Grant Forrest vandt sin anden DP World Tour sejr i Nexo Championship på Trump International Golf Links i Aberdeen. Se højdepunkter fra finalerunden i videoen ovenfor.
Efter -2 i 3. runde var Jacob Skov Olesen delt nr. 5 i -3 inden finalerunden, og fem slag fra 1. pladsen. I 3. runde var han ellers +4 efter de første 4 huller, men fire birdies og en eagle gav en runde i -2. Med en finalerunde i par efter to afsluttende bogeys blev han delt nr. 3 i -3, hvilket er hans bedste resultat som professionel. Hans hidtil bedste var en 5. plads i Danish Golf Championship 2024.
Hamish Brown begyndte finaledagen som nr. 49 i +7, og med en runde i -2 blev han nr. 31 i +5. Jeff Winther, Alexander George Frances og Nicolai Kristensen missede cuttet.
Inden finalerunden havde Grant Forrest føringen i -8 foran Todd Clements, Kristoffer Reitan og Daan Huizing i -5.
Grant Forrest var i mere eller mindre kontrol det meste af dagen, og efter en dobbeltbogey på sidste hul var han rundt i par, og han vandt i -8 foran Joe Dean i -4.
Jacob Skov Olesen delte 3. pladsen med Kristoffer Reitan og John Parry.
Forrest vandt 60.000 $ for ny banerekord
Grant Forrest satte banerekord med -6 i 2. runde, og den holdt hele turneringen, så som den første nogensinde vandt han den nye DP World Tour bonus sponseret af Nexo, der er et firma indenfor kryptovaluta.
Han vandt 10.000 $ i den nye bonus, hvor beløbet kan vokse indtil der igen sættes ny banerekord. Da det var premieren, fik han en ekstra bonus på 50.000 $ i såkaldte NEXO Tokens der er en krytovaluta.
Anden DP World Tour sejr
32-årige Grant Forrest har nu vundet to DP World Tour turneringer, og begge er vundet i hjemlandet Skotland. Hans første sejr var Hero Open 2021 på Fairmont St Andrews.


