PopulærtDP World TourFormatet i European Golf Team Championships

Formatet i European Golf Team Championships

European Championships er et nyt stort fælles EM for bl.a. atletik, svømning, cykling og også golf, der spilles på Gleneagles fra onsdag til søndag med Martin Ovesen og Niklas Nørgaard Møller i feltet. DR3 sender fra turneringen, som også kan streames via internettet.

European Championships skal fremover afvikles hvert fjerde år, mens hver sportsgren vil have sit eget EM i øvrige år. Det er således en slags europæisk “mini-OL” med omkring 4.500 atleter i Berlin og Glasgow. For golfsporten er dette professionelle EM noget nyt.

EM for professionelle landshold

Golfturneringerne afvikles i et samarbejde mellem European Tour og Ladies European Tour på Gleneagles, PGA Centenary Course, hvor der blev spillet Ryder Cup 2014. Det er også her, der skal være Solheim Cup 2019.

Spillerne er kvalificeret via optjente verdensranglistepoint i perioden 10. juli 2017 til 9. juli 2018. Fra Danmark deltager Martin Ovesen og Niklas Nørgaard Møller.

En del af de bedste europæere har fravalgt at deltage heriblandt de bedste danske damer, så Danmark kan ikke deltage i lørdagens mixed turnering, da det kræver to damer og to herrer fra samme land. Der er enkelte store navne i feltet som Ricoh Women’s British Open vinderen Georgia Hall, der spiller på hold med Laura Davies.

Georgia Hall under en træningsrunde op til European Golf Team Championships 2018 – Foto: Ladies European Tour

Der er tre forskellige turneringer, med en for damer, en for herrer og en fælles mixed turnering som beskrevet nedenfor. Der uddeles medaljer i hver turnering.

Damerne og herrerne spiller om samme ikke tællende præmiesum på 200.000 € til vinderne (100.000 € pr. spiller). I mixed turneringen er præmiesummen noget lavere med 30.000 € til vinderne (7.500 € pr. spiller). Der er præmiepenge til alle deltagere, hvilket vi vender tilbage til i en senere artikel.

16 to-mandshold for damer og herrer

De primære turneringer er separate dame- og herreturneringer med hver 16 to-mandshold fra 15 forskellige lande.

I hver turnering er de 16 hold inddelt i fire puljer, hvor alle spiller mod alle fra onsdag til fredag i four-ball matcher. En sejr giver 2 point og en delt match 1 point. Ved pointlighed blandt to hold er den indbyrdes match afgørende, og hvis det stadig er lige, eller flere hold er lige, så spilles et hul-for-hul omspil.

Kun puljevinderne går videre til semifinalerne, som spilles søndag formiddag efterfulgt af finale og bronze-matchen om eftermiddagen. Mens man spillede four-ball i puljespillet, så spilles der foursomes hulspil på søndag. For nogle er der således “hviledag” på lørdag, hvor der spilles mixed turnering.

Martin Ovesen og Niklas Nørgaard Møller fra Danmark er i pulje med Polen (Adrian Meronk & Mateusz Gradecki), Portugal (Jose-Filipe Lima & Ricardo Santos) og Spanien 1 (Pedro Oriol & Scott Fernandez), som de skal spille mod henholdsvis onsdag, torsdag og fredag.

Martin Ovesen og Niklas Nørgaard Møller tabte desværre deres første match mod Polen 1/0.

Mixed turnering på lørdag

Lørdag skiftes fokus fra de separate dame- og herreturneringer til en mixed turnering med 11 deltagende hold.

Her er der to damer og to herrer på hvert hold, som spiller mixed foursome slagspil over 18 huller. Hver nation/hold har således to par bestående af en dame og herrespiller, og deres to samlede scores tæller som holdets score.

Ved lighed spilles et hul-for-hul omspil, hvor nationen/holdet repræsenteres af det mixed foursome par, der har haft den laveste score.

Sendes på DR3 fredag, lørdag og søndag

Som mange sikkert har bemærket, så sender DR og TV2 Sport mange timer fra European Championship. DR3 sender fra golfturneringen fredag, lørdag og søndag eftermiddag – se ugens sendetider på www.19hul.dk/tv.

Det kan også streames fra fredag til søndag på www.europeanchampionships.com/watch og www.eurovisionsports.tv/EuropeanChamps18.

European Golf Team Championships, matcher og leaderboards

Puljestilling, herrer

Puljestilling, damer

Flagalle på Gleneagles op til European Golf Team Championships 2018 – Foto: Ladies European Tour

Tilmeld dig vores gratis nyhedsbrev - udsendes hver mandag

Når du har skrevet din e-mail adresse og trykket tilmeld, modtager du en e-mail, hvor du skal bekræfte din tilmelding. Du kan altid framelde dig nyhedsbrevet ved at trykke på linket i bunden af nyhedsbrevet eller sende en mail til info@19hul.dk. Vi passer på dine data - læs mere i vores persondatapolitik.

Relaterede artikler

Herrer: Penge- og pointranglister, 22. april 2024

Scottie Scheffler vandt RBC Heritage, og verdensetteren har nu vundet 4 af sine seneste 5 turneringer! Det var en Signature Event med en præmiesum...

Se putting clinic med Rory McIlroy

Op til Hero Dubai Desert Classic i januar gav Rory McIlrpoy en putting clinic for inviterede gæster. DP World Tour har lavet en video...

De fem nyeste artikler på 19hul.dk