Mads Viemose Larsen kæmpede bravt i første hulspilsrunde mod slagspilsvinderen Connor Graham, men efter en tæt match tabte han på 21. hul ved The Amateur Championship på Royal St George’s.
Onsdag morgen gik Mads Viemose Larsen videre fra et omspil med 24 spillere om de sidste 5 af 64 pladser i hulspilsfinalen.
Derefter skulle han spille mod 18-årige Connor Graham fra Skotland, der er seedet som nr. 1 efter for andet år i træk at have vundet slagspilskvalifikationen. Mads Viemose Larsen var således seedet som nr. 64.
Det blev et tæt opgør, hvor Mads Viemose Larsen var 1 op efter 6 og 9 huller, men matcher var lige efter 12 huller. Connor Graham var 1 op efter 15 huller, og var også 1 op inden 18. hul, som Mads Viemose Larsen vandt. De var lige og skulle i omspil, som Connor Graham vandt med en birdie på 3. omspilshul.

Dermed er der ingen danskere blandt de sidste 32 i turneringen, som Jacob Skov Olesen vandt sidste år.
Benjamin Lübker, Mads Heller, Kristian Hjorth Bressum og Viktor Kofoed-Olesen gik ikke videre fra slagspilskvalifikationen.
Vinderen kommer med i The Open, US Open og Masters
Der er som nævnt 64 spillere i hulspilsfinalen, som spilles fra onsdag til lørdag med to runder torsdag og fredag. Alle hulspilsmatcher spilles på Royal St George’s.
Finalen spilles over 36 huller på lørdag, og vinderen kvalificerer sig til næste måneds The Open på Royal Portrush samt Masters og US Open 2026. Han får også en invitation til Betfred British Masters hosted by Sir Nick Faldo på DP World Tour, men skal dog forblive amatøren for at komme med.
Sidste år blev Jacob Skov Olesen nr. 18 på DP World Tour Tourskolen, og valgte derefter at blive professionel, hvilket kostede ham invitationerne til Masters og US Open.
Fredag kan man se kvartfinaler og semifinaler på Viaplay Premium, der også sender finalen på lørdag. Det kan også streames gratis på www.randa.tv og R&A på YouTube.