AnbefaletKnudsen og Nyholm har sølvbryllup søndag

Knudsen og Nyholm har sølvbryllup søndag

Når Henrik Knudsen og Leif Nyholm på søndag kommenterer finalerunden af Masters, så kan de samtidig fejre deres 25 års jubilæum på Viasat Golf og Viaplay.dk. På søndag sendes hyldest-udsendelse om og med Knudsen og Nyholm.

Det er sjældent jubilæum for et kommetator-par, og som sådan en milepæl i dansk TV-sport. Sølvbrylluppet kan de fejre samme sted som det hele begyndte, nemlig på Augusta National, hvor de som makkerpar debuterede torsdag den 9. april 1992.

– Det er jo næsten skræmmende mange timer

– Det har været en fantastisk tur i de 25 år. Jeg har masser af vidunderlige minder fra både ind- og udland, og jeg er dybt taknemmelig for de oplevelser, som golfen og golfspillerne har givet mig, siger den faste Viaplay og Viasat Golf kommentator Henrik Knudsen i en pressemeddelelse og fortsætter:

– Jeg håber, at jeg i de 25 år har kunnet formidle blot dele af de oplevelser ud til danskerne. Det er lykkes at holde hinanden ud i de 25 år. Det er jo næsten skræmmende mange timer, for man skal jo også tænke på, at vi ikke bare har siddet i kommentatorboksen sammen – vi har rejst, boet og delt værelse sammen en masse gange, og alligevel ses vi også privat.

For Leif Nyholm har jobbet som tv-kommentator været en fast bibeskæftigelse, som har gået hånd i hånd med et langt liv i golf. Blandt meget andet har han bl.a. været træner for Thomas Bjørn og foredragsholder.

– Jeg plejer at sige, at jeg har været lige så meget sammen med Henrik Knudsen, som jeg har været sammen med min kone de sidste 25 år, siger Leif Nyholm og fortsætter:

– Og som i et almindeligt ægteskab går det selvfølgelig op og ned, men vi har altid haft det sjovt og respekteret hinanden. Jeg tror, det er derfor, vi har holdt sammen og at det er grunden til, at folk forhåbentlig stadig kan holde ud af høre på os.

Mere end 7.000 timers livegolf sammen

Knudsen og Nyholm har været fast kommentatorpar i over 7.000 timers livegolf. Viasat Golf blev lanceret i 2007, så frem til da kommenterede de på andre MTG ejede tv-kanaler.

– Golfens verden er vidunderlig. Der sker hele tiden noget dramatisk, eventyrligt og spændende. Jeg er helt sikker på, vi får drama ved Masters, og forude venter Ryder Cup næste år med Thomas Bjørn som kaptajn for Europa. I de 25 år, der er gået er danskernes viden om golf vokset enormt, så vi bliver hele tiden udfordret og kan ikke tillade os at læne os tilbage, siger Henrik Knudsen.

– De to er blevet det danske soundtrack på golfen

Knudsen og Nyholm har om nogen været synonym på TV-golf i Danmark. Hos TV3 glæder man sig over det de har bidraget med:

– Vi er stolte over at have Knudsen og Nyholm med omkring vores golfdækning. De to er blevet det danske soundtrack på golfen, og 25 år med kærlighed og ærlighed har gjort dem til en helt fast del af lydbilledet omkring golfsporten, og det er helt unikt, hvad de kan fejre på søndag. Vi glæder os over det, de har bidraget med i 25 år og ser frem til mange gode år og oplevelser med de to som yderst kompetente golf-guider, siger TV3s danske sportschef Kim Mikkelsen

Knudsen og Nyholm hyldes i særudsendelse

Der er lavet en hyldest-udsendelse om og med Knudsen og Nyholm. Her er det et andet meget kendt tv-makkerpar, Carsten Werge og Per Frimann, som interviewer og hylder sølvbryllupsparret.

Programmet med titlen “Knudsen og Nyholm 25 års jubilæum” sendes første gang på søndag kl. 12.30 på TV3 Sport 1 og Viaplay.dk.

Thomas Bjørn i The Open 2003 var både det bedste og værste øjeblik

Både Knudsen, der har hcp. 13,7, og pro’en Nyholm er enige om deres bedste og værste øjeblik. Det var under The Open 2003, hvor Thomas Bjørn lå til at vinde indtil han brugte tre bunkerslag på 16. hul i finalerunden.

Knudsens yndlingsturnering er i øvrigt Ryder Cup, men det for Nyholm er The Open. Knudsen nævner Severiano Ballesteros som sit golfidol, mens Nyholm nævner Harry Vardon.

Fra 19hul.dk skal også lyde et stort tillykke med sølvbrylluppet. Vi ser frem til de kommende mange år med Knudsen, Nyholm og de øvrige meget kompetente kommentatorer på Viasat Golf.

Se ugens sendetider på www.19hul.dk/tv.

Henrik Knudsen og Leif Nyholm

Tilmeld dig vores gratis nyhedsbrev - udsendes hver mandag

Når du har skrevet din e-mail adresse og trykket tilmeld, modtager du en e-mail, hvor du skal bekræfte din tilmelding. Du kan altid framelde dig nyhedsbrevet ved at trykke på linket i bunden af nyhedsbrevet eller sende en mail til info@19hul.dk. Vi passer på dine data - læs mere i vores persondatapolitik.

Relaterede artikler

33-årig dobbelt LPGA major-vinder indstiller karrieren

33-årige So Yeon Ryu fra Sydkorea indstiller karrieren efter Chevron Championship, der er årets første LPGA major. Den tidligere verdensetter offentliggjorde det for nogle uger...

20 mio. $ – så meget tjente spillerne i Masters 2024

Man er ikke med i Masters for pengenes skyld, og på Augusta National taler man helst ikke om det. Men ikke desto mindre er...

De fem nyeste artikler på 19hul.dk