Padraig Harrington vandt ISPS Handa Senior Open og er den blot 5. nogensinde, der vinder både The Open og Senior Open, og det foran Thomas Bjørn på en delt 2. plads.
Thomas Bjørn var skuffende nr. 42 i par efter 1. runde, men nr. 2 efter 2. runde og nr. 3 efter 3. runde. Med en finalerunde i -3 blev Thomas Bjørn delt nr. 2 i -13 sammen med Justin Leonard. De sluttede tre slag efter Padraig Harrington, der som Thomas Bjørn gik finalerunden i -3 på Sunningdale GC nær London.
Som nogle vil vide spillede Thomas Bjørn og Justin Leonard i øvrigt mod hinanden i singlerne ved Ryder Cup 1997, hvor de begge var rookies, og de delte deres match, hvilker var vigtigt for Europa som vandt 14½ – 13½. Harrington debuterede ved Ryder Cup 1999.
Scott Hend blev nr. 4 i -12 foran Ernie Els og Cameron Percy i -11, mens Steven Alker blev nr. 7 i -10.
Y.E. Yang blev nr. 11 i -8, Alex Cejka nr. 14 i -6, Miguel Angel Jiménez og Bernhard Langer nr. 24 i -3, Angel Cabrera, Colin Montgomerie og Retief Goosen nr. 31 i -2 mens Darren Clarke blev nr. 51 i +2.
Søren Kjeldsen og Anders Hansen missede cuttet. Fire danskere deltog i mandagens kvalifikation, men kom ikke med i Senior Open.
5 har vundet The Open og Senior Open
Med Harringtongs The Open sejr har fem spillere har vundet både The Open og Senior Open. Før Harrington var den seneste Darren Clarke i 2022, hvor han var ét slag bedre end netop Harrington. Bob Charles, Gary Player og Tom Watson har også vundet både The Open og Senior Open.
53-årige Padraig Harrington vandt The Open 2007 og 2008 blandt sine 15 DP World Tour sejre og 6 PGA Tour sejre. Det var hans 11. sejr på PGA Tour Champions, hvor han har vundet tre majors, da han vandt US Senior Open 2022 og igen i 2025, hvor Thomas Bjørn i øvrigt blev nr. 4.
Og det endda uden at fokusere 100 % på PGA Tour Champions efter han fyldte 50 år, da Harrington fortsat spiller enkelte PGA Tour og DP World Tour turneringer, og han er nr. 573 på verdensranglisten efter 27 tællende turneringer de seneste to år (Legends Tour og PGA Tour Champions tæller ikke til verdensranglisten).
ISPS HANDA Senior Open, resultat
– tæller også til PGA Tour Champions
Titelsponsor vil inspirere og forene – sælger ikke et produkt
ISPS HANDA er ny titelsponsor for Senior Open, og de er bl.a. også titelsponsor for ugens LET og LPGA turnering i Skotland. Mange husker sikkert navnet fra en lang række turneringer heriblandt også ISPS HANDA World Cup of Golf som Søren Kjeldsen og Thorbjørn Olesen vandt i 2016.
ISPS HANDA er en non-profit organisation grundlagt i 2006 af Dr Haruhisa Handa, som blandt meget andet er en japansk forretningsmand og filantrop. Han tror på, at sport kan inspirere og forene mennesker og fællesskaber på tværs af sociale, racemæssige og socioøkonomiske barrierer. Og det er formålet, så det er ikke en sponsor der forsøger at sælge et produkt. Og det er ikke småpenge de bruger på at udbrede budskabet, og selvom det er vores påstand at de færreste kender til dette projekt, så må de overordnet være tilfredse, når de fortsætter i samme spor.
ISPS HANDA er meget synlig i golf, men også involveret i en række andre sportsgrene. Dr Handa er meget passioneret omkring golf for blinde og handicappede som helhed. Man har også arbejdet for at golf skal være en del af De Paralympiske Lege, og en række professionelle golfspillere er sponseret af ISPS Handa for at gør opmærksom på budskabet heriblandt også Thomas Bjørn.



