Fredag blev det offentliggjort, at Jim Furyk skal være kaptajn for USA ved den 46. udgave af Ryder Cup, som spilles på Adare Manor i Limerick, Irland, fra den 17. – 19. september 2027.
Siden han debuterede ved Ryder Cup 1997 har Jim Furyk været med til 14 Ryder Cups i træk som enten spiller, vicekaptajn og kaptajn i 2018, hvor Thomas Bjørn var vindende kaptajn på Le Golf National i Paris. Her skuffede Furyks Captains Picks, hvilket reelt gjorde forskellen.
Nu skal Jim Furyk så igen være kaptajn på en svær udebane, hvor han står overfor Luke Donald, som har ført Europa til sejr i både 2023 og igen i 2025.
Nu 55-årige Jim Furyk spillede ni Ryder Cups i træk fra 1997 – 2014. Hans ni Ryder Cups rangerer ham som nr. 2 på alle tiders rangliste over amerikanske spillere kun overgået af Phil Mickelson med 12 Ryder Cups.
Jim Furyk var vicekaptajn i 2016, inden han blev kaptajn i 2018 og så igen vicekaptajn i 2021, 2023 og 2025.
– At få muligheden for at være Ryder Cup kaptajn for anden gang er en kæmpe ære. Jeg er meget taknemmelig for, at PGA of America Ryder Cup komiteen har betroet mig til at lede vores hold, siger Jim Furyk i en pressemeddelelse. Han vil trække på sin erfaring og med nye idéer vil han gøre sit bedste for, at USA vinder i Europa.
Jim Furyk har også spillet Presidents Cup syv gange i træk fra 1998 – 2011, og han var kaptajn for USA da de vandt Presidents Cup 2024 med 18.5 – 11,5.
Han har vundet 17 PGA Tour sejre heriblandt US Open 2003 samt 3 gange på PGA Tour Champions.



