ECCO TourAndreas Lunding cruisede sejren hjem i Kokkedal

Andreas Lunding cruisede sejren hjem i Kokkedal

Sejren var aldrig i fare for Andreas Lunding, som fredag vandt Willis Towers Watson Masters i suveræn stil. Lunding førte fra start til slut og sikrede sig således karrierens største triumf på hjemmebanen i Kokkedal.

Det er ellers ikke nemt at køre en “sikker sejr” hjem i golf, men nemt så det ellers ud for Lunding på finalerunden af Willis Towers Watson Masters. Aldrig var modstanderne tættere på end tre slag, og med en score i 13 under par, vandt ECCO Tour rookien med imponerende seks slag til konkurrenterne.

– Det var totalt fedt at vinde på den her måde, fortalte en bevæget Andreas Lunding efter runden.

– Jeg blev lidt shaky på 10. hul, hvor jeg lavede en dum bogey, men da jeg holede et langt putt på 14. hul, så fandt jeg roen igen, og kørte den stille og roligt hjem, uddybede Lunding, der havde svært ved at styre sin begejstring.

– At vinde sin første sejr på hjemmebane foran så mange tilskuere er helt fantastisk. Det er noget, jeg altid vil huske, sluttede Lunding, inden han gik ind til guld-festen i klubhuset i Kokkedal, hvor holdkammeraterne fra DM-triumfen i søndags stod klar med mere champagne. Sikke en uge, der har været for Kokkedal.

ECCO Tour ejer imponeret

Også ECCO Tour ejer Flemming Astrup var imponeret over kølige Lunding.

– Det var en mandfolkepræstation af Andreas Lunding i dag. Når man spiller for sin første sejr, så er det ikke altid en fordel at starte dagen i spidsen, men jeg skal love for, at han viste, hvad han er lavet af. Med 200 tilskuere på lægterne kunne nerver have spoleret det hele, men han var iskold det meste af dagen, sagde Flemming Astrup efter runden.

På en delt andenplads sluttede Felix Pålson, Alex Wrigley, Petter Mikalsen og Christopher Feldborg Nielsen i syv under par.

Nicolai Nøhr Madsen leverede sæsonens bedste resultat, da han blev næstbedste dansker som nummer syv i samlet fem under par.

Niklas Nørgaard Møller kom tættere Challenge Touren

Niklas Nørgaard Møller leverede ikke selv det resultat, som han havde håbet på i denne uge. På hjemmebanen blev det til en skuffende 24. plads. Alligevel kom Kokkedalspilleren et stort skridt nærmere Challenge Touren, da ingen af hans nærmeste konkurrenter scorede nævneværdige point. “Møllens” indtager fortsat andenpladsen på ranglisten, hvorfra de fem bedste rykker op på Challenge Touren.

Det samme gør sig gældende for Nicolai Kristensen, som med sin ditto 24. plads fastholder sin fjerdeplads på GolfBox Nordic Golf League Ranking.

Christopher Sahlström og Gudmundur Kristjansson på hhv. første og sjettepladsen er sikret to af de fem oprykningspladser til Challenge Touren, da de allerede har vundet tre gange i år.

Der resterer nu blot tre turneringer af sæsonen på Nordic Golf League, og mens Challenge Tour oprykningen ser sikker ud for Niklas Nørgaard Møller, så bliver det tre meget nervepirrende uger for Nicolai Kristensen, som umiddelbart skal kæmpe med Elias Bertheussen, Haraldur Magnus og Fredrik Niléhn.

Du kan se resultatet af Willis Towers Watson Masters her.

Du kan se stillingen på GolfBox Nordic Golf League Ranking her.

Andreas Lunding efter sejren i Willis Towers Watson Masters 2019 – Foto: ECCO Tour

Tilmeld dig vores gratis nyhedsbrev - udsendes hver mandag

Når du har skrevet din e-mail adresse og trykket tilmeld, modtager du en e-mail, hvor du skal bekræfte din tilmelding. Du kan altid framelde dig nyhedsbrevet ved at trykke på linket i bunden af nyhedsbrevet eller sende en mail til info@19hul.dk. Vi passer på dine data - læs mere i vores persondatapolitik.

Relaterede artikler

Herrer: Penge- og pointranglister, 22. april 2024

Scottie Scheffler vandt RBC Heritage, og verdensetteren har nu vundet 4 af sine seneste 5 turneringer! Det var en Signature Event med en præmiesum...

Se putting clinic med Rory McIlroy

Op til Hero Dubai Desert Classic i januar gav Rory McIlrpoy en putting clinic for inviterede gæster. DP World Tour har lavet en video...

De fem nyeste artikler på 19hul.dk