Challenge TourJoachim B. Hansen favorit i Himmerland – kan sikre sig Europa Tour...

Joachim B. Hansen favorit i Himmerland – kan sikre sig Europa Tour kortet

Joachim B. Hansen er Danmarks bedste bud på sejr ved Made in Denmark Challenge by Ejner Hessel der begynder torsdag på Himmerland Golf & Spa Resort. Nordsjællænderen har været flyvende i 2018, og har allerede vundet én gang på Challenge Touren i år.

For god til Challenge Touren

Joachim B. Hansen har i 2018 langt fra lignet en Challenge Tour spiller, og det ser da også ud til, at han igen fra 2019 kan kalde sig selv for Europa Tour spiller.

Joachim B. Hansen har ellers siden han gjorde sit indtog på Europa Touren i 2013 været en vaskeægte elevatorspiller. For god til Challenge Touren, men ikke helt god eller stabil nok til at bide sig fast på Europa Touren. Men det er som om, at noget har ændret sig, og at det denne gang ser mere langtidsholdbart ud.

I de fleste af sæsonerne siden 2013 er Joachim B Hansen blomstret op i slutningen af sæsonen. Ofte efter at have været en skygge af sig selv i den første halvdel af året. Og på Europa Touren er en halv god sæson desværre sjældent nok til at fastholde sin spilleret.

I år har Joachim B. Hansen dog allerede fra starten af året vist, at der er sket noget med spillet. I februar snuppede han sin første professionelle sejr ved Mediter Real Estate Masters på PGA Catalunya Resort under ECCO Tourens Winter Series. Og det gjorde han i et stærkt felt bestående af en lang række Challenge Tour og Europa Tour spillere. Siden da har han ikke kigget sig tilbage.

Sprudlet på både Europa og Challenge Touren

På Challenge Touren indtager Joachim B. Hansen nu andenpladsen på ranglisten og har noteret både en sejr og to andenpladser. I en række andre turneringer på Challenge Touren har han blandet sig i topstriden. Joachim B. Hansen har allerede rundet 100.000 euro på Challenge Tourens pengeliste, og det er traditionelt nok til oprykning til Europa Touren.

Ved siden af Challenge Touren har han sågar haft mulighed for at spille enkelte Europa Tour turneringer, og også her har han sprudlet.

I fire starter på Europa Touren i 2018 er han endnu ikke sluttet uden for top-15. Det er ganske enkelt et bemærkelsesværdigt højt niveau.

Bookmakernes favorit

Det høje niveau kan allerede i Himmerland sende Joachim B. Hansen meget tæt på et fuldt Europa Tour kort til næste sæson. Han har ofte før vist gode takter på Backtee Course på Himmerland Golf & Spa Resort, og Joachim B. Hansen er da også – sammen med Stuart Manley – bookmakernes favorit til at vinde Made in Denmark Challenge by Ejner Hessel 2018. Han er også vores.

Satte næsten Mickelson og Stenson på plads

Joachim B. Hansens største resultat er uden sammenligning fra Scottish Open i 2013, hvor en uimponeret ung dansker spillede lige op med golfsportens største stjerner i en dramatisk afslutning. Spillerne byttede længe plads i toppen, og sejren var indenfor rækkevidde. Det hele endte med en tredjeplads, som han delte med Henrik Stenson, blot to slag fra et omspil med Branden Grace og Phil Mickelson.

Læg vejen forbi Himmerland og hep på Joachim B. Hansen

Du kan følge Joachim B. Hansen fra den 28. juni – 1. juli på Himmerland Golf & Spa Resort. Der er gratis entré for tilskuere hele ugen.

Tilmeld dig vores gratis nyhedsbrev - udsendes hver mandag

Når du har skrevet din e-mail adresse og trykket tilmeld, modtager du en e-mail, hvor du skal bekræfte din tilmelding. Du kan altid framelde dig nyhedsbrevet ved at trykke på linket i bunden af nyhedsbrevet eller sende en mail til info@19hul.dk. Vi passer på dine data - læs mere i vores persondatapolitik.

Relaterede artikler

Manon De Roey vandt Investec South African Women’s Open

Manon De Roey vandt Investec South African Women’s Open, som var tællende til Ladies European Tour og den sydafrikanske Sunshine Ladies Tour, hvor det...

Rasmus Neergaard-Petersen vandt UAE Challenge

24-årige Rasmus Neergaard-Petersen vandt sin anden Challenge Tour turnering i år, da han kunne løfte trofæet i UAE Challenge på Saadiyat Beach Golf Club...

De fem nyeste artikler på 19hul.dk