PopulærtDP World TourKristoffer Reitan vandt Nedbank Golf Challenge

Kristoffer Reitan vandt Nedbank Golf Challenge

Kristoffer Reitan vandt Nedbank Golf Challenge in honour of Gary Player på Gary Player CC i Sydafrika. Se højdepunkter fra finalerunden i videoen ovenfor.

Der var to DP World Tour turneringer i denne uge, og ud fra præmiesum var Nedbank den suverænt største med 6 mio. $ svarende til omkring 38,5 mio. danske kroner. Der var 2 mio. AUD i Crown Australian Open svarende til 8,5 mio. danske kroner, som Rasmus Neergaard-Petersen vandt. Sidstnævnte var en del af The Open Qualifying Series, så der blev spillet om tre pladser i The Open, og vinderen kvalificerede sig til Masters, så Rasmus Neergaard-Petersen skal til Augusta National.

Tre danskere deltog i Sydafrika med Niklas Nørgaard på en 36. plads i +1 inden finalerunden som bedste dansker. Thorbjørn Olesen var bedste dansker i finalerunden med -7, så han blev nr. 28 i -2, mens Jacob Skov Olesen blev nr. 40 i +2 efter en runde i par og Niklas Nørgaard nr. 53 i +7 efter en runde i +6.

Kristoffer Reitan vandt

Efter 3. runde havde Kristoffer Reitan fra Norge føringen i -17 foran Jayden Schaper i -12, mens Dan Bradbury og Christian Bezuidenhout delte 3. pladsen i -10.

Der var dog spænding til det sidste, for efter en runde i par vandt Kristoffer Reitan i -17 foran Jayden Schaper og Dan Bradbury i -16. Christiaan Bezuidenhout blev nr. 4 i -13 foran Shaun Norris i -11.



Thomas Detry blev nr. 6 i -10, Nick Taylor nr. 18 i -5, Viktor Hovland nr. 23 i -3 og Marco Penge nr. 43 i +3.

Kristoffer Reitan ejer en del af Rema 1000

Kristoffer Reitan vandt HotelPlanner Tour sæsonfinalen 2024, og kom tilbage på DP World Tour, hvor han også spillede i 2019. Han vandt sin første DP World Tour sejr i Soudal Open 2025.

Som 20-årig amatør kvalificerede Kristoffer Reitan sig til US Open 2018 som den første nordmand nogensinde. Og i efteråret 2018 kvalificerede han sig til DP World Tour via en 20. plads på Tourskolen, og så blev han professionel.

Han er en noget atypisk golfspiller, da han er milliardær, men samtidig har han arbejdet hårdt på at skabe sin egen karriere som golfspiller. Det gennembrud har han for alvor fået i år, hvor han blev nr. 8 på DP World Tour 2025 ranglisten, hvilket har givet ham et PGA Tour kort i 2026.

Kristoffer Reitan er barnebarn af Rema 1000 grundlæggeren Odd Reitan, der ejer Reitan A/S koncernen ligeligt med sine to sønner og familier, så de har 1/3 hver. Reitan A/S ejer Rema 1000 og står  bl.a. også bag 7-Eleven i Norge, Danmark og Sverige, Uno-X i Norge og Danmark samt en række andre selskaber.

I 2022 gennemførte Kristoffer Reitans far, Magnus, et generationsskifte så hans to børn, Kristoffer og Viktoria, ejer 49,5 % hver af MVK Capital, som bl.a. ejer 1/3 af Reitan A/S, mens det fortsat er far Magnus der har kontrollen over selskabet. Noget der gav en del opmærksom, for mens far Magnus bor i Norge, så bor begge børn i Schweiz, og en stor del af familie-formuen er dermed flyttet ud af Norge.

Thomas Bjørn vandt i 2013

Nedbank Golf Challenge kaldes ofte Afrikas major, men har ikke samme status som tidligere, hvilket tydeligt eksemplificeret ved at Australian Open med bl.a. Rory McIlroy blev spillet i den samme uge.

Nedbank blev spillet første gang i 1981 med blot fem spillere og har siden haft forskellige formater, men gennem mange år en pengestærk invitationsturnering med 12 spillere.

I 1981 var det den første golfturnering med en præmiesum på 1 mio. $, og de 500.000 $ Johnny Miller fik for sejren efter omspil mod Seve Ballesteros var den største pengepræmie nogensinde i golf.

Thomas Bjørn vandt den 33. udgave i 2013, hvor den for første gang var tællende til DP World Tour.

Fik 6,5 mio. danske kroner for sejren

I år blev der spillet om 6 mio. $, og Kristoffer Reitan fik 879.000 € svarende til 6,5 mio. danske kroner samt 665 point til Race to Dubai ranglisten. Rasmus Neergaard-Petersen fik 193.000 € svarende til 1,4 mio. danske kroner samt 500 point for sin sejr i Australien.

Nedbank Golf Challenge in honour of Gary Player, resultat

Tilmeld dig vores gratis nyhedsbrev - udsendes hver mandag

Når du har skrevet din e-mail adresse og trykket tilmeld, modtager du en e-mail, hvor du skal bekræfte din tilmelding. Du kan altid framelde dig nyhedsbrevet ved at trykke på linket i bunden af nyhedsbrevet eller sende en mail til info@19hul.dk. Vi passer på dine data - læs mere i vores persondatapolitik.

Ry Golf sætter yderligere strøm til udviklingen

Ry Golf har indledt 2026 med at foretage nye investeringer i den grønne omstilling af driften og faciliteterne. Således er der blevet opsat ladestandere...

Søren Hansen debuterer på Legends Tour med Thomas Bjørn og Anders Hansen

51-årige Søren Hansen debuterer på den europæiske senior tour i denne uge, da han er på startlisten i Staysure Marbella Legends på Staysure Legends...

De fem nyeste artikler på 19hul.dk