Den blot 20-årige meget langtslående sydafrikaner Aldrich Potgieter vandt sin første PGA Tour sejr i Rocket Classic efter 5 hullers omspil. Se højdepunkter fra finalerunden i videoen ovenfor.
Nicolai Højgaard begyndte finaledagen på en 10. plads, men en runde i -1 var ikke nok til at holde fast i toppen, så han faldt tilbage til en 24. plads i -16. Thorbjørn Olesen gik også -1, og blev nr. 41 i -12, mens Rasmus Højgaard missede cuttet.
Aldrich Potgieter havde en føring på to slag inden finalerunden, som han gik i -3. Da Max Greyserman og Chris Kirk var rundt i -5 sluttede de tre i -22, og skulle i omspil om sejren.
Chris Kirk røg ud med en bogey på andet omspilshul, og afgørelsen faldt da Aldrich Potgieter vandt med en birdie på femte omspilshul.
Michael Thorbjornsen og Jake Knapp delte 4. pladsen i -21.
Aldrich Potgieter slår længst af alle på PGA Tour
Aldrich Potgieter fører Driving distance statistikken på PGA Tour med 327,4 yards svarende til 299 meter. Rory McIlroy er nr. 2 med 320 yards, mens Niklas Nørgaard er nr. 3 med 319. Der er i øvrigt tre danskere i top-10 på den statistik, da Rasmus og Nicolai Højgaard er henholdsvis nr. 7 med 315 og nr. 9 med 314 yards.
Sidste år blev Aldrich Potgieter som 19-årig den yngste vinder nogensinde på Korn Ferry Tour. Nu er han den yngste sydafrikanske vinder på PGA Tour.


