvis man slår bolden tæt på pinden, er lejet sjældent problemfrit. Landskabet, som istiden i sin tid omdannede til et meget bulet terræn, skal give store udfordringer, når fairwayen ikke er tromlet og roughen er røff og tøff, som de siger i Norge.

Naturgolfbanen må siges at være den perfekte bane til at træne indspil fra roughen, noget som utvivlsomt kan blive en god investering, når man fremover skal spille en almindelig, gennemsnitlig golfbane. Tiger Woods’ træning i uvejsomt terræn gjorde ham blandt meget andet til en ren Harry Houdini, udbryderkongen der kunne åbne alle låse og lænker. Måske når man ikke helt Woods’ niveau, men mindre kan da også gøre det.

Peter Brinks, Hotel Fuglsøcentrets direktør for det hele, siger at ”vores naturgolfbane er smuk og sjov”. Det er en underdrivelse. Sjældent har denne golfer moret sig så godt på så smuk en (natur)golfbane.

Trænger man efter naturgolfspillet til en let frokost eller bare kaffe og kage, kan man i Fuglsø – en meget, meget lille landsby hist hvor vejen slår en bugt mellem naturgolfbanen og Trehøje – få opfyldt sine ønsker på Fuglsø Kro.

Vil man efter måltidet udforske Mols Bjerge nærmere, gør man det bedst på islænderryg, ifølge Turridning Mols Bjerge. Firmaet og hestene finder man lige bag Fuglsø Kro.

Fandt man – mod forventning – ikke sjælefreden på naturgolfbanen, kan det anbefales at gå nogle få hundrede meter videre op ad bakken til Sølballegård, hvorfra der er udsigt til Trehøje og til forskellige oplevelser, som skal give både ro og inspiration, hvilket man ved selvsyn kunne konstatere på TV, da Alex Vargas, Simon Kvamm og andre fra Toppen af Poppen havde indlogeret sig på Sølballegård i efteråret 2021.

Man kan selvfølgelig også bare tjekke ind på Hotel Fuglsøcentret, som har det hele. Tjek selv overflødighedshornet af tilbud på hjemmesiden. Måske var det noget at gå en tur ned ad ”Memory Lane” på rockmuseet? Eller hvad med at lytte til Sebastian Band den 26. februar? Eller Allan Olsen den 12. marts? Eller Burhan G den 26. marts? Eller gå i ”Golfskole i skøn natur” mellem april og oktober?  Eller tage på ”Golfophold på Djursland” i samme periode?

Eller måske var det noget at prøve den sjove og smukke naturgolfbane?

Man finder det hele og meget, meget mere på Hotel Fuglsøcentret!

PS. Gode tips til påklædning for golferen i vintersæsonen finder man på www.19hul.dk/vinter-i-viborg

PPS. Der er udsigt til en let revideret forårsudgave af Naturgolf i Mols Bjerge. Rejseoplevelser fra Fuglsø og omegn. Kommer omkring 1. maj.

Tekst: Kim Boje

Luftfoto og Johannes Hansens ”Siddende unge mennesker”: Hotel Fuglsøcentrets Arkiv

Fotos i øvrigt: Kim Boje

Hotel Fuglsøcentret, www.fuglsoecentret.dk

Hotel Fuglsøcentret Naturgolfbanen, jf. www.visitdjursland.com/djursland/udforsk/par-3-bane-paa-fuglsoecentret-gdk678126

”Golfskole i skøn natur”, jf. www.fuglsoebillet.dk/event/golfskole-i-skoen-natur-2022

”Golfophold på Djursland”, jf. www.fuglsoebillet.dk/event/golfophold-paa-djursland-2022

Kalø Golf Club, www.kaloegolf.dk

Ebeltoft Golf Club, www.ebeltoft-golfclub.dk

Lübker Golf Klub, www.lubker.com/golf/lubker-golf-klub

Fuglsø Kro. Bed & Breakfast. Café. Take-away, www.fuglsoekro.dk

Turridning Mols Bjerge, www.turridningmolsbjerge.dk

Sølballegård, www.soelballegaard.dk

Tilmeld dig vores gratis nyhedsbrev - udsendes hver mandag

Når du har skrevet din e-mail adresse og trykket tilmeld, modtager du en e-mail, hvor du skal bekræfte din tilmelding. Du kan altid framelde dig nyhedsbrevet ved at trykke på linket i bunden af nyhedsbrevet eller sende en mail til info@19hul.dk. Vi passer på dine data - læs mere i vores persondatapolitik.

Relaterede artikler

Thomas Bjørn ser tilbage på Ryder Cup højdepunkter

Thomas Bjørn har fået genvalg som vicekaptajn til Ryder Cup 2025, og i den forbindelse har Ryder Cup Europe lavet videoen ovenfor. Her præsenteres Thomas...

Nu er Guy Kinnings direktør for European Tour Group

Den 2. april 2024 overtog Guy Kinnings jobbet som direktør for European Tour Group, som bl.a. står bag DP World Tour og Challenge Tour....

De fem nyeste artikler på 19hul.dk