Søren Kjeldsen står ikke på deltagerlisten til den kommende uges Danish Golf Championship i Furesø Golfklub, og han bekræfter overfor 19hul.dk, at han ikke spiller med.
Søren Kjeldsen vandt PGA Tour Champions Tourskolen i december, men kunne først spille på den amerikanske senior tour efter han fyldte 50 år i maj. Og det har han gjort så godt, at han pt. er nr. 22 på ranglisten, hvor top-36 får de bedste kort næste år.
Kjeldsen har et solidt udgangspunkt for en stor sæson med deltagelse i sæsonfinalen og et fuldt kort i 2026, men han fokuserer forståeligt nok på PGA Tour Champions.
– Det er fristende at spille Danish Golf Championship i Furesø, men jeg vil hellere give mig 100 % herovre i USA, siger Søren Kjeldsen til 19hul.dk.
I denne uge spiller han Boeing Classic, og mens der er i næste uge spilles Danish Golf Championship er han med i Rogers Charity Classic på PGA Tour Champions.
To spiller er med for 11. gang
Søren Kjeldsen er én af blot tre spillere, der har spillet de første 10 udgaver af den danske DP World Tour turnering, der begyndte som Made in Denmark 2014. De to andre er Thorbjørn Olesen og Lucas Bjerregaard, som begge er med i år.


