LPGA spilleren Ruixin Liu vandt den individuelle turnering ved Aramco China Championship på Mission Hills China, World Cup Course, hvor den 26-årige kineser også bor.
Smilla Sønderby begyndte dagen som nr. 12 i -6, og med en runde i -1 blev hun nr. 23 i -7. Hun lavede fire birdies og tre bogeys i finalerunden.
Inden finalerunden havde Trichat Cheenglab føringen i -12 foran Ruoning Yin og Ruixin Liu i -11.
Med en runde i -5 vandt Ruixin Liu i -16 foran Chiara Tamburlini, Liqi Zeng, Qianhui Lin og Trichat Cheenglab i -13.
Kajsa Arwefjall og Ruoning Yin delte 6. pladsen i -12.
Ruixin Liu har vundet syv gange på den amerikanske Epson Tour. Hun spiller på LPGA, hvor hun pt. er nr. 92 på Race to CME Globe ranglisten.
Der blev spillet om 500.000 $ i holdturneringen, mens der er 1,5 mio. $ i den individuelle turnering. Nu er der to uges pause inden sæsonen afsluttes i Spanien med Andalucía Costa del Sol presented by Oysho på Real Guadalhorce Club de Golf fra den 27. – 30. november.
Aramco China Championship – individuelt, resultat
Holdturneringen blev afsluttet fredag og vundet af Team Rhodes i -39 foran Team Alexander i -35 og Team Liu i -34.
Team Rhodes var med Mimi Rhodes, Kristyna Napoleaova, Trichat Cheenglab og Kultida Pramphun på holdet, mens Team Alexander var Casandra Alexander, Charlotte Laffar, Qianhui Lin og Runzhi Pang.
Smilla Sønderby og Team Tamburlini blev nr. 9 i -29. Hendes holdkammerater var Chiara Tamburlini, Anna Foster og Maha Haddioui.


