Ferie for Alle / Dansk GolfshowStor forventningsglæde før Skandinaviens største feriemesse

Stor forventningsglæde før Skandinaviens største feriemesse

De førende charterbureauer er tilbage på årets udgave af Ferie for Alle, og forventningsglæden er i top. I Danmarkshallen venter repræsentanter fra de nære destinationer, og udover de op mod 1.000 udstillere byder messen på 150 foredrag og underholdende indslag på stribe. Ferie for Alle finder sted i MCH Messecenter Herning 24.-26. februar 2023 og har i år 25-års jubilæum.

Uanset foretrukken ferieform er der noget at komme efter på Ferie for Alle. Messen favner grundigt både golf, outdoor, camping, aktive rejser og afslappede ferier samt destinationer lige om hjørnet såvel som i fjerne afkroge af verden. Ferie for Alle, der i år har 25-års jubilæum og traditionen tro også disker op med et omfattende aktivitetsprogram og underholdning for både store og små, byder på et rigt udvalg af charterbureauer – herunder landets største, Spies.

– Ferie for Alle er meget vigtig og faktisk årets højdepunkt for alle os, der arbejder i Spies. Vi elsker at møde både gamle og nye kunder og ikke mindst være med til at inspirere dem til deres næste ferie, og messen er en enestående mulighed for netop dét. Vi tager til Herning for at give kunderne en oplevelse og for at minde dem om effekten af en rigtig god ferie, lyder det fra brand manager i Spies Maria Byskov, der løfter lidt af sløret for, hvordan man agter at give den påmindelse:

– Det gør vi blandt andet ved at invitere dem “ombord” på vores eget flyselskab, Sunclass Airlines, hvor der bliver mulighed for at smage vores opgraderede Sunclass-menuer og prøve vores underholdningssystem. Børn og barnlige sjæle kan komme på besøg i Lollo & Bernie Club, hvor vores to maskotter blandt andet danser minidisco og uddeler store kram og andet godt til de mindste. Vi har desuden en masse spændende rejseforedrag på programmet, og vigtigst af alt har vi selvfølgelig også taget en masse stærke messetilbud med til de besøgende.

Maria Byskov fortæller videre, at man hos Spies også glæder sig meget til at møde både konkurrenter og samarbejdspartnere til feriesnak og rejseinspiration.

Kulinariske lækkerier

Ferie for Alle byder i år på op mod 1.000 udstillere fordelt på 14 haller – én af disse er Danmarkshallen, som bugner af lokale tips og tricks fra nære, hjemlige destinationer. Blandt hallens mange udstillere finder man Destination Limfjorden, der trakterer med kulinariske lækkerier:

– De besøgende kan få en lille smagsprøve på, hvad vi har at byde på – blandt andet har vi østerssmagninger på programmet. Skaldyrsfestivalen byder også på smagsprøver, og der vil naturligvis være mulighed for at købe billet til dette års udgave af festivalen. Fur er også stærkt repræsenteret med blandt andet kunst, kultur, museum og Fur Bryghus, og så kan man få et indblik i Struer Lydens By, oplyser destinationsdirektør i Destination Limfjorden Kristina Lehmann Schjøtt, der ser mange fordele i at deltage i messen:

– Ferie for Alle er et godt udstillingsvindue for os, og vi er sikre på, at vi på messen møder rigtig mange danskere med interesse i vores område. Samtidig forventer vi efterfølgende at kunne tiltrække flere gæster, fordi messen giver os synlighed i forhold til de tilbud, vi har inden for natur, gastronomi og kultur. Vi glæder os til at vise det hele frem, møde vores kommende gæster og netværke med erhvervet.

Gennemførte universer

Foruden charterbureauer og lokale destinationer byder årets udgave af Ferie for Alle på de gennemførte universer Outdoorshow, Dansk Golfshow og Cykler for Alle, ligesom camping traditionen tro udgør en stor og central del af messen. Derudover er safari årets overordnede tema.

Hertil kommer quizzer, 150 gratis foredrag, flere scener med festlige indslag, et stort legeland med et væld af aktiviteter for både store og små samt sjove og spændende jubilæumsområder. Ferie for Alle fejrer således i år 25-års jubilæum, hvilket blandt andet markeres med en nostalgisk udstilling og gratis kagebord søndag.

Ferie for Alle finder sted i MCH Messecenter Herning 24.-26. februar 2023.

www.ferieforalle.dk

Foto: MCH/Lars Møller

Tilmeld dig vores gratis nyhedsbrev - udsendes hver mandag

Når du har skrevet din e-mail adresse og trykket tilmeld, modtager du en e-mail, hvor du skal bekræfte din tilmelding. Du kan altid framelde dig nyhedsbrevet ved at trykke på linket i bunden af nyhedsbrevet eller sende en mail til info@19hul.dk. Vi passer på dine data - læs mere i vores persondatapolitik.

Relaterede artikler

20 mio. $ – så meget tjente spillerne i Masters 2024

Man er ikke med i Masters for pengenes skyld, og på Augusta National taler man helst ikke om det. Men ikke desto mindre er...

Er der “gummiarm” i dansk golf?

Dansk golf er i rivende udvikling - altså når vi selv skal sige det. Dog forekommer det mig, at når danske golfspillere endelig kommer...

De fem nyeste artikler på 19hul.dk