– Der er varslet hedebølge i weekenden.
– Det bliver ikke til golfspil i Ebeltoft Golf Club i dag.
– Vi kan tage solfaktor på og gå op på Trehøje. Vi kan jo ikke sidde og smelte på en drømmeseng i Fuglsø hele dagen.

– Vi havde ikke behøvet at tage solcreme på.
– Nej, men man kan hverken se Ebeltoft Vig, Aarhus eller Samsø.
– Ved du hvad, vi tager til Grenaa.
– Det er mere end en halv times kørsel.
– Vi lader aircon’en køre og køber takeaway hos Meineche’s. De har bare en lækker fish & chips.
– Og en herlig sandwich med salat on the side!

– Det var en meget god idé du fik.
– Ja, og nu til Karlby og Sangstrup klinter.
– Endnu en god idé. Vi finder sikkert både skygge og et par fossiler ved klinterne. Og vi kan tage en svømmetur i Kattegat.
– Lad os køre omkring Fornæs Fyr. Man kan parkere ved stranden.

– Ifølge Lex kan man om foråret og især i marts opleve et stort træk af rovfugle, kragefugle og finker hen over Fornæs, mens trækfugle, som har krydset havet på deres vej sydover, raster i området om efteråret.
– Er du klar over, at Fornæs er Djurslands østligste punkt. Faktisk er det Jyllands østligste punkt.
– Det er vigtigt at have noget paratviden.
– Ikke mindst hvis man stiller op til Hvem vil være millionær.

– Hvem kommer først i vandet?
– Det gør du. Imens finder jeg et par forstenede søpindsvin eller nogen andre fossiler.

– Se ikke så trist ud. Du finder nok nogen fossiler ved Sangstrup Klinter en anden god gang.
– Hm. Min tristesse skyldes mere, at det er så lummervarmt i Grenaa. Men jeg er glad for at gense August og Marie Krogh.
– Gavlmaleriet er især et monument over fru Krogh.
– Ja, hr. Krogh var jo helt alene om at få Nobelprisen i fysiologi/medicin i 1920, og først i 2024 i forbindelse med Grenaa-barnet August Krogs 150-års fødselsdag blev han og hans hustru fejret for deres fælles forskning.
– Så vidt jeg husker, var det Jacoba Niepoort og Milu Correch som malede maleriet.
– Jep. Douze points pour le Danemark.
– Jacoba er dansker. Men hvad med Milu?
– Øjeblik… Ifølge Wikipedia er hun argentiner.

– Det er bare den fedeste longjohn, som Grenaa Bibliotek har fået malet.
– Det er, så vidt jeg husker, malet af Jakob Tolstrup.
– Var det noget med at fejre, at budcyklen blev opfundet i Danmark?
– Jeg tjekker lige bibliotekets hjemmeside, øjeblik… nej, det var for at fejre bibliotekets 150-års jubilæum og dets ”rolle som kulturelt samlingspunkt og demokratisk grundsten siden 1875,” som det så festligt er formuleret.

– Nå men, ska’ vi tage tilbage til Mols Bjerge?
– Og smelte på drømmesengen i Fuglsø?
– Vi har ikke rigtigt noget i køleskabet. Hvad med at tage til Ebeltoft?
– God idé. Hvad med Karens Køkken, du ved restauranten der ligger ved siden af Fregatten Jylland.

– Karens Køkken er flyttet. De laver vist kun takeaway nu. Men hvad siger du til Lundbergs Spisehus i Maltfabrikken, du ved den der café eller restaurant, hvor man kan se Fregatten Jylland og Ebeltoft Vig.
– Der er da ingen udsigt fra Lundbergs Spisehus.
– Nej, men det er der fra biblioteket, og det’ kun et par skridt fra restauranten.
– Nåh, okay.

– Maden var okay, og her er lidt køligere end i Fuglsø.
– Jeg trænger til en gåtur. Hvad med hen til kirken og tilbage igen.
– Okey-dokey.
– Se her er køligt og svalt.
– Jeg ka’ altså godt li’ kalkmalerierne.
– Me too. Især de der gøglere og narre og vrængefigurer.
– Jeg er mere til dem til venstre for alteret. Handelsskibet og så båden med søfolkene, der står op med stokke eller stager.
– Nå men, vi må hellere tage tilbage til Fuglsø. Det er vist ikke så slemt med varmen nu.
– DMI lover samme vejr i morgen.
– Så flytter jeg sengen udenfor igen. Der lufter det lidt i det mindste.
Anden del af Rejseoplevelser fra Djursland under hedebølgen kan læses her.
Tekst: Kim Boje
Fotos: Annemarie Slej og Kim Boje
BONUSINFO
Golfklubber
Mols Bjerge
Grenaa og omegn
- Meineche‘s
- Karlby og Sangstrup klinter
- Fornæs Fyr
- Jacoba Nieport
- Milu Correch
- Grenaa Bibliotek
- Jakob Tolstrup
Ebeltoft


