DiversePå 4-årsdagen for Ruslands invasion af Ukraine vil golfspillere ikke undvære deres...

På 4-årsdagen for Ruslands invasion af Ukraine vil golfspillere ikke undvære deres ECCO golfsko

I dag er det fire år siden, at Rusland begyndte invasionen af Ukraine den 24. februar 2022. En række stats- og regeringsledere er i Kyiv for at markere dagen, mens andre viser sympati med Ukraine på forskellig vis. Der er dog dobbeltmoral i golfsporten, da mange golfspillere ikke vil undvære deres ECCO golfsko.

Umiddelbart efter invasionen gik en række organisationer som PGA Tour, DP World Tour, LPGA og LET samt R&A og USGA og firmaer som danske Trackman sammen om indsamlingen Golfers For Ukraine. På få måneder blev der indsamlet mere end 5 mio. danske kroner til børn i Ukraine, men kampagnen på golfersforukraine.com ser dog ud til at være stoppet, da linket til at donere ikke virker. Men mange både i og udenfor golfsporten støtter fortsat på forskellig vis.

Opbakningen til Ukraine er overordnet meget stor, men hvor mange andre danske og internationale virksomheder har stoppet al forretning i og med Rusland, så fortsætter ECCO i Rusland. Og efter en kort boykot kan ECCO golfsko nu købes i de fleste danske golfbutikker og pro-shops.

Fra boykot af ECCO sko til efterspørgsel fra kunderne

Flere forhandlere af ECCO sko stoppede samarbejdet da det stod klart, at ECCO ville fortsætte deres forretning i Rusland. Men der gik ikke lang tid før kunderne efterspurgte ECCO produkter, og så begyndte vendte flere forhandlere rundt på en tallerken.

I april 2022 suspenderede Golf Experten samarbejdet med ECCO, men både Golf Experten og andre med boykot som f.eks. Boozt.com begyndte efter få måneder igen at sælge ECCO sko, da der fortsat var stor efterspørgsel efter deres produkter.

– Vi kan kun beklage, at vi for nuværende ikke kan leve op til sidste års udmelding, men vi er i en konkurrencemæssig situation, hvor vi skal have de mest eftertragtede varer på hylderne. Det er Eccos golfsko fortsat, skrev Golf Experten direktør Kim Johansen ifølge DetailWatch.dk på Facebook i juli 2023.

Som kommunikationsrådgiveren Anders Heide Mortensen skrev i en kommentar på Finans.dk i april 2024:

– Ud fra – næsten – enhver logik ville Ecco derfor gøre klogt i at holde lav profil. Sælge sko og holde sig neddykket. Det ville være mange kommunikationsrådgiveres råd. Men virksomheden i Bredebro i Sønderjylland har i stedet valgt at gå frem på banen. Ledelsen vurderer, at danskere, der spiller golf, og danskere, der vil gå en tur, er ligeglade med krig og politik. De har ingen meninger. De har sko, skrev Anders Heide Mortensen bl.a i sin kommentar “Alle elsker ECCO”.

Nogle golfspillere har skiftet sko, men der har ikke været massive protester og boykot mod ECCO, og der sælges fortsat mange ECCO golfsko.

Sport24 butikskæden med nu flere end 110 Sport24 og Sport24 Outlet var tidligt ude med en boykot af ECCO. Tilbage i april 2022 sagde daværende direktør Lars Elsborg til tvsyd.dk, at man ville sælge de ECCO produkter man havde på lager men ikke bestille nyt, og Sport24 har fortsat ikke ECCO sko på hylderne.

ECCO forsvarer sig med, at de passer på de ansatte

ECCO har fortsat Rusland som ét af deres største markeder efter USA og Kina. Og et marked med en stor investering, da man i år 2020 opkøbte den russiske distributør med flere end 200 butikker og ca. 1.800 ansatte for mere end 1 mia. kr. En investering og et ejerskab man er bange for at miste, hvis man trækker sig fra Rusland.

ECCO ejer hele værdikæden fra råhuder til forbruger, for deres egne butikker, og har forsvaret sig med, at hvis man trækker sig ud af Rusland, så ville det ikke blot gå udover de ansatte i Rusland, men over hele verden. ECCO har vurderet, at det i alt kunne blive nødvendigt at afskedige op mod 5.000 ansatte, hvis man trak sig ud af Rusland. Det kan man bl.a. læse i en artikel på tv2.dk med gengivelse af en ECCO pressemeddelelse fra marts 2024.

En argumentation som dog ikke godtages af professor i virksomhedsetik Jacob Dahl Rendtorff og en lektor med speciale i virksomheders samfundsansvar Steen Vallentin som kforum.dk talte med. For ECCO siger på den måde, at deres medarbejdere er vigtigere end krigen, og det der sker i Ukraine står ikke mål med, at nogle tusinde medarbejdere kan miste deres job.

ECCO er stadig storsponsor indenfor golf

Mens ECCO’s presseafdeling mere eller mindre er lukket for spørgsmål og deres regnskaber offentliggøres i stilhed, så fortsætter de med at markedsføre sig indenfor golf.

Bl.a. som titelsponsor for den professionelle danske ECCO Tour, der har sæsonpremiere i denne uge, og som mindre sponsor for flere turneringer såsom HSBC Women’s World Championship på LPGA i denne uge.

Senest i januar lavede ECCO en sponsoraftale med Aaron Rai, der dengang var i top-25 på verdensranglisten, og sidste år begyndte Thorbjørn Olesen at spille i ECCO sko. Det samme gør bl.a. Thomas Bjørn, Lydia Ko og flere andre.

ECCO bedømmes lavt på Troværdighed og Ansvarlighed

I den årlige Imageanalyse fra IFO – Instituttet for Opinionsanalyse ApS af 100 danske virksomheder baseret på bedømmelser fra 2.512 erhvervsledere i virksomheder med mindst 10 ansatte ligger ECCO lavt.

Samlet var ECCO nr. 92 i 2025 takket være bl.a. en 15. plads i Kvalitet og en 29. plads i Kendskab. De var nr. 100 og sidst i både Troværdighed, Kommunikation og Ansvarlighed samt nr. 96 i Ledelse. ECCO blev samlet set vurderet som nr. 19 i 2019.

ECCO sko sælges i 88 lande fra flere end 2.000 ECCO butikker og flere end 14.000 andre butikker. ECCO er familieejet og har flere end 20.000 ansatte på verdensplan.

Har været dyrt for Carlsberg og Rockwool

Moral kan diskuteres, men at forlade Rusland kommer ikke uden omkostninger. Men der er også omkostninger ved fortsat at drive forretning i Rusland.

Carlsberg besluttede sig f.eks. for at forlade Rusland ved at sælge deres aktiviteter, men de endte med at blive tvunget til at sælge for billigt med store mia.-tab til følge. Rockwool har fastholdt et passivt ejerskab af russiske fabrikker, som Vladimir Putin og Rusland dog tog kontrollen over i januar 2026. De penge Rockwool tjente i Rusland har man sendt videre til genopbygning af Ukraine, men nu har Rusland stjålet Rockwool fabrikkerne, hvilket der kan læses mere om på dr.dk her.

Tilmeld dig vores gratis nyhedsbrev - udsendes hver mandag

Når du har skrevet din e-mail adresse og trykket tilmeld, modtager du en e-mail, hvor du skal bekræfte din tilmelding. Du kan altid framelde dig nyhedsbrevet ved at trykke på linket i bunden af nyhedsbrevet eller sende en mail til info@19hul.dk. Vi passer på dine data - læs mere i vores persondatapolitik.

Relaterede artikler

Majorvinderen Jeongeun Lee6 vandt IOA Golf Classic på Epson Tour

29-årige Jeongeun Lee6 vandt IOA Golf Classic, så US Women's Open 2019 vinderen har sat kursen mod en tilbagevenden til LPGA, hvor hun misted...

Trofæet i Players Championship

The Players Championship fik nyt trofæ i 2019, som Tiffany & Co. lavede i sølv og 24 karat guld. Videoen ovenfor er fra 2019,...

De fem nyeste artikler på 19hul.dk