The Open 2019 spilles fra den 18. juli på Royal Portrush, Dunluce Links i Nordirland som Kim Boje spillede i 2017. I den anledning genoptrykker vi hans Golf- og rejseoplevelser fra banen. For at kunne være vært for The Open har man siden Kim Bojes besøg lavet to nye huller – 8. og 9. hul – som erstatter det tidligere 17. og 18. hul. Derudover er der anlagt enkelte nye teesteder i respekt for det originale design af Harry Colt.

— oOo —

Fra Halfdan Rasmussens ABC ved vi, at der inde i Irlands bjerge lever irske dværge, og at de ”spiller harpe og drikker øl / og sover om natten i fingerbøl”.

Det eventyrlige findes imidlertid også i Nordirland. Tænk bare på Game of Thrones, Giant´s Causeway og ikke mindst The Dunluce Golflinks i Royal Portrush Golf Club, linksbanen hvor The Open igen skal afholdes efter en længere tornerosesøvn.

Byskiltet ved Portrush, en times kørsel nord for Belfast, byder velkommen til “Portrush – Major Golf Capital of the World”.  Selvforståelsen i den lille havneby fejler ikke noget, men meritlisten i Royal Portrush er også lang; væggene i klubhuset er formelig tapetseret med pokaler, fotos og opslag, der bl.a. fortæller at byen har fostret spillere som Fred Daly og Graeme McDowell, at The Dunluce Golflinks, som banen fra 1888 betegnes, er den eneste bane i Irland, hvor The Open har været afholdt, nemlig i 1951, og at The Open i øvrigt vender tilbage hertil i 2019.

Deres udsendte har teetime 13.48 og er blevet sat i bold med Jeff fra Chicago samt et ældre ægtepar fra New Jersey, alle amerikanere der tager turen rundt på den smaragdgrønne ø for at spille de store, irske linksbaner.

Hullerne på Royal Portrush er navngivet som det ofte er tilfældet i UK. Således er 4. er opkaldt efter Fred Daly, vinder af The Open i 1947; 5. hedder ganske tilforladeligt White Rocks efter de hvide klinter mod øst neden for Dunluce Castle; og 6. bærer navnet Harry Colt efter Portrushs legendariske banearkitekt.

Enkelte af hullerne er imidlertid døbt med en næsten brutal ærlighed; således kaldes 2. hul Giant Graves, så man er ikke i tvivl om bunkernes beskaffenhed. 13. er benævnt Skerries, hvilket mere end antyder hvor vanskeligt det kan være at klare skærene ud for kystens skærgård. Og det berømte og berygtede 14., Calamity Corner, efterlader heller ingen tvivl om, at en større katastrofe meget vel kan være nært forestående. Royal Portrush har højthævede, stærkt ondulerede greens med falske fronter og som regel et runoff område hele vejen rundt. Det korte spil udfordres, selv når man synes ens slag til green er knivskarpt. Man skal simpelthen vide hvor man skal slå bolden hen. Det betaler sig sjældent at slå direkte efter flaget.

Allerede på 1. hul viser linksbanen tænder. Ægtemanden fra New Jersey kommer i alvorlige problemer og havner i den flere meter dybe bunker foran greenen, hvor han har brug for et eventyrligt slag. Men amerikaneren er ikke nogen troldmand, og efter tre forsøg må han resignere og samle bolden op.

Og på 2. hul må Jeff en tur i en af ”the giant graves”. Han udviser god humoristisk sans og råber fra dybet med en let omskrivning fra Shakespeares Richard III: “A caddie! a caddie! A kingdom for a caddie!” Men vi har desværre ingen lokale hjælpere der kan fortælle, hvorhen der skal sigtes, hvordan greenen skal læses og hvordan man kommer op af dybe bunkers.

På 3. skal regnfrakken på og paraplyen åbnes. Vi søger kortvarigt ly i en af de praktiske huler, der ligger gemt i de store klitter. Men, som man siger på disse kanter: ”If you don’t like the weather, wait five minutes,” og ganske rigtigt, fem minutter senere holder regnen op.

Vejrliget viser sig i øvrigt at være mirakuløst venligsindet i dag. Det holder tørt resten af runden, og selv vinden, som normalt blæser frisk på Royal Portrush, er næsten helt medgørlig.

Roughen er derimod ubarmhjertig. Kombinationen af græstuer, tornblad, bregner, vilde orkidéer og en tæt marehalm er som et monster, der sluger vores bolde. Det er nærmest omsonst at lede. Undertegnede slipper dog billigt selv og ser blot bolden forsvinde i de grøn-gule klitter en 4-5 gange.

Billeder og plakater af 5. green med hav, strand og hvide kridtklinter pryder mange vægge i hoteller, pubber og butikker i Portrush og omegn. Men Jeff har ikke blik for de maleriske omgivelser, da han kommer lang af green og må slå sit tredjeslag med fare for at ryge ned ad den stejle skrænt og ned på stranden. “Did that deliberately, my man, so you could get a good photo,” smiler golferen fra Chicago anstrengt efter sin triple-bogey.

Men manden har ret. Hans prøvelser gav rigtigt fine muligheder for et godt billede.

Det lykkes at komme nogenlunde helskindet videre, indtil Calamity Corner melder sig; 14. hul, som i baneguiden får følgende ord med på vejen: “One of the most famous in golf. Take plenty of club and hit for the back left of the green.” Par-tre hullet er 202 yards fra herretee, omkring 185 meter. Der er en kløft mellem teeboksen og den højtliggende green, så bolden skal flyves hele vejen. Venstre om green med bunker og marehalm går ikke. Højre er strengt forbudt: en stejl, utilgængelig skrænt fyldt med dyb rough.

“Take plenty of club”. O.k.. Et fuldt 4-jern. Rammer den godt. Men, men, men, lang af green, og marehalmsmonstret har krævet endnu et offer. “Plenty of club”. Hm. Man skal ikke blindt følge de gode råd.

Der læses op fra baneguiden. 15. betegnes Purgatory, Skærsilden! Jeff sender sit drive ud i buskadset og konkluderer: “Indeed a hellish hole. Fear is self-fulfilling. Wish they had called it something else.”

Jeffs provisoriske ender også i den djævelske rough. Måske er frygten selvopfyldende. Måske skulle man lade være med at læse højt fra baneguiden…

På 17. skal man holde sig i venstre side af fairway og undgå Big Nellie fra tee. For at skabe en frygtindgydende overdimensioneret stejl bunker har Harry Colt ladet det halve af en flere meter høj sandklit rydde for marehalm og andet grønt.

Alle kommer helskindet forbi Big Nellie, og på 18., Greenaway, kan vi grine væk (undskyld!), da Jeff kommer i fairwaybunkeren og holer tredjeslaget, selv om han flækker sit indspil.

”A very good bad one”, som de siger. Eventyret fik en lykkelig slutning. Og som Ben Hogan skal have sagt: “As you walk down the fairway of life you must smell the roses, for you only get to play one round.”

Men man har jo lov til at drømme om endnu et eventyr på banen, om hvilken Darren Clarke for nylig sagde: “Royal Portrush is now rated to be in the top 12 golf courses in the world and should, indeed, be number one.”

Game of Thrones, Giant´s Causeway og så videre

Vil man forkæle sig selv efter en tur på Royal Portrush, kan det varmt anbefales at rykke ind på den firestjernede kro Bushmills Inn, hvor både kost og logi er femstjernet. I landsbyen finder man også The Old Bushmills Destillery, som har haft licens til at fremstille whiskey siden 1608.

Et glimrende om end mere ydmygt alternativ til overnatning finder man hos Burn Brig House, ikke langt fra Bushmills. Få kilometer herfra ved landsbyen Armoy, ligger The Dark Hedges, en 250-år gammel allé med usædvanligt krogede birketræer. I Game of Thrones, den amerikanske tv-serie der optages på forskellige lokaliteter, bl.a. i de seks nordirske grevskaber, optræder de vildt forvredne træer i flere episoder. Kommer man i skumringen, vil man kunne opleve at den spektakulære tunnel af træer ikke kun hjemsøges af turister, men også af The Grey Lady. Det er ganske vist.

Landets største turistattraktion, The Giant’s Causeway, ligger lige nord for Portrush. Den gigantiske “causeway” (hævet vej over fugtig bund), ser grangiveligt ud som en bulet landevej skabt af en kæmpe. Og som der så rigtigt står på bænken ved busstoppestedet: “Everyone knows that giants don’t like getting their feet wet. That’s why Finn built the causeway to Scotland.”

Inden man giver sig i kast med Royal Portrush, kan det anbefales at øve sig i den særlige linksgolf på andre baner, fx i Bushfoot Golf Club og Ballycastle Golf Club. Eller længere sydpå i Irlands ældste klub, Royal Belfast Golf Club, eller måske i Holywood Golf Club, Rory McIlroys gamle klub.

Og er man i Belfast, skal man naturligvis besøge det nye oplevelsescenter for oceandamperen Titanic, der blev bygget og søsat her for godt 100 år siden. Den futuristiske arkitektur der mimer skibets linjer fortæller dog kun historien om skibets tilblivelse, ikke dens undergang. Til gengæld kan man købe alt i museumsbutikken lige fra undertøj til syltetøj med Titanics logo på.

Der er mange eventyr i Nordirland. Gode såvel som grumme. Med hvide og sorte skyer over såvel Derry/Londonderry som over Belfast. The Troubles, som den væbnede konflikt mellem protestanter og katolikker eufemistisk kaldes, er af den grumme slags, men nu forhåbentlig en saga blot.

I Denmark Street i Belfast – nær Falls og Shankill, gaderne i Belfast med de mange politiske statements på husgavlene om The Troubles – hænger der et vægmaleri med legende børn og teksten: ”Play is the highest form of research.” En eventyrlig kommentar, helt i eventyrdigterens og golfspillets ånd.

Tekst: Kim Boje. Fotos: Annemarie og Kim Boje

— oOo —

Royal Portrush Golf Club, www.royalportrushgolfclub.com

Bushmills Inn, www.bushmillsinn.com

Burn Brig House, www.burnbrighouse.com

The Giant’s Causeway, www.giantscausewayofficialguide.com

Bushfoot Golf Club, www.bushfootgolfclub.co.uk

Ballycastle Golf Club, www.ballycastlegolfclub.com

Royal Belfast Golf Club, www.royalbelfast.com

Holywood Golf Club, www.holywoodgolfclub.co.uk

RMS Titanic,  www.titanicbelfast.com

Tilmeld dig vores gratis nyhedsbrev - udsendes hver mandag

Når du har skrevet din e-mail adresse og trykket tilmeld, modtager du en e-mail, hvor du skal bekræfte din tilmelding. Du kan altid framelde dig nyhedsbrevet ved at trykke på linket i bunden af nyhedsbrevet eller sende en mail til info@19hul.dk. Vi passer på dine data - læs mere i vores persondatapolitik.