PopulærtLPGAEmily, Nicole og Karen er videre til LPGA Q-Series finalerunderne

Emily, Nicole og Karen er videre til LPGA Q-Series finalerunderne

Emily K Pedersen, Nicole Broch Estrup og amatøren Karen Fredgaard er fortsat med i kampen om de mindst 45 LPGA kort, da alle tre danskere klarede cuttet efter fjerde af de otte runder af LPGA Q-Series.

De 110 deltagere har spillet fire runder på Magnolia Grove, og nu har top-70 og lige (74 spillere), klaret cuttet til yderligere fire runder på Highland Oaks Golf Club fra torsdag til søndag. Scores fra de første fire runder overføres, og efter otte runder får top-45 og lige et LPGA kort. Det er vigtigt at slutte så højt som muligt.

Emily K Pedersen var på en delt førsteplads i -6 efter første runde, men er siden faldet tilbage. Hun var delt nr. 3 i -8 efter anden runde, nr. 13 i -6 efter tredje runde og med en fjerde runde i par er hun nu nr. 24 i -6.

Nicole Broch Larsen var rundt i -4, og rykkede frem til en 29. plads i -5. Amatøren Karen Fredgaard afsluttede første halvdel med en runde i +1, hvilket også er hendes samlede score, der lige akkurat var nok til at klare cuttet som nr. 62.

Emily har sin træner David Dickmeiss som caddie, mens Nicole har sin mand Kasper Broch Estrup som fast caddie, og Karen har sin far Peter Fredgaard, der i øvrigt er bestyrelsesformand i Asserbio GC, som caddie.

Roussin-Bouchard fastholdt føringen

21-årige Pauline Roussin-Bouchard fra Frankrig fører i -19 foran Hye-Jin Choi i -17 og Na Rin An i -14, mens Stephanie Kyriacou og LET Race to Costa del Sol vinderen Atthaya Thitikul, der er nr. 18 på verdensranglisten deler 4. pladsen i -13. Kyriacou blev nr. 3 på LET ranglisten.

Atthaya Thitikul under LPGA Q-Series 2021 – Foto: LPGA

Ayaka Furue, der som nr. 14 på verdensranglisten er den højest rangerede i feltet, er nr. 7 i -11. Blandt øvrigt kendte navne der klarede cuttet kan nævnes AIG Women’s British Open 2019 vinderen Hinako Shibuno på en 24. plads i -6, Anne van Dam er nr. 35 i -4, Meghan MacLaren nr. 39 i -3, Sanna Nuutinen nr. 39 i -3, Linn Grant nr. 42 i -2, Agatha Laisne nr. 42 i -2, Olivia Cowan og Frida Kinhult nr. 52 i par mens Klara Spilkova er nr. 62 i +1.

LPGA Q-Series – Tourskole, leaderboard

Mere om Q-Series

Q-Series spilles over to gange fire runder på Robert Trent Jones Golf Trail baner i Alabama fra den 2. – 5. december og 9. – 12. december. Der var cut efter fjerde runde, så kun top-70 og lige er med i den anden uge, og derefter får top-45 og lige et LPGA kort.

Hvor der tidligere blev spillet én Tourskole finale er der nu en Q-Series bestående af to “turneringer” med fire runder i hver. Den første blev spillet på Magnolia Grove (Crossings og Falls) efterfulgt af fire runder på Highland Oaks Golf Club.

Scoren for top-70 og lige der klarer cuttet, overføres fra den første turnering til den anden, så er man -4 efter første turnering, begynder man den anden turnering i -4. På leaderboardet vises således score for otte runder.

Efter de otte runder får top-45 og lige kategori 14 på LPGA, så næsten halvdelen af deltagerne får et LPGA kort. Spillerne i top-20 får de bedste kort, så dem udenfor top-20 får også et kort til Symetra Tour.

Der spilles også om en samlet præmiesum på 150.000 $.

Skal være professionel for at blive medlem af LPGA

Karen Fredgaard er fortsat amatør, og kan blive medlem af Symetra Tour, men for at blive medlem af LPGA skal man være professionel.

Hvis det lykkedes for Karen Fredgaard, der er én af otte amatører i feltet, at kvalificere sig til LPGA via Q-Series, skal hun således blive professionelle for at få kortet. Hun behøver dog ikke at tage stilling til medlemskab med det samme, da det kan vente helt til 1. juli næste år – de fleste vil dog nok vælge at blive professionelle inden den nye sæson begynder.

 

Tilmeld dig vores gratis nyhedsbrev - udsendes hver mandag

Når du har skrevet din e-mail adresse og trykket tilmeld, modtager du en e-mail, hvor du skal bekræfte din tilmelding. Du kan altid framelde dig nyhedsbrevet ved at trykke på linket i bunden af nyhedsbrevet eller sende en mail til info@19hul.dk. Vi passer på dine data - læs mere i vores persondatapolitik.

Relaterede artikler

28 danske Challenge Tour sejre

24-årige Rasmus Neergaard-Petersen vandt sin første Challenge Tour sejr i Kolkata Challenge. Det var den 28. danske Challenge sejr gennem årene. Efter tre danske Challenge...

Se alle Nicolai Højgaards slag under Ryder Cup 2023

Det er næsten et halvt år siden at Europa og Nicolai Højgaard vandt Ryder Cup 2023, men der bliver fortsat produceret videoer med forskellige...

De fem nyeste artikler på 19hul.dk