– Hvordan sov du i nat?
– Det var okay, men jeg lå også udenfor. Hva’ med dig?
– Okay. Jeg er ved at vænne mig til tropenætterne.
– Det bliver heller ikke til golfspil i dag.
– Der er varslet værre varme end i går.
– Når DR og TV2 laver voxpop, så synes stort set alle, at det er så spændende, hvis temperaturen i dag bliver højere end den var for 50 år siden.
– Der kommer ikke til at gå 50 år, inden vi får en endnu højere temperatur. Snarere 50 dage.
– Ja, klimaet er gået helt bananas.
– Lad os tage til Helgenæs og se The Tall Ships Races. Ifølge en pressemeddelelse fra Syddjurs Kommune bliver Sletterhage Fyr et sejlskibs-hotspot, hvor de store sejlskibe sejler tæt forbi.
– Jeg er med. Der blæser måske køligere briser i Kattegat end her.

– Det er ikke let at finde en plads under fyrretræerne.
– Og køen til pølser, is og sandwich er lang.
– Til gengæld er der live musik i teltet.
– Der er ikke så lang kø til teltet, hvor der sælges kaffe og kage.
– Okay, vi starter med kaf’kage, og bagefter er der ingen kø til pølser og sandwich.
– He, he. God idé.

– Man kan sidde under parasollen og med fødderne i vandet og se til Samsø.
– Og bade og padle i kano.
– UV-indekset er på 6-7 stykker, alligevel er der dem, der solbader.
– Måske har de smurt sig med en solcreme fra Temu, der lover at beskytte med faktor 90.
– Forbrugerrådet Tænk Kemi har testet solcreme i mange år, og de har aldrig set solcremer, der beskytter så lidt, som nu. Solens UV-stråler får med andre ord fri adgang til at skolde huden. Det skriver DR.
– Det vil sige, at en hvid bluse beskytter bedre end faktor 90.
– Richard Raskin fra Aarhus Universitet – du ved ham der gik fra de romanske sprog til medievidenskab.
– Ja, jeg kan godt huske Raskin.
– Han lod de studerende lave korte reklamefilm, og en af dem viste en mand der solbadede på maven. Der blev zoomet ind på hans ryg, og så tonede billedet over i et stykke bacon, blev ristet på en pande.
– Meget effektiv reklame.
– Jeg kan ikke huske, om det var Sundhedsstyrelsen eller Kræftens Bekæmpelse, der købte den, men den blev vist vist i landets biografer.

– Man kan også sidde i den medbragte strandstol og spejde mod syd efter de store sejlskibe og spise en kæmpestor is i et kræmmerhus.
– Eller sidde i strandstolen og glo ned i den smarte telefon.
– Den lysblonde kvinde til venstre og hendes kortklippede makker har ingen hat på hovedet. Til gengæld har de lange sorte bukser på og en sort polo med gul krave.
– Det er førstehjælpere i beredskabet. Deres bil holder mellem fyrretræerne. Deres uniform må være lavet af åndbart stof.
– Nå, nu er der jazz i teltet.

– Forsangeren i jazzbandet har både svært ved at huske teksten og ved at synge rent. Og hvorfor skal han absolut bede publikum om at give en stor hånd til hver af de fire-fem musikere for hvert nummer de spiller.
– Halløjsa. Nu får de hjælp af en meget velsyngende sangerinde.
– Hun har nok stået i den lange kø og er blevet forsinket.
– Nå, nu har den mandlige forsanger overtaget igen. Jeg kan se sangerinden har sat sig på en stol i teltet.
– Gad vide, hvad bandet hedder.
– Jeg smutter lige op og spørger hende.

– Nu skal du bare høre. Hun hedder Maria Igual, er spanier og taler engelsk med kraftig accent. Hun har sit eget band, som bærer hendes navn.
– Hvad laver hun så her?
– Hun holder ferie i Danmark og var tilskuer til jazzfestivalen i Aarhus i går.
– Men hvorfor synger hun så sammen med bandet her?
– De spillede ved Aarhus Jazz Festival i går, og et af medlemmerne fortalte hende, at de var blevet hyret til at spille ved Sletterhage Fyr og samtidigt annoncere, hvornår sejlskibene sejlede fra Aarhus Havn og hvornår de kom forbi Sletterhage.
– Det forklarer jo ikke, hvorfor hun sang med bandet her.
– Fordi de spurgte hende. Jeg spurgte hende, om hun kendte navnet på bandet og hun svarede: ”No, I’ve just met them”. Hun kunne helt sikkert høre, at forsangeren havde en dårlig dag.
– Man har ført hørt om en jazzmusiker, der havde en dårlig dag.
– Og man har ført hørt om en jazzmusiker, der ikke var helt appelsinfri.

– Nå, så kom der endelig gang i de store sejlskibe. De skulle have været her for længst.
– Det er kun de forholdsvis små sejlskibe, der har sejlene oppe.
– Hm. De store sejlskibe har ikke sejlene oppe.
– Hm. Så kan man bedre forstå de sakker bagud.
– Det er en rigtig aarhushistorie.

– Eller også er det sådan, at de fineste kommer sidst til festen.
– Ja, det er nok sådan det er.

– Der er nogle af de små sejlskibe, der sejler den anden vej.
– Det er nok en molbo der er ved rorpinden.

– Pyha, det var godt hedebølgen drev væk.
– Er det dig eller mig, der henter den næste fadøl i Strandbaren?
Første del af Rejseoplevelser fra Djursland under hedebølgen kan læses her
Tekst: Kim Boje
Fotos: Annemarie Slej og Kim Boje
BONUSINFO
GOLFKLUBBER


