– Ved du hvad. Nu hvor skoen ikke flapper mere, så synes jeg vi skal gå hjem langs kysten.
– Fjong. Så kan vi også se Søfartsmuseet på vejen.
– Der er godt nok ikke mange turister på havnepromenaden i dag. Bølgerne sprøjter også op på folk og fæ.

– Bronzestatuen er ret flot, men hvad laver han på det maritime museum? Han ligner da mere en spydkaster end en matros.
– Det er den eneste artefakt, som ikke fokuserer på tyskernes angreb på Chania under 2. Verdenskrig.

– Jeg er godt nok skuffet over det maritime museum. Jeg troede, det dækkede søfarten fra den venetianske periode til i dag. Det er falsk varebetegnelse at kalde det Søfartsmuseet.
– Ja, det burde have heddet Chania under 2. Verdenskrig.

– Vi burde have taget en windbreaker eller en regnfrakke på som de to derhenne.
– Ja, det er godt gang i den.
– Ja, herfra kan man rigtigt se, hvordan molen agerer bølgebryder.
– Og der er en god vinkel til at se det gamle fyrtårn.

– Klipperne udenfor havnen fungerer som bølgebrydere.
– Hele bugten er jo en naturlig havn.

– Pludselig er der læ for blæsten, og der er lystbådehavn, hoteller og sandstrande på programmet.
– Tjek lige voksdukkerne i robåden, der er skyllet op på taget.
– Sexistisk reklame.
– Hvorfor sejler hun stående som en gondoliere?
– Jeg tjekker lige…. hvorfor folk står op i en robåd… et øjeblik… jep. ”At sejle stående i en lille båd på Kreta er en traditionel form for roning, hvor fiskeren eller roeren står op og vender ansigtet i sejlretningen. Det giver et fantastisk overblik over vandet og fiskepladserne, og det er en teknik, der er blevet brugt i århundreder”.
– Hm. Det er nok noget venetianerne indførte i sin tid, you know. Gondol-teknik.

– Strelitzia på havnepromenaden. Min favoritblomst.
– Der kommer en motorcykel. Kom ind til siden!
– Pyh! Det var tæt på. Jeg så den ikke, før den pludselig var der.
– Jeg hørte den.
– Motorcyklister følger sgu aldrig hastighedsbegrænsningerne.
– Nej, de har andre trafikregler.

– Turister, der vil tage fotos af hjemløse, skal se sig for. Du var lige ved at gå ind i træet og hende med ryg- og mavesæk.
– Rejseskribenten skal også dokumentere, hvordan den anden halvdel af befolkningen lever. Det gjorde vores landsmand Jacob Riis, der tog billeder af slummen i New York sidst i 1800-tallet.
– Og som skrev How the Other Half Lives. Det har du fortalt mig 117 gange.
– Vi er faktisk gået forbi mange hjemløse.
– Ja. Hm. Et trist syn.
– Når man ser syv udslidte madrasser ved siden af en byggeplads i vandkanten, så har man fundet de hjemløses hjem.

– Nå, Den byzantinske samling var godt nok let at overse.
– Der står i den engelske guide, at den venetianske klosterkirke nærmest er gravet ind i jordvolden, der blev bygget for at beskytte Chanias havn mod angreb udefra.
– Det er faktisk kun bymuren, der adskiller Søfartsmuseet fra Den byzantinske samling.

– Der står på skiltet, at Den byzantinske samling består af dele af et mosaikgulv fra det sjette århundrede, hvor man ser påfugle og en råbuk. Gulvet blev fundet i en kristen basilika i Kisamos, der ligger ca. 40 kilometer vest for Chania.
– Hm… Det er altså en meget høj pris, vi skal betale for at studere en meget lille byzantinsk samling.
– Insinuerer du, at vi har at gøre med turistfælde?
– Du læser mine tanker.
– Apropos byzantinsk og læsning. Når vi kommer tilbage til Frida Apartments, så vil jeg læse den spritnye oversættelse af Stefan Andres, El Greco maler storinkvisitoren, som jeg har i kufferten. El Greco var faktisk fra Kreta og blev uddannet som ikonmaler i den byzantinske tradition.
– Hvordan kan det være en græsk maler fik til opgave at male storinkvisitoren?
– Tja, El Greco havde vel fået et godt ry, og så var det at male Niño de Guevara, den øverste leder af den spanske inkvisition, nok ikke en opgave han kunne afslå.
– An offer he couldn’t refuse.
Første del af Rejseoplevelser fra Kreta kan læses her, og femte del kommer på lørdag.
Tekst: Kim Boje
Fotos: Annemarie Slej og Kim Boje
BONUSINFO
GOLF
CHANIA


