RejserGolf- og rejseoplevelserSeychellerne. Rejseoplevelser fra La Digue (3)

Seychellerne. Rejseoplevelser fra La Digue (3)

Seniorturen, The Staysure Tour, laver et Indian Ocean Swing i december, hvor der blev spillet på Constance Belle Mare i Mauritius 7.-9. december og på Constance Lemuria i Seychellerne 14.-16. december.
I denne anledning bringer 19hul Kim Bojes dagbog fra Mauritius i december 2016 og fra Seychellerne i juli 2018.

Afgang fra Zerof Guest House klokken 17.15. En lastbil med åbent lad og bænke er fyldt godt op med gæster til Belle Vue Snack, der om aftenen byder på buffet til 500 rupees (ca. 250 kroner) transport iberegnet.

Det går hu hej ad de snoede, smalle veje. Der geares ned til andet og første gear, og mellemkoblingerne får gæsterne rystet godt sammen.

Den sidste stigning kan lastbilen ikke overkomme, så alle stiger ud og tager den sidste etape til fods.

Fra første parket med udsigt til Praslin kan man se en stille regn ramme færgelejet. Nu kommer finregnen også op til os.

Inden maden er der The Greatest Show on Earth. Ikke Cecil B. DeMilles storfilm fra 1952, men – for at fortsætte udi det engelske – the real deal. Udsigten. Den uforlignelige. Som at sidde på første parket med 180 grader cinemascopeskærm.

Regnen hører op. Solen lister sig ned under skydækket, og en flyvende hund sejler forbi lærredet på jagt efter moden frugt.

Til forestillingen har vi bestilt to cocktails med passionsfrugt, ananas og andre tropefrugter, fint afstemt. Vi savner ikke det skvæt af den lokale Takamaka rom, som den unge servitrice tilbyder.

Lysforholdene er en fotografisk udfordring, men kanonfotografen får et billede i kassen med cocktailparasol og nedgående sol med lyseblå himmel og hvide lammeskyer over Praslin.

Vi ser på udsigten, vi ser på udvalget af hvidvine i baren, smager på to af dem og bestiller en tredje. En sydafrikansk Chardonnay til 275 rupees. Det er samme pris for alle vine. Hvide som røde som lyserøde.

Mens vi venter på maden, ser vi på de sidste to dages høst af fotos og notater.

I går formiddags stod vi tidligt op. Gekkoerne gnækkede, fuglene pippede og fløjtede og kvidrede og sang og galede, og maleren skramlede med malebøtter og stiger.

De kreolske huse gemmer sig ikke i den tropiske regnskov. Vores gæstehus er ved at få opfrisket murene i den karrygule farve, og den røde frise omkring vinduer og døre bliver også malet op.

Efter brusebad og morgenmad, på langfart – hvis man kan tale om det på La Digue – til østkysten. Forbi butikhotellet La Digue Island Lodge, der er ganske diskret med mørkebrunt tag. Til gengæld tages der revanche med en bygning fra kolonitiden, der har fået gul farve hældt over sig.

Selv i kreolske omgivelser er den gule kulør skrigende, ikke mindst når sorte skyer kravler op over bjergryggen og maler en mørk kontrast til det gule hus.

En kort cykeltur. Én lang stigning gennem jungledalen og så en brat nedkørsel.

Grand Anse. Stor hvid strand og vældige, skurrede granitblokke med rosa skær. Skribenten synes de ligner papmaché, kulisser fra Disneyland. Fruen er ikke enig. Slet ikke.

Så en kort hike nordpå gennem junglen mellem granitblokke over et forbjerg til Petit Anse.

Samme sceneri, nu med rastafari, der udlejer korte surfbrætter og sælger juice og kokosnød. Han har ikke bananer i sit udvalg.

”No, man, no banana. This paradise, man. Only jungle juice. Passionfruit, pineapple, orange. And coconut to go.”

Siesta og et glas juice pyntet med karambolfrugt, cocktailparasol og hibiscusblomst samt en skivet kokosnød on the side for 50 rupees.

Så en lidt længere hike nordpå gennem junglen og mellem granitblokke til Anse Coco. En mørk, lavthængende sky afleverer en kort finregn, som høres men ikke mærkes under skovens skærm af palmeblade.

Anse Coco. Solen dukker op og tørrer os og kokospalmerne og granitklipperne der omkranser den lille hesteskoformede strand.

Vi har fortjent en ny omgang juice. Denne gang uden kokosnød men med bananer.

Så ved vi det. Det regner også i paradiset. Og der er små bananer på de små strande i paradiset.

I går gik den så nord- og østpå. Der var ingen bananer i sigte på Anse Banane. Ej heller kartofler på Anse Patate eller myrer på Anse Fourmis. Måske så vi hverken flora eller fauna på kyststrækningen, fordi det var blevet gråvejr, eller fordi vi holdt skarpt øje med såvel med- som modkørende cyklister og med kæmpeskildpadder og andre bump på vejen.

Den sidste café inden vejen ender er Chez Jules. Her var der igen en skildpadde i vejen på vejen.  Den bankede lidt senere på døren til Jules, hvor den dog blev afvist, venligt men bestemt.

Skulle man en dag have brug for at bede en 250 kilo tung skildpadde om at gå sin vej, så kan det oplyses at den ikke bryder sig om at blive tjattet på skinnebenene med et palmeblad.

Filmen på det store lærred slutter i mørkeblåt isprængt enkelte flammende luer.

Så kommer maden. Det kreolske køkken er fortræffeligt på Belle Vue. Salat med skarp dressing og røgede strimler af marineret tropefisk. Dybstegte courgetter og små stykker snapper. En glimrende grillet tropefisk med ris og karrygrøntsager. Kylling ristet i honning med ris og en sauce på linser.

”Om der er dessert? But of course, Madam! Naturellement, Madame.”

Kold vaniljeis med varm karamelliseret papaja og banan, og fruen er glad.

Blæksort nat. Mobilen stilles på stavlygte. Ned ad trapperne og ned ad bakken.

”En hældningsprocent der ville få koldsveden frem på Ørnen fra Herning og Kyllingen fra Tølløse,” bemærker fruen.

Op på ladet af lastbilen. Ségamusik i højttalerne og blåt lys under sæderne – og så afsted i fuld fart ned ad bjerget. En afslutningsscene, som Stephen Spielberg og Indiana Jones ikke kunne have koreograferet bedre.

Slut. The End. Fin.

Eller som de siger på kreolsk:

Fen.

Epilog

Cat Cocos har bragt os til hovedøen Mahé via Praslin. I Seychelles Golf Club stiller William Weidner, der er pro i klubben og håbefuld golfer på Sunshine Touren, beredvilligt op til et interview om golfsporten på Seychellerne:

Mens William viser at han også har talent ved poolbordet, fortæller den assisterende pro, Yves Edmond, om de golfpakker han har skræddersyet til golfere der besøger Seychellerne.

”Man får en runde golf her i klubben, en flyvetur til Praslin og en runde på Constance Lémuria til en virkelig god pris. Det må du gerne fortælle læserne på 19hul.”

Hvilket hermed er gjort.

Tekst: Kim Boje

Fotos: Annemarie og Kim Boje

Yves Edmond, PGA Teaching Pro, Tlf.: + 248 250 2773. Mail: leyvesedmond@gmail.com Twitter: @GolfinSey. Facebook: Golfinseychelles

The Seychelles Golf Club: www.sgc.sc

Cat Cocos: www.catcocos.com

Lalla Panzi Beach Guesthouse: Anse aux Pins, Mahé, Seychelles. Tel: +248 437 6411, lpb@intelvision.net, www.lalla-panzi-beach.com/LallaPanzi/Start.html

Turist i Seychellerne, jf. www.seychelles.travel

Tilmeld dig vores gratis nyhedsbrev - udsendes hver mandag

Når du har skrevet din e-mail adresse og trykket tilmeld, modtager du en e-mail, hvor du skal bekræfte din tilmelding. Du kan altid framelde dig nyhedsbrevet ved at trykke på linket i bunden af nyhedsbrevet eller sende en mail til info@19hul.dk. Vi passer på dine data - læs mere i vores persondatapolitik.

Relaterede artikler

Nicole Lørup blev nr. 6 da Jessica Peng vandt IOA Golf Classic

Jessica Peng fra Taiwan vandt IOA Golf Classic presented by LPT Realty på Epson Tour, hvor Nicole Lørup blev nr. 6. Efter runder i -1...

Scottie Scheffler vandt Players Championship igen

Scottie Scheffler vandt Players Championship for andet år i træk og understregede endnu engang, hvorfor han er er verdens bedste. Nicolai Højgaard missede cuttet. Efter...

De fem nyeste artikler på 19hul.dk