AnbefaletHartø har mistet motivationen, så han overvejer sin fremtid

Hartø har mistet motivationen, så han overvejer sin fremtid

Efter et resultatmæssigt skuffende år står 28-årige Andreas Hartø uden en kategori på Europa og Challenge Touren. I en ærlig opdatering på Facebook fortæller han om manglende resultater og manglende motivation.

Rent økonomisk kan han heller ikke fortsætte på samme måde, så den kommende tid lægger han køllerne lidt væk, mens han overvejer sin fremtid. En fremtid der kan byde på andet end golf, men vender motivationen tilbage, så vil han måske fortsætte med at spille professionel golf.

Andreas Hartø efter sejren i ECCO Tour Championship 2010
Andreas Hartø efter sejren i ECCO Tour Championship 2010

Har vundet tre gange på Challenge Touren
Efter tredje runde af Second Stage på Tourskolen var det reelt umuligt for Andreas Hartø at kvalificere sig til finalen, hvilket fik ham til at gøre status. Opdateret: Joachim B Hansen og Martin Simonsen gik videre fra Second Stage.

Status over den karriere som for alvor tog fart, da han vandt Challenge Tour turneringen ECCO Tour Championship 2010 som amatør. Knap to måneder senere vandt han Roma Golf Open 2010 presented by Reeza som professionel inden han samme år fik Europa Tour kortet via Tourskolen.

Han mistede Europa Tour kortet i 2011, men fik det tilbage med en 3. plads på Challenge Tour ranglisten i 2012, hvor han vandt sin tredje og seneste sejr på Challenge Touren. Det var D+D Real Czech Challenge Open.

87 Europa Tour og 68 Challenge Tour turneringer
Hartø spillede på Europa Touren i 2013 og 2014, mens han de seneste to år har spillet på Challenge Touren. Indtil videre er det blevet til 87 Europa Tour turneringer, 68 Challenge Tour turneringer i en ganske flot karriere.

– For nærmest præcist seks år siden slog jeg ud i første runde af Egyptian Open på Challenge Touren. Mine to spillepartnere hed Rory McIlroy og Thorbjørn Olesen. Dengang følte jeg, at jeg kunne spille lige op med dem begge to og jeg troede rent faktisk på, at vores karrierer skulle samme vej. Her seks år senere har Thorbjørn lige vundet sin fjerde, og største, titel på Europa Touren og Rory har vundet fire Majors og et hav af andre turneringer. Jeg har lige spist en toast, drukket et glas cola og står uden spillerettigheder på nogen Tour. Vores karrierer skulle åbenbart ikke samme vej, skriver Andreas Hartø på Facebook og fortsætter:

– Alt det ovenstående kan godt læses som om, at jeg er sur og jaloux, men det ligger ikke til mig at være nogen af delene. Jeg har haft de mest fantastiske oplevelser de sidste seks år. Oplevelser ikke mange golfspillere kommer til at opleve i deres karriere. Jeg har været medlem af Europa Touren tre gange og jeg har spillet alle de største turneringer på Europa Tourens kalender, deriblandt US Open i 2011. Jeg har vundet tre gange på Challenge Touren og haft en masse andre topplaceringer der. De oplevelser er der ingen, der kan tage fra mig nogensinde. Jeg er helt enormt stolt af alt jeg har opnået.

– Har ikke været sjovt de seneste år
De seneste år har Hartø ikke haft de store resultater, så han har mistet motivationen:

– De sidste par år har ikke været sjove rent golfmæssigt for mig. I takt med, at resultaterne er udeblevet har jeg mærket motivationen forsvinde. Det har været en negativ spiral, der har været enormt svær at stoppe. Jeg har gjort alt, hvad jeg kunne for at bremse den dog.

– Er ikke færdig med professionel golf
Andreas Hartø understreger dog, at han ikke nødvendigvis er færdig med professionel golf. For at spille igen kræver det dog, at han genfinder motivationen, og den ild der skal til:

– Jeg siger på ingen måde, at jeg er færdig med at spille professionel golf, men for at kunne præstere i denne verden, skal man være motiveret. Jeg har de sidste par år set en del unge spillere komme ind på Challenge Touren og den ild de har haft i øjnene har jeg været enormt misundelig på. Det var samme ild jeg havde, da jeg havde mit første år på Europa Touren. Den ild, der gjorde, at de etablerede danskere på Touren dengang synes, at jeg var alt for meget, men samtidig også den ild, der skal til for at kunne præstere. Den ild har jeg ikke kunne finde de sidste par år og hvis jeg skal spille professionel golf, så SKAL jeg finde noget af den ild frem igen. Spørgsmålet er så bare hvordan det sker. Til at starte med, så handler det om at lægge køllerne lidt væk og se hvad verden ellers har at tilbyde mig.

Hartø afslutter sit opslag med at takke alle der fulgt ham i tykt og tyndt de seneste seks år samt de sponsorer, som har været med til at gøre det muligt.

Læs hele Andreas Hartøs opslag på hans Facebook side.

Tilmeld dig vores gratis nyhedsbrev - udsendes hver mandag

Når du har skrevet din e-mail adresse og trykket tilmeld, modtager du en e-mail, hvor du skal bekræfte din tilmelding. Du kan altid framelde dig nyhedsbrevet ved at trykke på linket i bunden af nyhedsbrevet eller sende en mail til info@19hul.dk. Vi passer på dine data - læs mere i vores persondatapolitik.

Relaterede artikler

Er der “gummiarm” i dansk golf?

Dansk golf er i rivende udvikling - altså når vi selv skal sige det. Dog forekommer det mig, at når danske golfspillere endelig kommer...

Verdensranglisterne, 15. april 2024

Scottie Scheffler udbyggede sin føring som verdens bedste med sin anden Masters sejr på tre år. Og Ludvig Åberg er nu helt fremme på...

De fem nyeste artikler på 19hul.dk