RejserGrækenland, rejserGræsk golfresort anlægger to nye baner

Græsk golfresort anlægger to nye baner

I virkeligheden skulle denne artikel udelukkende have haft et snævert fokus på anlæggelsen af to nye golfbaner ved Grækenlands eneste rigtige golfresort, Costa Navarino.

Men når det handler om Costa Navarino bliver man revet med og draget af den fascinerende fortælling, og derfor viste det sig også at være en nærmest umulig opgave kun at skulle skrive om golfbanerne.

GolfersGlobe besøgte første gang Costa Navarino tilbage i 2017. Den gang blev vi taget med storm. Costa Navarino er et ekstraordinært golfresort med et helt særligt DNA. Og det stod hurtigt klart, at det er et af den slags steder man vender tilbage til igen og igen, hvis muligheden byder sig.

Costa Navarino er fortællingen om en af Grækenlands rigeste mænd, der som ganske ung rejste ud i verden og fik skabt sig en formue på shipping. Captain Vassilis Constantakopoulos, der oprindeligt kom fra fattige, trange kår, arbejdede sig op ad den sociale rangstige, og da det blev muligt havde han et brændende ønske om at give noget tilbage til sin elskede hjemstavn.

På den måde blev Costa Navarino skabt, men inden da tog det flere årtier for Captain Vassilis Constantakopoulos at få skabt grundlaget for skabelsen af Costa Navarino. For først  skulle der opkøbes jordlodder fra flere en 1.000 lokale landmænd, der alle dyrkede hver deres lille olivenlund. Og alene det at gå fra landsby til landsby for at overbevise de lokale om, at et 5-stjernet golfresort ville gøre noget som helst godt for deres hjemstavn var et projekt i sig selv.

I dag er den konstante udvikling af resortet gennemsyret af en filosofi om at støtte lokalsamfundet og bevare og beskytte et område, hvis historie går 4.500 år tilbage i tiden.

Costa Navarino handler om så meget andet end golf. Det handler om bæredygtig, om respekt for mennesker og om at skabe en ny kultur og en selvforståelse blandt grækerne, som ikke hidtil er set.

Udviklingen i Messinia, som området hedder, er præget af oliven- og vinproduktion og har fokus på at hjælpe en befolkning til en højere levestandard – en befolkning som i århundrede har levet af håndværk, fiskeri og landbrug.

En af måderne at skabe vækst og fremgang er ved at tiltrække golfspillere. Derfor åbnede Costa Navarino som golfresort i 2010. Siden da har Costa Navarino rådet over de to 18-hullers baner, The Dunes, designet af Bernhard Lager samt The Bay Course designet af Robert Trent Jones Jr.

Det gik hurtigt op for omverdenen, at der på en hidtil ukendt plet på Europa-landkortet over golfbaner var igangsat en græsk evolution båret frem af passion, dedikation og sans for kvalitet.

The Romanos Hotel, Costa Navarino

Projektet vakte opsigt langt udenfor landets grænser, og med tiden opnåede det som blev kaldt for et af Europas mest luksuriøse golfresorts, så stor anerkendelse, at den internationale golfrejsebranche i 2017 kårede Costa Navarino som ’Best European Golf Resort’.

I forbindelse med de to golfbaner opførtes også to 5-stjernede hoteller. Men ambitionerne stoppede ikke her. Så nu er Temes, selskabet bag Costa Navarino, i færd med at opføre yderligere to hoteller ved Bay Course samt anlægge to nye golfbaner.

Det græske mirakel

GolfersGlobe rejste i september 2019 tilbage til Messinia for at gense stedet og for ved selvsyn at se konstruktionen af de to nye golfbaner. Et projekt som har fået navnet Navarino Hills, og hvor man har hyret den dobbelte Mastervinder og Ryder Cup legende, spanieren José María Olazábal, til at kaste endnu mere stjernedrys ud over den sydvestlige del af Peloponnes halvøen.

José María Olazábal ved præsentationen af Navarino Hills

Da vi ankommer til indgangen og opstigningen til toppen af bjerget ved Navarino Hills bliver vi mødt af den ene tungt lastet lastbil efter den anden, som langsomt snegler sig ned af bjerget.

Costa Navarino’s director of Golf & Sport Business Development, Nuno Sepúlveda, har afsat formiddagen til at vise os rundt på det nye golfprojekt. Sammen med José María Olazábal og en stab på 50 hårdtarbejdende grækere er han ansvarlig for at de to nye græske signaturbaner står klar senest i 2021.

På vejen op mod toppen af bjerget får vi fortalt, hvordan projektet med de to nye baner samt klubhus utvivlsomt hører til blandt et af de mest spændende og ambitiøse golfbaneprojekter, som finder sted i Europa i øjeblikket.

Banerne bliver anlagt på rå klippegrund, og da der ikke må bruges dynamit til at rydde området, så betyder det, at 50 mand og deres maskiner arbejder på at hakke klippeunderlaget væk og køre klippestykkerne ned fra bjerget i deres lastvogne.

Efter at have vist os rundt på det 500 hektar store areal stopper Nuno Sepúlveda bilen og peger ud over det klippefyldte landskab. Med et signende blik erkender han, at man skal være særdeles dedikeret og ambitiøst for at gennemføre et projekt som dette.

’Everytime we dig, it’s only more trouble. How can this ever be a golf course’, siger han henvendt til os journalister og lyser så op i et stort smil, der viser at problemer er til for at blive løst.

Ifølge Nuno Sepúlveda, er navnet, Navarino Hills, i øvrigt misvisende. For de to nye baner bliver ikke udpræget kuperet eller med store højdeforskelle i terrænet. Men til gengæld kommer de begge til at ligge højt oppe på et klippeplateau i et imponerende 500 hektar stort område.

På kanten ud mod den historiske Navarino-bugt og med panoramaudsigt til Det Ioniske Hav kommer seks af golfhullerne til at ligge. Disse huller får alle en spektakulær placering, og banerne som helhed bliver på et niveau, så de kan måle sig med de bedste golfbaner i Europa.

Med åbningen af de to nye baner vil Costa Navarino råde over 4 golfbaner indenfor en radius af 13 km. Som gæst på resortet behøver man ikke bekymre sig om at have bil med på golfferien. Resortet sørger for gratis transport mellem de fire golfbaner.

Samtidig med anlæggelsen af de to nye golfbaner opføres der også to nye luksushoteller tæt ved The Bay Course, ligesom udviklingen af en række luksuriøse beachfront og panoramavillaer tæt ved havet og Westin hotellet også er gået i gang. Byggeriet af de private villaer følger de samme stramme retningslinjer for design og arkitektur, som ved opførelsen af det øvrige Costa Navarino.

Med tilføjelsen af de nye golfbaner og hoteller opfyldes ambitionen om at gå fra at være et golfresort til at være en golfdestination, som med fire golfbaner og tilhørende hoteller vil kunne tilfredse de flestes behov.

Vil du se flere billeder fra Costa Navarino, så klik på linket HER.

— oOo —

Denne artikel er bragt i samarbejde med www.golfersglobe.com.

Tilmeld dig vores gratis nyhedsbrev - udsendes hver mandag

Når du har skrevet din e-mail adresse og trykket tilmeld, modtager du en e-mail, hvor du skal bekræfte din tilmelding. Du kan altid framelde dig nyhedsbrevet ved at trykke på linket i bunden af nyhedsbrevet eller sende en mail til info@19hul.dk. Vi passer på dine data - læs mere i vores persondatapolitik.

Relaterede artikler

Nicole Lørup blev nr. 6 da Jessica Peng vandt IOA Golf Classic

Jessica Peng fra Taiwan vandt IOA Golf Classic presented by LPT Realty på Epson Tour, hvor Nicole Lørup blev nr. 6. Efter runder i -1...

Scottie Scheffler vandt Players Championship igen

Scottie Scheffler vandt Players Championship for andet år i træk og understregede endnu engang, hvorfor han er er verdens bedste. Nicolai Højgaard missede cuttet. Efter...

De fem nyeste artikler på 19hul.dk