Torsdag udsendte LIV Golf en pressemeddelelse om, at de har fået to nye bestyrelsesmedlemmer. De to, Gene Davis og Jon Zinman, skal være med til at sikre ligaens fokus på langsigtede finansielle partnere, som understøtter overgangen fra lanceringsfasen til en investeringsmodel med flere partnere.
Det væsentlige her ligger i detaljen, for hvor LIV Golf tidligere har haft én overordnet investor i Saudi Arabiens Public Investment Fund (PIF), så skal man nu finde nyt fodfæste. Der har den seneste tid været rygter om, at den hovedrige PIF fond ville stoppe støtten, og det gjorde de så i en skriftlig udtalelse senere torsdag:
– PIF har besluttet kun at finansiere LIV Golf for resten af 2026. Den betydelige investering som LIV Golf har brug for på længere sigt, er ikke længere i overensstemmelse med den nuværende fase i PIF’s investeringsstrategi, skriver PIF der mener de har bidraget positivt til golfsporten:
– LIV Golf hat skabt en betydelig global vækst for golfspillet gennem den transformative og positive indflydelse. Det har for altid ændret golfspillet til det bedre. PIF er fortsat forpligtet til at anvende kapital internationalt i overensstemmelse med investeringsstrategien, herunder de betydelige nuværende og fremtidige investeringer i forskellige sportsgrene som en prioriteret sektor.
PIF har investeret mere end 34 mia. kr.
PIF har ifølge Sports Business Journal investeret 5,3 mia. $ i LIV Golf, svarende til næsten 34 mia. danske kroner, og det kan blive 6 mia. $ eller 38 mia. danske kroner inden udgangen af 2026.
PIF har samlede investeringer for mere end 1 billion $. Det er 1.000 mia. $, så selvom 6 – 10 mia. $ er mange penge, så har man så rigeligt råd til at fortsætte investeringen.
Det handler om prioritering.
LIV Golf skriver i en pressemeddelelse, at man i 2026 har fordoblet indtægterne, og fan-interessen er større end nogensinde før. Og med nye folk i bestyrelsen går jagten ind på nye investorer, så LIV Golf kan fortsætter i 2027.
De to nye bestyrelsesmedlemmer
Gene Davis er stifter af PIRINATE Consulting Group LLC, der bl.a. rådgiver virksomheder om fusioner, opkøb og omstruktureringer.
Jon Zinman er stifter af rådgivningsfirmaet JZ Advisors LLC, der fokuser på at hjælpe virksomheder med at nå deres vækstpotentiale.



