Der var spænding til det sidste, da finalerne i DM i golf for hold blev spillet søndag på Falster Golf Klubs bane, men da det hele var slut, var guldvinderne de samme sjællandske klubber som i fjor.

Helsingør vinder guld hos damerne

Hos damerne var finalen et nordsjællandsk opgør mellem sidste års mestre fra Helsingør og Hillerød, der stillede op med tourspilleren Nicole Broch Estrup på holdet.

Helsingør lagde bedst ud ved at vinde begge formiddagens foursomes for en føring på 4-0 inden eftermiddagens fire singles. Her fik Hillerød udlignet med sejre til Freja og Fie Ekman, men da Helsingørs amatørlandsholdsspiller Olivia Grønborg besejrede Nicole Broch Estrup med 3/2, afhang guld og sølv af matchen mellem Helsingørs Kajsa Stie Landström og Hillerøds Viola Kruse. Helsingør kunne nøjes med en halvering, og da Landström med et fantastisk slag fra et dårligt leje i bunker kom ind og i på sidste hul, blev matchen delt, og dermed genvandt Helsingørs damer guldmedaljerne fra sidste år.

Helsingørs guldhold bestod af Melissa Løvestad Johansen, Anna Høybye Schmidt, Kajsa Stie Landström og Olivia Grønborg.

Kampen om bronzen stod mellem Aalborg og Vejle, og den endte 6-6, så måtte man ud i omspil. Holdkaptajnerne udpegede Camilla Tange Lund Nielsen for Aalborg og Cecilie Eggersen fra Vejle til at stå for det, og på andet omspilshul sikrede Camilla Tange Lund Nielsen, at bronzemedaljerne gik til Aalborg. Lund Nielsen præsterede i øvrigt også at lave hole in one på 3. hul i sin foursome i lørdagens semifinale mod Helsingør, så hun havde en begivenhedsrig weekend.

.
.
Smørum vinder guld hos herrerne

Også hos herrerne måtte man hen til de sidste huller i de sidste matcher, før det blev afgjort, om guldet skulle gå til sidste års vindere fra Smørum eller finalemodstanderne fra Silkeborg Ry. Jyderne førte 4-2 efter de tre foursomes, men med sejre til Mads Laage, Jens Kristian Thysted og Victor Østerby i de tre første af de seks singles havde Smørum bragt sig foran 8-4.

Den tidligere Europatour-vinder Morten Ørum Madsen fra Silkeborg Ry bragte spændingen tilbage med en sejr på 1 up over Nicolaj Søberg, og da Oliver Hundebøll fra Silkeborg Ry besejrede sin Challenge Tour-kollega – og gode ven – Marcus Helligkilde fra Smørum, var stillingen lige.

Der var tæt pakket af tilskuere ved 18. green, da den afgørende single nåede til sidste hul. Her vandt Frederik Severin Tøttenborg fra Smørum med 1 up over Jonas Vestergaard Thybo, og så var de nødvendige 10 points hjemme for Smørum, som dermed genvandt Danmarksmesterskabet.

Smørums guldhold bestod af Mads Laage, Jens Kristian Thysted, Victor Østerby, Nicolaj Søberg, Frederik Severin Tøttenborg og Marcus Helligkilde.

Søllerød byttede sidste års sølvmedaljer ud med bronze i år, da holdet i kampen om bronzen vandt 14-4 over Gyttegård.

Find flere resultater fra Danmarksturneringen på Golf.dk

Smørums herrehold – Foto: Michael Barrett Boesen

Tilmeld dig vores gratis nyhedsbrev - udsendes hver mandag

Når du har skrevet din e-mail adresse og trykket tilmeld, modtager du en e-mail, hvor du skal bekræfte din tilmelding. Du kan altid framelde dig nyhedsbrevet ved at trykke på linket i bunden af nyhedsbrevet eller sende en mail til info@19hul.dk. Vi passer på dine data - læs mere i vores persondatapolitik.