Hæderen er regnet ned over Esbjerg Golfklub og greenkeeper Morten Terkelsen – nu er der også sikret langtidsaftale om maskiner og support fra John Deere

Alting synes at gå op i en højere enhed for Esbjerg Golfklub. Klubben har Danmarks – og en af Europas – bedste golfbaner. Den passes af Årets Greenkeeper i Danmark. Og nu satser både bestyrelsen og mandskabet på at indfri de tårnhøje forventninger, som de to fornemme kåringer naturligt skaber. Det skal ske med en hidtil uset langtidsaftale om maskiner og support med John Deere-leverandøren Semler Agro A/S.

– Vi har lavet en aftale om, at vi de næste fem år køber alle vores maskiner til pasning af golfbanen hos Semler Agro. Hidtil har vi hovedsagelig haft maskiner af et andet mærke, men nu bliver de John Deere-grønne. Det var mig selv, der fandt på, at vi skulle lave en samarbejdsaftale, fordi jeg var lidt træt af at forhandle priser og vilkår hver gang, vi skulle skifte ud i maskinhuset, forklarer chefgreenkeeper Morten Terkelsen, som netop er kåret som ”Årets Greenkeeper” af brancheforeningen Danish Greenkeepers Association.

Selv om det altså ikke var Semler Agro, der tidligere stod for leveringen af maskiner til golfklubben i Esbjerg, så var det firmaets salgschef for golf-segmentet, Ole Mathiesen, som Morten Terkelsen ringede til.

25 års bekendtskab og tillid

– Jeg har kendt Ole Mathiesen i mere end 25 år, og når man skal lave så omfattende aftaler, handler det i høj grad om tillid og sikkerhed for Esbjerg Golfklub. Med valget af Semler Agro A/S og John Deere er jeg sikker på, at platformen er optimal for en fem års-aftale, og jeg har aldrig tvivlet på John Deeres kvalitet. Når vi så samtidig kunne lave en aftale, hvor vi kan drage fordel af sparringen med Ole og Mads Mathiesen i dagligdagen, tror jeg på, at det bliver så komplet, som det kan blive og sikrer os ro og tryghed i hverdagen, siger Morten Terkelsen.

Chefgreenkeeperen mødte fuld opbakning hos både sin bestyrelse og hos trænermanager Johannes Eriksen. Men der bliver nu heller ikke stillet mange spørgsmål til den daglige ledelse af banen, efter at klubbens Marbæk-bane blev kåret som Danmarks bedste ved World Golf Awards i Abu Dhabi. Kåringen betyder samtidig, at banen i Esbjerg rangerer blandt de bedste i Europa.

Efter hæderen til banen, fulgte så kåringen af chefgreenkeeper Morten Terkelsen som Årets Greenkeeper i Danmark.

Årets Greenkeeper, Morten Bertelsen, i førersædet på John Deere-traktoren, og en særdeles tilfreds trænermanager Johannes Eriksen i døren – Foto: PR
Forventninger at indfri

– Nu er vores største udfordring at leve op til begge de fine titler. Vores næsten 1600 medlemmer vil selvfølgelig have nogle forventninger, som vi vil gøre alt hvad vi kan, for at indfri, siger Morten Terkelsen.

Med aftalen om John Deere-maskiner de næste fem år er Esbjerg Golfklub solidt rustet såvel på grej som mandskabsmæssigt. Morten Terkelsens stab tæller seks fastansatte, hvoraf fire er uddannede greenkeepere. Hertil kommer tre elever. Golfklubben er Danmarks tredje ældste og fylder 100 år i 2021.

Marbæk-banen er den specielle af Esbjerg Golfklubs to baner, mens Myrtue-banen er mere en dansk standard-bane. Marbæk-banen er designet med smalle fairways og store greens. Den største på hele 1200 kvadratmeter. Banen er populær også blandt landets bedste golfspillere. Det danske landshold træner jævnligt på Marbæk-banen, som i øvrigt ligger inde i Nationalpark Vadehavet.

Chefgreenkeeper Morten Terkelsen (til venstre) og Semler Agros salgschef for golf, Ole Mathiesen, giver hånd på aftalen om, at det de næste fem år handler om John Deere-maskiner for Esbjerg Golfklub – Foto: PR
Nemmere for mekanikeren

– Vi klipper fairways fem gange om ugen. Greens klipper vi hver dag, og de blive rullet fem gange om ugen i sæsonen, forklarer Morten Terkelsen.

Klubbens egen mekaniker i greenkeepergården klarer al den daglige service på grejet. Han har nu udsigt til lidt nemmere opgaver, fordi han kun skal koncentrere sig om ét maskinmærke.

– Semler Agro har syv afdelinger i Jylland og på Fyn. Derfor er vi altid tæt på med service og reservedele. I Trige ved Aarhus har vi en speciel golf-afdeling. Det betyder, at når Morten eller en af de andre i Esbjerg Golfklub ringer, så kommer de altid til at tale med en golf-specialist. Vi taler sammen sprog og forstår snakken om både baner og maskiner. Samtidig har Semler Agro tre hovedlagre, hvoraf det ene ligger i Vejrup øst for Esbjerg. Det er med til at sikre maksimal oppetid for maskinerne. Stumper, som eventuelt ikke er på lager, og som er bestilt inden klokken 14, ligger i Esbjerg næste morgen klokken 7, fortæller salgschef Ole Mathiesen.

”Her har I Danmarks bedste golfbane – Marbæk-banen i Esbjerg”, forklarer chefgreenkeeper Morten Terkelsen (i midten) til Semler Agros Mathiesen senior og junior, salgschef Ole Mathiesen og salgskonsulent Mads Mathiesen – Foto: PR

Tilmeld dig vores gratis nyhedsbrev - udsendes hver mandag

Når du har skrevet din e-mail adresse og trykket tilmeld, modtager du en e-mail, hvor du skal bekræfte din tilmelding. Du kan altid framelde dig nyhedsbrevet ved at trykke på linket i bunden af nyhedsbrevet eller sende en mail til info@19hul.dk. Vi passer på dine data - læs mere i vores persondatapolitik.