Ikke siden 2009 har en dansk golfklub haft ansvaret for afviklingen af første afdeling af en kvalifikationsturnering til næste års European Tour.

Med undtagelse af corona-året 2020 afvikler European Tour hvert efterår den såkaldte Qualifying School, hvor der gennem 14 kvalifikationsturneringer over hele Europa skal findes de 25 bedste spillere, der sikrer sig et kort til næste års European Tour efter 252 spillede huller.

– Det er med stor stolthed, vi kan byde European Tour Qualifying School velkommen til Lyngbygaard Golf og Aarhus. Vi ser det som en fantastisk mulighed for at sætte dansk golf på landkortet og samtidig give vore unge spillere en mulighed for at tage første skridt mod deres mål og drømme her på Lyngbygaard. Vi ønsker at være blandt de bedste golftilbud i Danmark, og den turnering er bestemt en blåstempling af denne ambition. Vi vil gøre vores ypperste for at give alle spillere en fantastisk oplevelse til september, siger direktør på Lyngbygaard Golf, Thomas Nørret, selv tidligere European Tour-spiller med erfaring fra tour-skolen.

Ikke siden Lübker Golf i 2009 har en dansk klub været vært for en afdeling af den såkaldte tour-skole. Det laves der om på i september i år, når Lyngbygaard Golf af European Tour er udpeget til at afvikle First Stage i dagene 21.-24. september.

I First Stage er der ni afdelinger på forskellige baner i Europa i perioden 31. august – 8. oktober, hvor de omkring 20 bedste fra hver turnering, går videre til Second Stage, der afvikles 4.-7. november på fire forskellige baner i Spanien. Også Final Stage 12. – 17. november afvikles i Spanien på Lumine Golf Club i Tarragona.

.
.

First Stage af tour-skolen på Lyngbygaard vil givet være et godt trækplaster for de unge danske professionelle med ambitioner. Spillerne skal betale omkring 15.000 kr. for at stille op, og historisk set har mange danske spillere haft succes på tour-skolen.

Faktisk var det danske Benjamin Poke, der i 2019 præsterede at vinde tour-skolens finale på Lumine Golf Club og kvalificere sig til European Tour i både 2020 og 2021. Samme år var Marcus Helligkilde vinder på First Stage i Østrig. Andre danske vindere på First Stage er Frederik Dreier (2018 i Tyskland), Rasmus Hjelm (2017 i Skotland), Martin Ovesen (2014 i Frankrig), Christoffer Lange (2011 i Tyskland), Lars J. Johansen (2009 på Lübker Golf), Kasper Linnet Jørgensen (2007 i Tyskland) og Michael Jürgensen (2005 i Frankrig).

– Vi er meget tilfredse med i år at have fire nye golfbaner med i afviklingen af First Stage på Q-School. Og vi ser med spænding frem til at returnere til Danmark for første gang siden 2009, når vi skal besøge Lyngbygaard Golf, siger tour-skolens direktør, Mike Stewart.

Tilmeld dig vores gratis nyhedsbrev - udsendes hver mandag

Når du har skrevet din e-mail adresse og trykket tilmeld, modtager du en e-mail, hvor du skal bekræfte din tilmelding. Du kan altid framelde dig nyhedsbrevet ved at trykke på linket i bunden af nyhedsbrevet eller sende en mail til info@19hul.dk. Vi passer på dine data - læs mere i vores persondatapolitik.