Ryder CupKan man spille sig på Ryder Cup holdet, eller er det afgjort?

Kan man spille sig på Ryder Cup holdet, eller er det afgjort?

Denne artikel er det rene gætteri. Eller i bedste fald et kvalificeret bud på, hvorvidt resultatet af Omega European Masters reelt har reel betydning for udtagelsen af Ryder Cup holdet. 19hul.dk tror, at beslutningen er taget inden ugens turnering, så kaptajn Luke Donald allerede nu kender sine 12 spillere.

Efter Rasmus Højgaard kvalificerede sig, og Nicolai Højgaard blev nr. 2 i Betfred British Masters har der været gang i den danske klaphat. For måske kan begge tvillinger komme på holdet i år, og for mange har udgangspunktet været, at Nicolai Højgaard skulle levere et top-resultat i Omega European Masters, hvor han dog missede cuttet.

Her på 19hul.dk tror vi ikke, at en enkelt turnering gør udfaldet. Hverken den ene eller anden vej, men fortællingen om holdet kan ændre sig. Og når Rasmus Højgaard kvalificerede sig, finder vi muligvis aldrig ud af, om han alligevel havde fået et wild card.

Nogle mener Nicolai Højgaard skulle vinde i Schweiz for at blive udtaget. På 19hul.dk tror vi, at han muligvis bliver udtaget alligevel. Eller også bliver det en anden, men det er ikke pga. et misset cut eller en sejr selvom det hjælper på fortællingen efterfølgende.

Data er (alt)afgørende

I professionel golf betyder data-analyse ganske meget, og på 19hul.dk tror vi, at data-analyse er den helt store afgørende faktor. Noget vicekaptajn Edoardo Molinari er ekspert i, og man analyserer hvilke spillere der formentlig vil kunne spille godt på Bethpage Black Course, og hvilke spillere der kan passe godt ind på holdet.

Det er godt at være en holdspiller, men selv hvis man ikke er det i udpræget grad, så kan det fungere hvis man bare har én at spille med. Eller noget at tage sig til mellem matcherne.

Både Matt Fitzpatrick, Matt Wallace og Marco Penge er med fremme omkring top-10 i Omega European Masters inden finalerunden. Men vi tror ikke, at de spiller om en plads selvom det er den officielle fortæling.

Vores bud på et hold

Rory McIlroy, Robert MacIntyre, Tommy Fleetwood, Justin Rose, Tyrrell Hatton og Rasmus Højgaard er kvalificeret.

5 af de 6 Captain’s Picks synes ret sikre med Jon Rahm, Shane Lowry, Sepp Straka, Ludvig Åberg og Viktor Hovland.

Så er der kun én plads tilbage som bl.a. Alex Noren (nr. 31 i verden), Aaron Rai (32), Matt Fitzpatrick (34), Thomas Detry (44), Harry Hall (54), Marco Penge (65), Stephan Jaeger (77), Nicolai Højgaard (81), Laurie Canter (84), Matti Schmid (85) og Matt Wallace (86) kæmper om.

Hvem der får den sidste plads er gætteri, men vi tror det er data-analyse som bestemmer. Alex Noren er efter sidste uges sejr 10. bedste europæer, Matt Fitzpatrick har spillet Ryder Cup tre gange uden dog den største succes, Aaron Rai og Harry Hall imponerer på PGA Tour mens Marco Penge er i topform og næstbedste europæer på Race to Dubai.

Vores konklusion er, at vi selvfølgelig håber på en plads til Nicolai Højgaard, så de danske tvillinger kan få erfaring sammen frem mod fremtidige Ryder Cups. Det ville være godt for et fremtidigt hold, men den kortsigtede succes er vigtigere for kaptajnen og holdet. Luke Donald får ikke megen ros for at skabe et stærkere hold i 2027.

Vi tror på Fitzpatrick, men Penge fortjener det

Så vi tror Matt Fitzpatrick bliver udtaget, medmindre data for f.eks. Harry Hall eller Aaron Rai viser, at de vil gøre det forrygende på Bethpage. Nicolai Højgaard kunne måske også passe godt til Bethpage, men han har i en data-drevet model nok været for svingende i år. Desværre.

Og hvis nogen fristes til at spørge, hvem der mest har fortjent en plads på holdet, så er vores svar Marco Penge. Han vandt i Furesø og blev nr. 6 i Betfred British Masters. Vigtigst af alt er han nr. 2 på Race to Dubai Rankings med stor margin til Kristoffer Reitan på 3. pladsen, og  han har vundet to gange på DP World Tour i år.

Marco Penge efter sejren i Danish Golf Championship 2025 – Foto: Peter Damgaard / 19hul.dk

Ryder Cup er Europa mod USA, og hvis der ikke er er plads til nr. 2 på den europæiske rangliste, så er det efter vores mening ganske trist, da det kun understreger at jagten på en plads er ligegyldig. Det hele er afgjort alligevel, uden plads til de “faste” DP World Tour spillere.

De seneste Ryder Cups gav svære valg

Vi så det i 2016, hvor Thomas Pieters vandt Made in Denmark, der var den sidste tællende turnering. Pieters kom med på holdet, men det var han nok kommet alligevel. Kjeldsen blev nr. 8 i HimmerLand, men blev ikke udtaget til Ryder Cup, selvom han på begge ranglister sluttede foran de mere erfarne Martin Kaymer og Lee Westwood.

Og i 2018, hvor Thomas Bjørn valgte Paul Casey, Sergio Garcia, Ian Poulter og Henrik Stenson, da han vægtede stor Ryder Cup erfaring højere end aktuelle resultater. I 2018 vandt Matt Wallace den sidste tællende turnering i Silkeborg, og det var hans tredje sejr i 2018 men ikke nok til en plads på Ryder Cup holdet….



I 2021 fravalgte kaptajn Padraig Harringon at udtage Victor Perez, selvom han var bedste ikke-kvalificerede i Europa, og 3. bedste ift. verdensranglisten. I 2023 blev Adrian Meronk forbigået, og det mener vi stadig svækkede DP World Tour.

Ryder Cup 2025 spilles på på Bethpage Black Course i New York, fra den 26. – 28. september 2025.

Tilmeld dig vores gratis nyhedsbrev - udsendes hver mandag

Når du har skrevet din e-mail adresse og trykket tilmeld, modtager du en e-mail, hvor du skal bekræfte din tilmelding. Du kan altid framelde dig nyhedsbrevet ved at trykke på linket i bunden af nyhedsbrevet eller sende en mail til info@19hul.dk. Vi passer på dine data - læs mere i vores persondatapolitik.

Relaterede artikler

Jackson Suber fører The Open efter 1. runde – danskerne ved cutgrænsen

Amerikanske Jackson Suber satte sine ben i Europa for første gang nogensinde for fem dage siden, og nu fører han The Open på Royal...

Se højdepunkter fra Heroes Classic som blev spillet op til The Open

Den første udgave af Heroes Classic blev spillet tirsdag op til The Open, og i videoen ovenfor er der højdepunkter. En kort opvisningsmatch, hvor tre...

De fem nyeste artikler på 19hul.dk