Vm i fodbold er ved at være overstået, og det var jo en udsøgt fornøjelse at se, hvorledes især Norge spillede op med de helt store nationer. I forvejen klarer de norske golfspillere sig også godt, og viser vejen for sit nordiske broderfolk. Ja, svenskerne holder sig heller ikke tilbage.
Nu kan golf og fodbold næppe sammenlignes, men alligevel vil jeg nu hævde, at der i visse situationer godt kunne ligge noget sammenligneligt.
F.eks. så vi jo ved straffesparkskonkurrencerne, at selv nogle af verdens bedste spillere fik “gummiben” og brændte på skammeligste vis. Det blev kronede dage for målmændene som stjal de slik fra små børn.
Men er det måske ikke præcis sådan, at enhver golfspiller har det lige inden han skal slå sit slag, hvor både “gummiben og arm” har det med at indfinde sig på de helt forkerte tidspunkter godt hjulpet afsted med et aldeles helt forkert tankesæt?
Jeg tror det, og vi har jo alle prøvet det. Er der skov på begge sider til drivet kunne man jo ende der, men også midten kunne være en mulighed. Ved straffespark kunne målmanden jo været gået til en af siderne, og så blev der jo mål. De muligheder af tilfældigheder har golfspilleren selvsagt ikke. Han står helt alene på “pletten” så at sige, og må klare sig selv. Med de talenter han eller hun nu en gang har.
Men igen, igen, har jeg lyst til at sige: det hele er jo mentalt. Punktum!
En helt anden historie er så, hvordan denne “øvelse” gribes an og håndteres for den enkelte. Såvel amatør som professionel.
I disse tider ser vi, hvorledes Sydkorea producerer det ene store golftalent efter det andet, og hvordan de bemægtiger sig leaderbordene. I forvejen har landet nogle af verdens bedste bueskytter og har i alt hjemtaget 27 olympiske guldmedaljer i denne sport. Her skulle det ikke undre mig, om der er en vis sammenhænge eller fællesnævner i selve tilgangen, såvel mentalt men også filosofisk træning for begge sportsgrene og deres udøvere.
I al fald var det en fornøjelse her i weekenden at følge den sydkoreanske kvindelige golfspiller Haeran Ryu, der på tredje runde i Frankrig satte banerekord med en runde i 60 slag, og først efter afslutningen af runden, blev klar over, hvor godt hun havde spillet.
Ergo hun havde ikke kigget på hverken leaderboard eller nærstuderet sin score, men var tilstede i nuet og forfulgte sit momentum hul efter hul.
Kunne Danmark måske lære af Sydkorea? Vi kan jo ikke blev ved med at spille “yoyo-golf”, el. elevatorgolf, om man vil.
Må “The Open” i denne uge blive en undtagelse for danskerne – i det mindste så top-ti ikke igen, og næsten vane tro, sejler væk igen.
Mvh og god tur
Steffen Rasmussen,
Smørum Golf
