Som den bedste i top-5 på LIV Golf ranglisten, der ikke i forvejen er kvalificeret, har Sergio Garcia kvalificeret sig til The Open på Royal Portrush fra den 17. – 20. juli. Tre LIV spillere er kommet med via Final Qualifying.
The Open har fra i år indført en kategori, hvor man belønner en LIV Golf spiller med en plads i The Open. Den gives til den bedste fra top-5, som ikke i forvejen er kvalificeret.
Sergio Garcia er nr. 5 på LIV Golf ranglisten, men Niemann, DeChambeau, Rahm og Reed foran ham er allerede kvalificeret.
Det bliver 26. gang, at 45-årige Sergio Garcia spiller The Open og hans major nr. 102. Han vandt Masters 2017 og har haft i 2. pladser i både US PGA Championship og The Open.
Garcia har haft fem top-5 og ti top-10 placeringer i The Open, men senest med en 5. plads i 2016.
Tre LIV Golf spillere videre efter Final Qualifying
Mandag blev der spillet Final Qualifying på fire baner, og to danskere kvalificerede sig til The Open. 14 LIV Golf spillere var med, og tre af dem kommer nu med i The Open.
Med Sergio Garcia var 16 LIV Golf spillere allerede kvalificeret til The Open. Og i Final Qualifying kom yderligere tre med – Lee Westwood, Dean Burmester og Lucas Herbert – så nu er der 19 LIV Golf spillere kvalificeret til The Open.


