Harold Varner III er offentliggjort som ny mand på LIV Golf holdet Smash GC, hvor han erstatter Brooks Koepka, som er skiftet tilbage til PGA Tour.
Harold Varner III gjorde det godt på LIV Golf 2025 med 4 top-10 placeringer og en 22. plads på den individuelle rangliste, så han var sikker på en LIV Golf plads i 2026. Og da Thomas Detry “tog hans plads” på 4Aces GC gik der samtidig rygter om, at Harold Varner III havde lavet en aftale med Smash GC.
Talor Gooch er ny kaptajn for Smash GC, hvor Harold Varner III også kommer på hold med Jason Kokrak og Graeme McDowell.
Talor Gooch og Harold Varner III spillede sammen i 2023 på RangeGoats GC, hvor Gooch vandt tre turneringer og Harold Varner III vandt LIV Golf Washington, DC 2023.
– Vi opbygger et hold, der forventer at spille med om sejren hver uge, og Harold er en stor del af det, siger Talor Gooch i en pressemeddelelse.
LIV Golf sæsonen begynder i Saudi Arabien den 4. februar.


