AnbefaletTillykke med de 50 år, Phil Mickelson

Tillykke med de 50 år, Phil Mickelson

Phil Mickelson fyldte 50 år den 16. juni 2020, men er endnu ikke klar til senior golf. Han har haft en forrygende flot karriere, men når næppe at vinde US Open eller blive nr. 1 på verdensranglisten.

Phil Mickelson vandt sin første af indtil videre 44 PGA Tour sejre som 21 årige amatør i Northern Telecom Open 1991. Gennem en del år var han den bedste spiller, som ikke havde vundet en major, hvilket først lykkedes ham som 33-årig i Masters 2004.

Fem majors men mangler US Open

Sejren i Masters 2004 var hans 23. sejr på PGA Tour, og siden har han også vundet US PGA Championship 2005, Masters 2006 og 2010 samt The Open 2013.

Phil Mickelson efter sejren i The Open 2013 – Foto: golfsupport.nl

Blandt de fem major sejre er ikke en sejr i US Open, hvor han hele seks gange er blevet nr. 2; i 1999, 2002, 2004, 2006, 2009 og 2013. US Open er således den eneste af de fire majors, som Phil mangler for at fuldende sin karriere Grand Slam.

Det var også i US Open der kom ridser i lakken, da han under US Open 2018 puttede til sin bold i bevægelse, hvilket han senere undskyldte for.

Phil er endnu ikke kvalificeret til US Open i år, men har sagt, at han ikke vil tage imod en sympati-invitation. US Open er rykket til den 17. – 20. september, og det er endnu ikke helt afklaret, hvordan man kommer med i feltet, da alle kvalifikationsturneringer er aflyst.

Siden en 2. plads i The Open 2016 har Mickelson kun haft én top-20 placering i 12 spillede majors, hvilket var en 18. plads i Masters 2019. Mickelsons seneste PGA Tour sejr var AT&T Pebble Beach Pro-Am 2019.

Har tjent mere end 91 mio. $ på PGA Tour

Han har tjent mere end 91 mio. $ i præmiepenge på PGA Tour, hvilket kun er overgået af Tiger Woods med mere end 120 mio. $. Dertil kommer lukrative sponsoraftaler og bonusser.

Phil Mickelson har primært spillet på PGA Tour i USA, men har også spillet enkelte Europa Tour turneringer og i øvrigt også vundet Tournoi Perrier de Paris på Challenge Touren i 1993.

Det er ikke så ofte, at han er blevet overtalt til at spille på Europa Touren, men var med i Saudi International 2020 på bekostning af Phoenix Open, hvor han kunne have deltaget for 30. gang i træk.

Udover de fem majors og tre WGC turneringer, har Phil vundet HSBC Champions 2007 samt Aberdeen Asset Management Scottish Open 2013 som har har været tællende til Europa Touren, hvor han således er oppe på 10 sejre.

I top-50 på verdensranglisten gennem 26 år

Gennem hele sin karriere har Phil Mickelson som sådan ligget bag Tiger Woods. Da Phil spillede sin bedste golf var den seks år yngre Tiger endnu bedre, hvilket er den primære årsag til, Phil Mickelson aldrig har været nr. 1 på verdensranglisten.

Mellem 2001 – 2013 var Phil nr. 2 på verdensranglisten i sammenlagt 269 uger. I alle ugerne, svarende til mere end 5 år, var han kun overgået af Tiger Woods. Tiger var verdens bedste i 683 uger svarende til mere end 13 år.

Phil Mickelson – Foto: golfsupport.nl

Phil Mickelson har dog formået at holde sig nogenlunde skadesfri og i toppen af verdensranglisten gennemme mange år. I hele 1.353 uger svarende til 26 år fra november 1993 til november 2019 var Phil Mickelson uafbrudt i top-50 på verdensranglisten! Helt sikkert en rekord, som ikke bliver slået foreløbigt om nogensinde.

Samme caddie gennem 25 år

Ofte udskifter spillere deres caddie når de oplever en smule modgang, da de håber en ny caddie kan give et frisk pust. Det er der da også mange eksempler på, men gennem det meste af karrieren har Phil Mickelson haft den samme caddie i form af Jim “Bones” Mackay.

De to samarbejdede gennem 25 år fra 1992 til 2017, hvor Bones var på bag’en under 41 af Mickelsons 42 PGA Tour sejre heriblandt fem majors i perioden. Siden har han haft sin bror Tim Mickelson som caddie.

Phil Mickelson og Jim “Bones” Mackay under WGC – Dell Match Play 2016 – Foto: golfsupport.nl
Ikke klar til senior golf – endnu

Med sine 50 år kan Phil Mickelson spille på den amerikanske senior tour, PGA Tour Champions, men det varer nok lidt tid før han vil konkurrere mod legender som Bernhard Langer, der har domineret de seneste år.

I foråret – før COVID-19 pandemien – sagde Phil, at han formentlig vil spille enkelte PGA Tour Champions turneringer i år. Med mange aflyste turneringer heriblandt US Senior Open er det dog slet ikke sikkert, at han spiller senior golf i år.

På alle USA hold fra 1994 – 2018

I alle udgaver af Ryder Cup og Presidents Cup fra 1994 – 2018 var Phil Mickelson en del af det amerikanske hold. Han har således været på 24 hold i træk, men det sluttede da han ikke var på Presidents Cup 2019 holdet.

Phil Mickelson og hustruen Amy under Presidents Cup 2017 – Foto: golfsupport.nl
Vandt 9 mio. $ over Tiger Woods i The Match

Da de var yngre var Tiger og Phil store rivaler, men de synes at være blevet bedre venner med alderen. De er fortsat konkurrenter, men ikke så store rivaler som tidligere.

Sammen har de lavet The Match, hvor Mickelson vandt den første udgave og 9 mio. $ over Tiger i 2018.

I maj 2020 blev den anden udgave spillet for velgørenhed, hvor det som sådan var Tiger Woods og Peyton Manning der vandt over Phil Mickelson og Tom Brady, men præmiesummen på 10 mio. $ gik til velgørenhed.

Tiger Woods og Phil Mickelson – Foto: golfsupport.nl

Tilmeld dig vores gratis nyhedsbrev - udsendes hver mandag

Når du har skrevet din e-mail adresse og trykket tilmeld, modtager du en e-mail, hvor du skal bekræfte din tilmelding. Du kan altid framelde dig nyhedsbrevet ved at trykke på linket i bunden af nyhedsbrevet eller sende en mail til info@19hul.dk. Vi passer på dine data - læs mere i vores persondatapolitik.

Relaterede artikler

Herrer: Penge- og pointranglister, 22. april 2024

Scottie Scheffler vandt RBC Heritage, og verdensetteren har nu vundet 4 af sine seneste 5 turneringer! Det var en Signature Event med en præmiesum...

Se putting clinic med Rory McIlroy

Op til Hero Dubai Desert Classic i januar gav Rory McIlrpoy en putting clinic for inviterede gæster. DP World Tour har lavet en video...

De fem nyeste artikler på 19hul.dk