Forleden bragte vi et læserbrev af Steffen Rasmussen, hvor han argumenterer for at driving-ranges kan overdrives, da golfspillet foregår ude på banen. Med særlig hentydning til Smørum Golfklubs nybyggede 110 meter lange overdækkede driving range, hvor der er 69 udslagsbåse med Toptracer Range i dem alle.
Peter Borregaard, formand i Smørum Golfklub, har skrevet en kommentar til Steffen Rasmussens betragtninger, og den kan læses nedenfor.
— oOo —
En driving range, som den der er opført i Smørum, er meget mere end et sted, hvor man øver teknik og står og slår bolde afsted.
Jeg er helt enig med Steffen Rasmussen, at når først teknikken og forståelsen for hvad der sker, hvordan bolden reagerer mm, er på plads, så er det på banen, at realiteterne skal vise sig. Det er på banen vi får reaktionerne på det vi har lært og kan. Ofte noget vi har lært på driving rangen af klubbens Pro.
Men driving rangen, som nu er opført i Smørum, er udover et sted at træne, også et udtryk for den trend der er i samfundet. Især de unge søger mod fællesskaber og det kan realiseres på drivingrange – specielt på Smørums range, hvor der er stillet sidste nye teknologi fra TopTracer til rådighed. Her kan man alene eller sammen i grupper lave konkurrencer, spille tættes på pind, 18 huller i realtime på et hav af verdens bedste baner og fra eget valg af tee-sted. De unge mødes ofte om aftenen og dyster så på deres eget niveau i et par timer, hygger sig og har et fællesskab som kan være svært at realisere andre steder.
For mit eget vedkommende synes jeg det er fantastisk, fx en vinteraften at gå på rangen. Logge på Toptracer. Varme op med at slå lidt bolde og dernæst spille fx 18 huller på for eksempel Pebble Beach. Ca. 1 time senere har jeg spillet mine 18 huller, fået reaktioner i form af boldflight, længder og præcisionen når videokameraerne optager min bolds reelle flugt, rul mm. Mine put er afløst af et chip til en defineret pind, hvilket helt klart også styrker mit shortgame. Jeg kan så vælge at inviterer andre til at konkurrere mod mig (samme tid eller senere), eller jeg kan bare gå hjem og analysere mine slag og tro på at det bliver lige så godt næste gang.
Så rangen i dag er mere end et sted vi træner. Det er et sted vi mødes, hvor vi dyrker det sociale eller bare er glade for at vi kan koncentrere os om os selv i det tidsrum vi nu engang har til rådighed.
Peter Borregaard
Formand i Smørum Golfklub