LET Access SeriesLET Access Series vender tilbage til HimmerLand i 2026 – nu som...

LET Access Series vender tilbage til HimmerLand i 2026 – nu som CSK Steel Women’s Open

Ladies European Tour Access Series (LETAS) vender i 2026 tilbage til HimmerLand. Turneringen får samtidig nyt navn, ny titelsponsor og afvikles fremover som CSK Steel Women’s Open.

Efter et succesfuldt første år i 2025 fortsætter samarbejdet mellem Q-Tour, HimmerLand og Dansk Golf Union – i første omgang for endnu en sæson.

– Egentlig havde jeg håbet på at kunne lave en treårig aftale, men sådan er vilkårene ikke altid. Nu tager vi et år mere og ser, om vi via Q-Tour kan løfte turneringen yderligere, siger promoter Daniel Kristensen.

Samme format – ny turneringsuge

Turneringen bevarer samme format som i debutåret, men rykkes i 2026 én uge frem og afvikles i uge 32, i starten af august (fra den 5. – 7. august, red.).

– Vi håber, at den nye placering kan være med til at tiltrække flere sponsorer, som i sidste ende er med til at finansiere turneringen. Samtidig håber vi på endnu større publikumsopbakning på finaledagen. Finalen i 2025 var ekstremt spændende med dansk dominans helt frem til sidste hul og viste tydeligt turneringens potentiale, fortæller Daniel Kristensen.

Ny titelsponsor: CSK Steel

Med det nye navn følger også en ny titelsponsor. CSK Steel træder ind som hoved partner for turneringen og bliver fremover titel-sponsor for CSK Steel Women’s Open.

– CSK Steel ønsker aktivt at støtte udviklingen af dansk kvindegolf og bidrage til, at danske spillere får stærke rammer for at tage næste skridt i deres professionelle karriere. LET Access Series-turneringen i HimmerLand er en vigtig platform, der kombinerer international konkurrence med en tydelig dansk forankring, siger direktør Carsten Kristensen, CSK Steel.

Sofie Kibsgaard Nielsen under Q-Tour HimmerLand Championship presented by Sand Spedition 2025 – Foto: LETAS / Martin Gorritzen

Arrangørerne ser partnerskabet som et vigtigt skridt i ambitionen om at fastholde Danmark som en stærk vært for professionel kvindegolf og samtidig skabe bedre udviklingsmuligheder for danske spillere på vej mod Ladies European Tour.

– Jeg er utrolig glad for, at Carsten og CSK Steel bakker op. Udover at være en bundsolid partner er håbet også, at CSK Steels netværk kan være med til at løfte turneringen til nye højder, – både sportsligt og kommercielt, siger promoter Daniel Kristensen.

HimmerLand klar til endnu et topfelt

Hos HimmerLand er glæden over gensynet også stor. Resortet har i 2026 fået ny CEO i spidsen.

Jane Andersen, CEO i HimmerLand, udtaler:

– Vi er stolte af igen i 2026 at kunne bidrage med et anlæg og faciliteter i topklasse. Sidste år gav os værdifulde oplevelser med at have 125 professionelle kvindelige golfspillere på besøg, og vi glæder os til at byde både danske og internationale spillere velkommen tilbage til HimmerLand i starten af august, udtaler Jane Andersen.

Vigtig turnering for dansk talentudvikling

Hos Dansk Golf Union spiller turneringen en væsentlig rolle i udviklingen af danske elitespillere.

Morten Backhausen, DGU, siger:

– LETAS og CSK Steel Women’s Open er en vigtig turnering i arbejdet med danske kvindelige golftalenter. Den er med til at sikre, at vi kan sende vores elite ud til internationale turneringer, hvor målet er at tage det næste skridt og bryde igennem.

Nye initiativer i 2026

Efter en periode med stilhed omkring Q-Tour, grundet forhandlinger og planlægning, er organisationen nu klar til at løfte sløret for nye initiativer i 2026.

– Vi havde et fantastisk arrangement i 2025, og ambitionen er klar: 2026 skal blive helt outstanding både for spillerne og for vores partnere, udtaler Daniel Kristensen.

Som en nyhed etablerer Q-Tour i 2026 en økonomisk pulje målrettet danske talenter og danske LET Access og LET spillere, hvor midler fordeles baseret på deltagelse og placering i turneringen.

Derudover er visionen at videreudvikle turneringens Pro-Am-koncept:

– Vores gæster havde nogle fantastiske dage i HimmerLand sidste år, og den succes bygger vi videre på. Omgivelserne her er noget af det absolut bedste i Danmark til en professionel golf turnering og Pro-Am som er med til at finansierer turneringen. Ambitionen er at skabe landets stærkeste sponsorprodukter indenfor golf, siger Daniel Kristensen.

Afslutningsvis understreger han ønsket om et langsigtet samarbejde:

– Jeg håber på mange gode år i HimmerLand.

www.qtour.dk

www.csk.dk

Luftfoto fra HimmerLand taget i oktober 2023 – Foto: PR

Tilmeld dig vores gratis nyhedsbrev - udsendes hver mandag

Når du har skrevet din e-mail adresse og trykket tilmeld, modtager du en e-mail, hvor du skal bekræfte din tilmelding. Du kan altid framelde dig nyhedsbrevet ved at trykke på linket i bunden af nyhedsbrevet eller sende en mail til info@19hul.dk. Vi passer på dine data - læs mere i vores persondatapolitik.

Relaterede artikler

Starttider Danish Golf Championship 2026, fredag

Se starttider for fredagens 2. runde af DP World Tour turneringen Danish Golf Championship på Great Northern i Kerteminde på Fyn. Felix Mory fører i...

Felix Mory fører Danish Golf Ch’ship foran Lucas Bjerregaard

Felix Mory satte ny banerekord og fører Danish Golf Championship foran Lucas Bjerregaard og Brandon Stone efter 1. runde på Great Northern i Kerteminde....

De fem nyeste artikler på 19hul.dk