Thorbjørn Olesen og Lucas Bjerregaard er nu bekræftet som deltagere i årets anden major, US PGA Championship, som spilles fra den 16. – 19. maj på Bethpage Black Course.

Det kommer ikke som nogen overraskelse, men mens Thorbjørn er kvalificeret, så er Lucas formelt set er med på en invitation.

Brooks Koepka er forsvarende mester, da han vandt på Bellerive CC i 2018 foran Tiger Woods, mens Justin Thomas vandt på Quail Hollow Club i 2017, hvor Thorbjørn Olesen var på førstepladsen efter første runde.

Top-100 på verdensranglisten bliver inviteret

Thorbjørn er kvalificeret som Ryder Cup 2018 spiller, da de alle er kvalificeret, såfremt de er i top-100 på verdensranglisten. Thorbjørn er nr. 53 på verdensranglisten i denne uge, mens Lucas er bedste dansker på en 44. plads.

De seneste mange år er top-100 på verdensranglisten blevet inviteret til US PGA Championship, og således også i år, hvilket er det, der giver Lucas en plads i feltet.

Lucas Bjerregaard – Foto: golfsupport.nl
Spilles på Bethpage Black Course

US PGA Championship 2019 spilles på Bethpage Stage Park, Black Course, i New York. En bane der for første gang er vært for US PGA, men den har bl.a. været vært for US Open 2002 og 2009. Bethpage er også offentliggjort som værtsbane for Ryder Cup 2024.

Flyttet fra august til maj

Tidligere blev US PGA Championship spillet i august, men fra og med i år er den rykket frem til maj, så det er årets anden major.

Det giver en bedre spredning af de fire majors, som nu spilles i april, maj, juni og juli, ligesom PGA Tour sæsonen og FedExCup’en afsluttes tidligere, så man er færdige, inden NFL sæsonen begynder. Sidste år blev sæsonfinalen Tour Championship spillet fra den 20. – 23. september, mens det i år er fra den 22. – 25. august.

Ugen inden Made in Denmark

Ugen efter US PGA Championship er der Made in Denmark i Himmerland, så det bliver meget spændende, hvor mange af spillerne, der rejser til Danmark fra USA en major.

Præmiesummen i Made in Denmark er fordoblet til 3 mio. €, så den danske Europa Tour turnering har fortjent et stærkt felt, men kan måske blive presset af, at det er ugen efter en major i USA.

Endnu ikke kvalificeret til US Open

Thorbjørn og Lucas blev delt nr. 21 i Masters, der var årets første major, som blev vundet af Tiger Woods

Mens de nu også er med i den næste, er de endnu ikke kvalificeret til US Open, som spilles fra den 13. – 16. juni. De er dog tæt på en plads, for bl.a. kommer top-60 på verdensranglisten den 20. maj og 10. juni med i feltet. Derudover er der en række kvalifikationsturneringer heriblandt én i England den 3. juni, hvorfra Thorbjørn kvalificerede sig sidste år.

Er kvalificeret til The Open

Thorbjørn og Lucas er kvalificeret til årets sidste major, The Open, som spilles fra den 18. – 21. juli, da top-30 på Race to Dubai 2018 ranglisten har kvalificeret sig.

Thorbjørn blev nr. 8 og Lucas nr. 13 på den endelige Race to Dubai 2018 rangliste, hvilket sikrede dem en plads i den europæiske major.

The Wanamaker Trophy som er trofæet i US PGA Championship – Foto: golfsupport.nl

 

Tilmeld dig vores gratis nyhedsbrev - udsendes hver mandag

Når du har skrevet din e-mail adresse og trykket tilmeld, modtager du en e-mail, hvor du skal bekræfte din tilmelding. Du kan altid framelde dig nyhedsbrevet ved at trykke på linket i bunden af nyhedsbrevet eller sende en mail til info@19hul.dk. Vi passer på dine data - læs mere i vores persondatapolitik.