Golfen tager endnu et skridt i grøn retning. Takket være en ny og attraktiv aftale mellem Norlys og Dansk Golf Union kan 186 danske golfklubber nu få installeret ladestandere til el-biler.

Dansk golf bliver endnu grønnere, når danske golfspillere får ekstra god mulighed for at lade el-bilen op. Dansk Golf Union har nemlig indgået en aftale med energi- og telekoncernen Norlys, der tilbyder at opstille ladestandere hos samtlige 186 danske golfklubber gennem en særdeles attraktiv aftale. Udover adgang for golfklubbernes medlemmer bliver ladestanderne synlige i det offentlige ladenetværk, som er et afgørende fundament for den grønne omstilling.

– Vi er glade for samarbejdet med Norlys. Ikke alene fordi det helt konkret giver virkelig gode muligheder for klubbernes medlemmer. Det er også en grøn feature. Hvem ved, måske kan det give klubberne flere besøgende? Endelig giver det os mulighed for at være en mere aktiv del af den grønne udvikling, siger Morten Backhausen, der er direktør for Dansk Golf Union.

Mulighed for danske golfspillere 

Men det er ikke kun opladning ved klubhusene, som aftalen giver mulighed for. Aftalen vil også betyde tilbud ud til danske golfspillere, der ønsker at få egen ladeboks installeret.

– I en del år har vi sagt, at elbilerne kommer. Men de er kommet, og der kommer mange flere af dem. Men antallet af ladestandere har ikke fulgt med, og det er der et stærkt behov for at komme efter. Så meget desto mere er det en stor glæde at levere til indfrielse af DGU’s mål om at blive grønnere, fordi vi også mærker, hvordan vi gennem vores samarbejde bidrager til noget langt større, siger Christian Ruhe, der er kommerciel direktør ved Norlys.

.
.

Det har været vigtigt for DGU at alliere sig med en stor spiller på markedet, der kan garantere de danske golfklubber en hurtig og topprofessionel hjælp ved installering af ladestandere. Aftalen med Norlys harmonerer godt med DGU’s øvrige bestræbelser på at støtte en bæredygtig udvikling inden for golfsporten. Det mener Morten Backhausen:

– Det er helt naturligt, at vi som en af Danmarks største sportsgrene med 164.000 udøvere skal tage samfundsansvar. Vi har flere projekter, der arbejder mod større biodiversitet på golfbanerne og vores pesticidforbrug er reduceret med mere end 80 procent. Nu gør vi noget for at fremme grøn privatbilisme, siger han.

Tilmeld dig vores gratis nyhedsbrev - udsendes hver mandag

Når du har skrevet din e-mail adresse og trykket tilmeld, modtager du en e-mail, hvor du skal bekræfte din tilmelding. Du kan altid framelde dig nyhedsbrevet ved at trykke på linket i bunden af nyhedsbrevet eller sende en mail til info@19hul.dk. Vi passer på dine data - læs mere i vores persondatapolitik.