MCB Tour Championship – Seychelles spilles på Constance Lemuria, som Kim Boje besøgte i juli 2018. I den anledning genoptrykker vi hans fire rejseartikler, hvoraf dette er den anden. Læs den første artikel her. Viasat Golf sender højdepunkter fra turneringen lørdag den 14. december 2019 og søndag den 15. kl. 9 – 10.

— oOo —

Constance Lemuria Golf

Udsigten henover frugtsalaten, yoghurten, kaffen og de lune croissanter begynder ved den såkaldte infinity pool, hvor vandspejlet går helt op til kanten af bassinet og tilsyneladende fortsætter over i Det Indiske Ocean.

Morgenbordet byder på sydafrikanske bobler fra Swartland Winery, hvis man vil fortsætte festen fra i aftes, men den seriøse golfer springer naturligvis over den alkoholiske fristelse. Golfturen foregår i bil.

Gary Pouponneau, golfmanageren på Lemuria, har skudt seniorturneringen i gang på hullerne 1-9, så vi triller hen til 10. tee og tager de sidste ni huller først. Gary anbefaler stærkt, at man tager turen rundt i buggy, da ruten rummer voldsomme hældningsprocenter på banens sidste huller. En meget veltrænet tysk caddie insisterede for nylig på at gå bjerghullerne til fods, men selv han måtte opgive sit forehavende og tilkalde en bil på 15. hul.

Gary når lige at minde os om, at selv om Lemuria nok er en kort bane, er der er udfordringer overalt.

”Blandt andet er der vand i spil på 14, nej, 15 af hullerne!”

Madame, som er dagens caddie – og model og chauffør og fotograf – tjekker tasken.

”Du har 12 bolde, chéri. Det burde da være rigeligt.”

Driving rangen er først klar senere på året, men en rutineret golfer kan vel nøjes med en rygøvelse og så spille på rutinen.

Hm, det er ikke kun vandhazarderne der giver udfordringer. Først og fremmest er der de æstetiske udfordringer. Man har dårligt tid til at slå til bolden, når hvert hul er et postkort, der skal filmes fra alle vinkler.

Og så er der græsset. Som i Seychellernes Golf Club er der trampolineffekt i den lange udgave uden for fairway. Man skal ikke slå ned på bolden, den skal nippes, som i en fairwaybunker.

Apropos bunkers, så skal Gary have at vide, at der er lidt for mange stykker af forstenede koraller i det hvide sand.

”Water, water everywhere” som Coleridge, Tommy Steel og den gamle sømand sang engang. Det ser så billedskønt ud med åkanderne i alle søerne, at man føler sig hensat til Monets have. Spørgsmålet er så, om det dusin bolde man har i tasken, er nok til at nå hele vejen rundt?!

10. og 11. og 12. Det var ikke nok med to minutters strækøvelser. Og den rutinerede golfer var ikke rutineret nok.

”Man lærer af sine fejl”, indskyder Madame.

”Så burde jeg være verdens bedste golfspiller!”  svarer skribenten og tæller boldene i tasken.

Ni tilbage… Hvis man er i tvivl om, hvorfor de billige bolde i proshoppen kaldes søbolde, skal man blot spille Lemuria. Efter bare et enkelt hul giver udtrykket vældig god mening.

Op på hesten igen. 13. tee. Skyklapperne på og tungen lige i munden, så man ikke distraheres alt for meget af udsigten til junglen i venstre, søen hele vejen i højre og motorvejen, der fragter badegæster til og fra Georgette stranden.

Dagens foreløbig bedste slag. En let draw og de første forhindringer er overstået. Så et femjern ind i passatvinden op til greenen, der er placeret på første base camp i bjergene.

Bolden er forsvundet. Først efter cirka fire lange minutter finder caddien den dybt begravet i kokosnødgræsset på den stejle skråning bag green.

Udsigten bagud til søen, skoven og øen i oceanet fejler ikke noget, og det gør chippet til green heldigvis heller ikke. Puttningen derimod…

Op i buggyen og videre op i bjergene til 14. tee, hvor udsigten meget vel kan tage al ens opmærksomhed, men her må man ikke overse skiltet i teeboksen.

IF YOU SEE/HEAR THE HELICOPTER APPROACHING, PLEASE STOP PLAYING.

Ingen helikopter, hverken i lyd eller billede, så der er grønt lys. En fæl slice og out, og der er otte bolde tilbage i tasken.

Nedskaleret nyt køllevalg og nyt forsøg.

Få sekunder efter en vellykket trekølle dukker en helikopter og et forsinket lydbillede fra dens rotorblade op over trætoppene. En mand stiller sig ud midt på fairway og vifter med et rødt flag, og let som en lærke sætter det lille luftfartøj blidt fødderne på den interimistiske landingsplads neden for greenen.

Et par gæster kommer ud af helikopteren, går hen over fairway og sætter sig ind i limousinebuggyen, der skal transportere dem ned til hotellet. Andre gæster går den modsatte vej, og inden golfspilleren får overvejet sit næste træk, letter lærken igen, sikkert med Mahé eller la Digue som næste destination.

Fri bane, og da der ikke er søer og vandløb i spil, er der stadig otte bolde tilbage efter 14.

Så er det 15. Det ikoniske par-tre med udsigt til bl.a. Anse Georgette. 120 meter for ladies, 151 for professionelle og 133 for rigtige mænd. Og en højdeforskel på 70 meter fra tee til green. Som to rundetårne stablet oven på hinanden.

Et stille ottejern lige på pinden, og så er der pludselig oprejsning for den hårdt plagede golfer. Det finder han imidlertid først ud af lidt senere, da Madame har kørt ham gennem hårnålesvingene og ned til greenen, hvor nedslagsmærket er få centimeter fra at ramme plet, og bolden har lagt sig til rette halvanden meter fra pinden.

Glæden er stor, næsten euforisk, selv efter putteren igen har svigtet spilleren – eller omvendt, rettere.

Med genvunden selvtillid køres der slalom mellem takamakatræer og kokospalmer med dobbelte nødder til teeboksen, hvor par-fem hullet 16. venter i en dal der ligner noget fra Tarzan i urskoven, min generations ultimative drengebogsroman.

En enkelt bold forsvinder desværre ind i urskoven, så selvtilliden og boldreserverne reduceres igen.

17. Blot 120 meter for de rigtige mænd. Man sigter lidt til højre for bjergtoppen, som lægger fairway til 14. inklusiv helipad og turister og altså også til 17. green, som er beskyttet af hvide frangipani og en væg af røde granitblokke.

Skribentens beskedenhed gør at der ikke kommer en udførlig beskrivelse af dagens første birdie, blot skal det anføres at selvtilliden nu er i top, og der er stadig syv bolde igen.

Billedet taler sig for sig selv. Et førsteklasses afslutningshul som det skal blive en fornøjelse at se komme i spil, når Monty, Tinning & Co. afslutter Staysure seniorsæsonen på Constance Lemuria i december måned.

Inden da skal undertegnede lige spille de første ni huller på Lemuria, bevæbnet med en ramponeret selvtillid og blot seks søbolde (der røg lige en enkelt i svinget under indspillet til 18. green).

Læs den tredje artikel i serien her.

Constance Lemuria Resort: Anse Kerlan, Praslin, Seychelles, www.constancehotels.com/en/hotels-resorts/seychelles/lemuria 

Tekst: Kim Boje
Fotos: Annemarie og Kim Boje

Tilmeld dig vores gratis nyhedsbrev - udsendes hver mandag

Når du har skrevet din e-mail adresse og trykket tilmeld, modtager du en e-mail, hvor du skal bekræfte din tilmelding. Du kan altid framelde dig nyhedsbrevet ved at trykke på linket i bunden af nyhedsbrevet eller sende en mail til info@19hul.dk. Vi passer på dine data - læs mere i vores persondatapolitik.