Danish Golf ChampionshipGod stemning, masser af sol og lave scores i Himmerland før det...

God stemning, masser af sol og lave scores i Himmerland før det sidste farvel

Sommeren var for alvor tilbage lørdag i Himmerland. Solen bragede ned fra en skyfri himmel hele dagen, vinden havde lagt sig, og det betød birdie-fest.

Blot 16 spillere var ikke under par, og der blev på lørdagens tredje runde sat hele 331 birdies på de 71 tilbageværende spilleres scorekort. Det er et gennemsnit på 4,66 pr. spiller.

Danskernes lørdag

Tre danskere er i top 20 inden finalerunden søndag, der samtidig markerer afslutningen på en æra i dansk golf. Det er nemlig sidste gang – i denne omgang – at turneringen spilles i Himmerland, og det ser heller ikke ud til at vi får en dansk vinder i dette års udgave af Made in HimmerLand.

Rasmus Højgaard er bedst placerede dansker på en delt 12. plads. Han gik sin lørdagsrunde i fem slag under par (65), men det var altså kun nok til at holde sin placering lige udenfor top 10. Ellers var det de to nordjyder Søren Kjeldsen og amatør-spilleren Frederik Kjettrup, der løb med de danske overskrifter lørdag. Den rutinerede Kjeldsen har hele ugen fortalt hvor meget han elsker at spille hjemme, og han har smilet fra øre til øre ved enhver given lejlighed. I dag startede Kjeldsen med fire birdies på de fire første huller. Han var fem under efter for-ni, og da han satte dagens birdie nummer otte på kortet på Himmerland Hill, kom han til syv under for dagen og var da på en fjerdeplads.

Hul 17 og 18 kostede dog henholdsvis en bogey og en dobbelt, og Kjeldsen endte dagen i fire under. Han er samlet fire under og på en delt 28. plads. Brønderslev-spilleren Frederik Kjettrup, der er på college i USA, klarede ikke alene cuttet. Han matchede dagens bedste danske runde i fem under par, og landsholdsspilleren er på en delt 20. plads. En placering han deler med John Axelsen.

De ti tilbageværende danskeres placeringer inden finalerunden:

11. Rasmus Højgaard (-7)

20. John Axelsen (-5)

20. Frederik Kjettrup, amatør (-5)

28. Søren Kjeldsen (-4)

38. Niklas Nørgaard (-3)

46. Marcus Helligkilde (-2)

51. Jeff Winther (-1)

51. Lucas Bjerregaard (-1)

68. Rasmus Neergaard-Petersen (+3)

70. Victor Sidal Svendsen (+6)

I toppen af leaderboardet ligger spanske Nacho Elvira fortsat. Han er 13 slag under par, men som så mange andre spillere kom han også i problemer på banens svære 18. hul. En dobbelt bogey bragte spændingen tilbage, og Rasmus Højgaard er nu blot seks slag efter den førende spanier inden sidste runde. Elvira fører med et slag til skotske Robert Macintyre og to slag til dennes landsmand Richie Ramsay. Endnu en skotte, vinderen fra Himmerland i 2014, Marc Warren, er fire slag efter

Sol, golf, musik og folkefest i HimmerLand – skal du være med?

Søndag bliver endnu en fantastisk sommerdag, og da de legendariske “after golf” koncerter er tilbage, håber vi, at du vil pakke bilen og suse til HimmerLand søndag. Dels for at more dig og nyde det gode vejr, men også for at tage afsked med en institution i dansk golf og bære de danske profiler frem til et topresultat.

Stadig billetter

Der er stadig billetter til salg som dagsbilletter til søndag. Dem finder du her.

Du kan se stillingen i Made in HimmerLand her.

Tilmeld dig vores gratis nyhedsbrev - udsendes hver mandag

Når du har skrevet din e-mail adresse og trykket tilmeld, modtager du en e-mail, hvor du skal bekræfte din tilmelding. Du kan altid framelde dig nyhedsbrevet ved at trykke på linket i bunden af nyhedsbrevet eller sende en mail til info@19hul.dk. Vi passer på dine data - læs mere i vores persondatapolitik.

Relaterede artikler

Herrer: Penge- og pointranglister, 6. maj 2024

Adrian Otaegui vandt Volvo China Open, der blev afkortet til tre runder. Niklas Nørgaard var lige udenfor top-10 inden finalerunden, men blev nr. 35. Taylor...

Underlige og vidunderlige øjeblikke fra Volvo China Open

DP World Tour har lavet en video med Underlige og vidunderlige øjeblikke fra Magical Kenya Open 2024, som blev vundet af Adrian Otaegui. En blandet...

De fem nyeste artikler på 19hul.dk