De tre danskere i Masters fik desværre en dårlig start på årets første major. I henholdsvis +4, +5 og +6 skal de fredag kæmpe for at klare cuttet.
25-årige Nicolai Højgaard er bedste dansker i +4, hvilket i skrivende stund placerer ham som nr. 58. Han var -1 efter en birdie på par-3 hullet 4, og efter to birdies og to bogeys på de første 9 huller var han i par. Derefter lavede han tre bogeys i træk, men det vendte da han holede et chip for en eagle på par-5 hullet 13. Han gik vist efter greenen i to slag, men endte højre om Rae’s Creek på højde med flaget, og det var næppe med vilje. På par-3 hullet 16. slog Nicolai Højgaard i vandet, og det endte med en dobbeltbogey, og efter en bogey på 18. hul gik han +4.
– Den er lidt tricky, men jeg tror også jeg fik det til at se værre ud end det egentlig er. Jeg har haft det bedre efter en runde, men der er meget golf der skal spilles endnu, sagde Nicolai Højgaard bl.a. efter runden. Under Masters bliver disse gruppe-interviews optaget og lagt på presse-siderne, som 19hul.dk er akkrediteret til, men vi er desværre ikke på Augusta National i år.
– Jeg bekymrer mig ikke så meget om cuttet. Det tror jeg nok, at jeg skal få vendt i morgen, og jeg har prøvet at være i den situation nogle gange i år, så det bekymrer mig ikke lige nu, sagde Nicolai Højgaard. Efter fredagens 2. runde klarer top-50 og lige cuttet til de to finalerunder.

26-årige Rasmus Neergaard-Petersen debuterer i Masters. Han har spillet to majors i karrieren med et misset cut i US PGA Championship 2025 og en flot 12. plads i US Open 2025.
Han missede et meget kort par-putt på 2. hul og efter bogeys på 9., 14., 15. og 18. hul var der ingen birdies på scorekortet og han er pt. nr. 69 i +5.
– Det er bare fedt at være herude. Selvfølgelig super skuffet over, at jeg ikke satte en bedre runde sammen, sagde Rasmus Neergaard-Petersen til de danske journalister efter runden.
Rasmus Neergaard-Petersen var på mange måder tilfreds med sit spil, og slog gode slag, men sagde selv, at han problemer med at læse greens.
Værre gik det for Rasmus Højgaard, der er nr. 76 i +6. Han lavede tre birdies og fire bogeys på de første 12 huller. På par-5 hullet 13. gik det helt galt, da han slog sit drive i vandet og efter et oplæg, slog han fra kort afstand endnu en bold i vandet. Han tog sin ene sko af, og spillede bolden fra et jordstykke i Rae’s Creek. Det endte med en 8’er på par-5 hullet.
Og lidt senere en dobbeltbogey på par-5 hullet 13. efter endnu en bold i vandet. Her lagde han også op, men 3. slaget var for kort og med spin endte den i søen. Det gav en dobbeltbogey, så han var +6 på de fire par-5 huller, der ellers er gode birdiemuligheder vist bl.a. af Rory McIlroy og Sam Burns med 4 birdies på de 4 par-5 huller.
– Det blev en lidt en tung dag. Jeg var under pres hele vejen rundt. Jeg slår den ikke godt fra tee, og så bliver banen svær, og det fik jeg vist i dag, sagde Rasmus Højgaard der sagde han puttede udmærket, men det var hele tiden for par eller bogey.
Det er blot anden gang der er tre danskere i Masters, og det er ikke sket siden 2010.
Masters sendes på V Sport Golf og Viaplay Premium samt på TV3 Sport torsdag og TV3+ søndag. Læs mere i denne artikel eller se ugens sendetider på 19hul.dk/tv.
Masters, leaderboard
– alternativ på pgatour.com
– Masters, Track (følg alle spillere)
– Masters, My Group (se video med alle slag)
– Range Tracker (se data for slag på driving rangen)
– par-3 turnering, onsdag



