To-do-listen for den mallorcinske efterårsferie var klar inden afgang: Vandreture i Tramuntanabjergene, badeture fra klipperne i Cala Deià og fra stranden i Sóller, kulturelle besøg i Palma og en tur til Golf Santa Ponsa, hvor Europatouren er tilbage på Mallorca for første gang i 10 år.

Traveturene i det bjergrige terræn mellem Sóller og Cala Deià kan anbefales, selv om de giver ømme knæ og fødder og en såret stolthed, når man har svært ved at følge med i makkerens tempo.

Husk at holde siesta fx ved at svømme lidt rundt i det lune middelhavsvand før frokosten på Ca’s Patro March, hvor Susanne Bier og Natportieren var forbi for nylig…

.
.

Kørslen i bjergene er trættende, så hold hyppige pitstop, fx på Restaurante ar Es Grau i Tramuntanabjergene mellem Andratx og Banyalbufar, hvor udsigten er som fra en infinity pool

Vejene er smalle med megen trafik, og det formelig vrimler med cyklister der efterligner de professionelle cykelryttere (især når det går ned ad bakke), så det kan kraftigt anbefales at leje lille bilmodel med smalle hofter.

Man skal ikke snyde sig selv for et besøg på Patricia og Jakob Asbæks Galleri og Kunsthalle, der ligger nord for Andratx, et lille kvarters kørsel fra Golf Santa Ponsa. Her er stor moderne kunst på væggene i vederkvægende smukke omgivelser. Og det er ikke utænkeligt at man vil støde på Asbæk ægteparret, der still er going meget strong og ofte kigger ind.

Sæt en dag af til et besøg i Palma. Parker bilen ved Parque del Mar, et syvjern fra La Seu Katedralen og tjek bl.a. Barcelós vægmaleri i keramik, Den mirakuløse multiplikation af brød og fisk” i kapellet t.h. for højaltret. Spanierne tør hvor de fleste andre tier!

Og husk husene på Plaça Weyler i skønvirkestilen, modernistaen, som de kalder den i Palma.

Man kan helt glemme golfen, når turen går via naturen og kulturen på Mallorca, selv i en uge, hvor Europatouren lægger vejen forbi, men med det festfyrværkeri, som Jeff Winther sørgede for på første spilledag, vil det ikke blive glemt af undertegnede foreløbig. Danskeren gav simpelthen opvisning og baghjul til hele feltet, i hvert fald på de første 16 huller.

På 17. røg danskeren imidlertid ud i så høj og saftig rough, at selv V Sport Golfs udsendte, Henrik Knudsen, måtte ud og lede efter Winthers srixonbold i det knæhøje græs (jf. foto øverst).

Bolden blev heldigvis fundet, og danskeren droppede fornuftigt ud af vanskelighederne med dagens eneste bogey som resultat, hvilket dog ikke betød at han blev fjernet fra toppen af leaderboardet. Det skal blive spændende at se om winthershowet fortsætter de næste dage.

Dette er den første af to artikler fra Mallorca i oktober 2021. Den anden kan læses her.

Tekst: Kim Boje   Fotos: Annemarie og Kim Boje

Centro Cultural Andratx (CCA), Carrer S’estanyera, 2, 07150 Andratx
Ca’s Patro March, Cala Deià, Carrer Sa Cala, 16, 07179 Deià
Golf Santa Ponsa, 07180 Santa Ponça
Café Miró, Belmond La Residencia, Carrer son Canals, 07179 Deià
Restaurante ar Es Grau, Punto Kilométrico 98, Carretera, Ma-10, 07192 Andratx

 

Tilmeld dig vores gratis nyhedsbrev - udsendes hver mandag

Når du har skrevet din e-mail adresse og trykket tilmeld, modtager du en e-mail, hvor du skal bekræfte din tilmelding. Du kan altid framelde dig nyhedsbrevet ved at trykke på linket i bunden af nyhedsbrevet eller sende en mail til info@19hul.dk. Vi passer på dine data - læs mere i vores persondatapolitik.