I denne uge begynder man på forbedringer og restaurering af Old Course St Andrews frem mod, at den historiske og legendariske bane skal være vært for den 155. udgave af The Open i 2027. Se eksempler på ændringer nedenfor og tryk på billederne for større format.
Banearkitekterne fra Mackenzie & Ebert står i spidsen for arbejdet, og sideløbende vil man også opgradere banens vandingssystem. Det handler ikke kun om de bedste, for man vil også forbedre oplevelsen for de mange lokale og gæster der spiller banen.
Der er blevet spillet golf på området i mere end 600 år og Old Course fik sit navn i 1895, da New Course blev indviet. Ofte taler man om Old Course som om, at det er en uforandret størrelse, men gennem årene er der lavet ændringer og forbedringer.
I årene 1899 – 1905 blev der f.eks. anlagt 60 nye bunkere, og fra The Open 2000 til The Open 2005 blev banen forlænget med næsten 350 yards svarende til 320 meter. Den seneste større ændring var op til The Open 2015, hvor man man tilføjede og fjernede enkelte bunkers, mens venstre side af 11. green blev omlagt, for at give flere muligheder for placering af hullet.
Arbejdet sættes i gang efter samarbejde mellem St Andrews Links Trust, der administrerer Old Course, og The R&A som arrangerer The Open.
Èn af de større ændringer er på 16. hul, hvor man genetablerer en historisk mulighed for at spille venstre om bunkerne Principals Nose og Deacon Sime. Der tilføjes også to nye bunkere i venstre side for at gøre det sværere at vælge den retning.


6 huller forlænges – 5., 6., 7., 10. 11. og 16. – mens 12. hul gøres en anelse kortere. Samlet set forlænges banen med 132 yards, svarende til 120 meter, så den samlede længde af mesterskabsbanen er 7.445 yards svarende til 6.807 meter.
Forlængelserne ses nedenfor:
- 5. hul = 35 yards / 32 meter
- 6. hul = 17 yards / 15,5 meter
- 7. hul = 22 yards / 20 meter
- 10. hul 29 yards / 26,5 meter
- 11. hul = 21 yards / 19 meter
- 16. hul = 10 yards / 9 meter

På 2. hul rykkes de to bunkere i højre side længere frem, så de kommer mere i spil. Der kommer nye bunkere på 6. og 10. mens bunkers i højre side på 9. gøres lidt større.


Det bageste teested på 12. hul ændres lidt, for at give mere plads til publikum under The Open, mens 14. teested ændres lidt for de mange daglige spillere.
Den berømte Road Hole Bunker på 17. hul restaureres for, at mindske den mængde sand der ophobes over tid.


En række ændringer, som de færreste næppe vil bemærke, når de ser The Open 2027. Men væsentlige ændringer for de professionelle selvom det gøres i respekt for banen og det oprindelige design.



