PopulærtLadies European TourNanna blev nr. 4 og Malene nr. 9 i Qatar - Ashok...

Nanna blev nr. 4 og Malene nr. 9 i Qatar – Ashok vandt igen

Nanna Koerstz Madsen var på en delt førsteplads inden finalerunden, men hun sluttede som nr. 4 i Qatar Ladies Open, som blev vundet af Aditi Ashok. Malene Jørgensen opnåede sin fjerde top-10 placering i de seneste fem turneringer.

Nanna fik en dårlig start med en bogey på 2. hul, men kom tilbage med birdies på 5. og 7. hul. En ærgerlig dobbeltbogey på 9. hul sendte hende dog tilbage i feltet, så hun gik for-ni i +1. På det tidspunkt var hun tre slag efter Aditi Ashok, som gik for-ni i -2.

På bag-ni lavede Nanna tre birdies og tre bogeys, så det endte med en runde i +1 og en 4. plads i -11.

18-årige Aditi Ashok fra Indien vandt i -15 efter en finalerunde i -3, mens Caroline Hedwall og Lydia Hall delte 2. pladsen i -12. Nanna fik 4. pladsen i -11 alene foran Annabell Dimmock i -10.

Svenske Anna Nordqvist, der er nr. 14 på verdensranglisten, blev nr. 23 i -2.

Endnu en top-10 placering til Malene Jørgensen
Også Malene Jørgensen gjorde det godt i Qatar, hvor hun blev nr. 9 i -7 efter en runde i par. Hun lavede pars på de første 16 huller af finalerunden inden hun sluttede af med en bogey og en birdie.

I fire af sine seneste fem turneringer er Malene sluttet i top-10. I de seneste seks turneringer er hendes dårligste resultat en 16. plads.

Der blev spillet om en præmiesum på € 500.000, hvor Aditi Ashok fik de € 75.000. Nanna Koerstz Madsen fik € 22.500 for sin 4. plads, mens der er € 11.000 til Malene Jørgensen for den delte 9. plads.

Malene Jørgensen - Foto: Ladies European Tour
Malene Jørgensen – Foto: Ladies European Tour

Ashoks anden sejr i træk – nu gælder det LPGA
Det var Aditi Ashoks anden sejr i træk, da hun også vandt i Indien for to uger siden, hvor den forsvarende mester Emily Kristine Pedersen spillede med om sejren.

Aditi Ashok rejser nu til USA, hvor hun er med finalen af LPGA Tourskolen, som begynder på onsdag.

Aditi Ashok efter sejren i Qatar Ladies Open 2016 - Foto: Ladies European Tour
Aditi Ashok efter sejren i Qatar Ladies Open 2016 – Foto: Ladies European Tour

Turneringen blev spillet på Doha Golf Club, som også er vært for Commercial Bank Qatar Masters på herrernes Europa Tour.

Daisy Nielsen deltog også, men missede cuttet.

Qatar Ladies Open, resultat

Nicole og Emily forbereder sig til LPGA tourskolen
Nicole Broch Larsen og Emily Kristine Pedersen var ikke med i ugens turnering, da de og Therese O’Hara forbereder sig til finalen af LPGA Tourskolen, som begynder på onsdag i den kommende uge.

Den anden af tre LET turneringer i Mellemøsten
Herrernes Europa Tour har i en del år spillet i Mellemøsten, hvor Omega Dubai Ladies Masters også har været en del af turneringsprogrammet på LET siden 2006.

Indtil i år var Omega Dubai Ladies Masters dog den eneste LET turnering i Mellemøsten, men i år har man udvidet med Fatima Bint Mubarak Ladies Open i Abu Dhabi, som blev vundet af Beth Allen, og nu også Qatar Ladies Open.

Både i Abu Dhabi og Qatar var det første gang nogensinde, at der spilles en professionel turnering for damer.

Den næstsidste slagspilsturnering
Qatar Ladies Open var den næstsidste slagspilsturnering i sæsonen. I den kommende uge spilles holdturneringen The Queens presented by Kowa inden der er sæsonfinale i Dubai om to uger.

Tilmeld dig vores gratis nyhedsbrev - udsendes hver mandag

Når du har skrevet din e-mail adresse og trykket tilmeld, modtager du en e-mail, hvor du skal bekræfte din tilmelding. Du kan altid framelde dig nyhedsbrevet ved at trykke på linket i bunden af nyhedsbrevet eller sende en mail til info@19hul.dk. Vi passer på dine data - læs mere i vores persondatapolitik.

Relaterede artikler

Thomas Bjørn ser tilbage på Ryder Cup højdepunkter

Thomas Bjørn har fået genvalg som vicekaptajn til Ryder Cup 2025, og i den forbindelse har Ryder Cup Europe lavet videoen ovenfor. Her præsenteres Thomas...

Nu er Guy Kinnings direktør for European Tour Group

Den 2. april 2024 overtog Guy Kinnings jobbet som direktør for European Tour Group, som bl.a. står bag DP World Tour og Challenge Tour....

De fem nyeste artikler på 19hul.dk