DiverseNy kortlægning: Kun hver femte kommune har et mødested til idræt i...

Ny kortlægning: Kun hver femte kommune har et mødested til idræt i naturen

Danskerne har aldrig været mere aktive i naturen. Men kommunerne prioriterer ikke faciliteter til fællesskaberne i naturen, viser ny kortlægning. DIF vil have outdooridræt på dagsordenen til kommunalvalget.

Pressemeddelelse fra Danmarks Idrætsforbund

Mountainbike, orienteringsløb, stand up paddle, løb. Danskerne elsker at bruge naturen til at få pulsen op. Faktisk er det ifølge de seneste tal fra Idrættens Analyseinstitut 58 procent af danskerne over 16 år, der er aktive i naturen. Det gør det til den klart foretrukne motionsarena.

Men selv om lysten til idræt i det fri er stor, så kniber det med rammerne, der kan styrke fællesskabet.

En ny kortlægning fra DIF (Danmarks Idrætsforbund) med input fra DGI, Lokale og Anlægs Fonden, Friluftsrådet og Nordea-fonden viser, at kun 19 af landets 98 kommuner har et samlingssted til de udendørs idrætter. Derudover har fire kommuner faciliteter på vej. Det ærgrer DIF, der vil have forholdene for outdooridrætten på dagsordenen til kommunalvalget.

– Rigtig mange danskere nyder at bevæge sig i naturen, og corona-perioden har været med til at sætte ekstra skub på den udvikling. Det er godt for både vores fysiske og mentale sundhed. Desværre er rammerne ikke fulgt med den eksplosive vækst, hvilket gør det meget svært at dyrke fællesskabet omkring aktiviteten. Der mangler mødesteder til at dyrke det sociale for både idrætsforeninger og de, der organiserer sig på egen hånd, siger Thomas Bach, der er næstformand i DIF.

Tankesæt skal ændres

Én af de kommuner, der har et samlingspunkt for outdooridrætten, er Aalborg. Her har man Vestre Fjordpark, som er et fælles mødested for vandsportsaktiviteter som svømning, vandlege, vandparkour, kajakpolo og kajakslalom samt udspring og dykning.

Yderligere er Aalborg på vej med en såkaldt Friluftspavillon ved Kongshøj Skov. Pavillonen bliver et fælles mødested for skovens motionister og idrætsaktiviteter lige fra MTB og O-løb til løb og naturleg for børn.

– Med en friluftspavillon skaber vi ikke bare ly for regnen, vi skaber rammer for fællesskab, bevægelse og naturoplevelser på tværs af generationer. Mountainbikere, spejdere og skoleklasser får et naturligt samlingspunkt, der gør det lettere at vælge naturen til – også når vejret driller. Det er præcis den slags initiativer, der gør friluftslivet mere tilgængeligt og inkluderende, og som vi som kommune skal bakke op om. Og vi oplever at det ikke bare understøtter eksisterende aktiviteter, men også skaber synergier mellem foreninger og skaber nye fællesskaber og aktiviteter, siger Jes Lunde, rådmand i Sundhed og Kultur i Aalborg Kommune

DIF har sammen med blandt andre Friluftsrådet, Lokale og Anlægs Fonden, Nordea-fonden og flere af landets kommuner taget initiativ til både Friluftspavilloner og Trailcentre, der fungerer som mødesteder for danskere både i den bynære natur og de store naturområder.

Fakta om outdoormødesteder:
  • Danmarks Idrætsforbund har kortlagt kommunernes outdoormødesteder med hjælp fra DGI, Lokale og Anlægs Fonden, Nordea-fonden og Realdania.
  • 19 af landets 98 kommuner har outdoormødesteder
  • Det drejer sig om Silkeborg, Herning, Viborg, Bornholm, Faaborg-Midtfyn, Gribskov, Haderslev, Holstebro, Vejle, Aarhus, Esbjerg, Skanderborg, Aalborg, Jammerbugt, Kolding, Vejen, Guldborgsund, Kalundborg og København.
  • Derudover har Roskilde, Holbæk, Gladsaxe og Høje-Taastrup faciliteter på vej
  • Outdoormødesteder er defineret som en bygning eller et lokale, som er beliggende i et outdoorområde, og som er indrettet med fokus på, at motionister og idrætsudøvere fra forskellige idrætsaktiviteter i området kan mødes under samme tag.

Tilmeld dig vores gratis nyhedsbrev - udsendes hver mandag

Når du har skrevet din e-mail adresse og trykket tilmeld, modtager du en e-mail, hvor du skal bekræfte din tilmelding. Du kan altid framelde dig nyhedsbrevet ved at trykke på linket i bunden af nyhedsbrevet eller sende en mail til info@19hul.dk. Vi passer på dine data - læs mere i vores persondatapolitik.

Relaterede artikler

4Aces har fundet erstatning for Patrick Reed

4Aces GC har lavet en et-årig aftale med en fjerdemand til holdet, og det er 40-årige Anthony Kim, der sammen med kaptajnen Dustin Johnson,...

Danmarkshallen og Outdoorshow er klar til at inspirere de besøgende på Ferie for Alle

Udstillere fra alle kroge af Danmark gør de fremmødte klogere på de forskellige destinationers fortræffeligheder i Danmarkshallen, og Outdoorshow i samme hal zoomer ind...

De fem nyeste artikler på 19hul.dk