AnbefaletGOLFTV nedlægges helt, men det er måske meget godt for golf

GOLFTV nedlægges helt, men det er måske meget godt for golf

Den globale streaming tjeneste GOLFTV, der bl.a. sender direkte fra PGA Tour, lukkes over hele verden og således også i Danmark. Man kan fortsat se PGA Tour golf, men det på en anden streaming tjeneste.

Fredag er der udsendt en mail til kunder om, at GOLFTV nedlægges den 12. december 2022. Efter den dag vil man ikke have adgang, og man vil få refunderet eventuelle forudbetalinger.

Frem til den 12. december kan man således fortsat bruge GOLFTV, men efter den dato er det på discovery+, www.discoveryplus.com/dk, at man kan se live golf fra PGA Tour Golf og deres underliggende tours samt Ladies European Tour. Det koster 129,- pr. måned, men for den pris får man så også en lang række andre programmer og tv-kanaler med i prisen. men isoleret set vil det, hvis man kun vil se golf, blive dyrere når GOLFTV lukkes. Der er andre billigere pakker på discovery+, men de er uden sport.

En del PGA Tour turneringer sendes også på Eurosport, og som altid kan ugens sendetider ses på 19hul.dk/tv.

Ingen overraskende, men måske godt for golfsporten

At GOLFTV lukkes kommer ikke som nogen stor overraskelse. De seneste måneder har man promoveret discovery+ og stort set ikke nævnt GOLFTV i pressemeddelelser. Direkte adspurgt har Discovery dog ikke villet svare på, om GOLFTV blev lukket.

Nu er det en realitet, og det er måske meget godt for golfsporten. Med PGA Tour på GOLFTV var det kun de mest ihærdige fans der havde adgang, mens flere får mulighed for at se det på discovery+. Ganske enkelt fordi der er langt flere abonnenter, og med rigtig mange forskellige streaming tjenester er der en styrke i at samle forskelligt indhold på samme tjeneste. Det vil, alt andet lige, også få flere golfspillere og fans til at se PGA Tour golf.

Warner Bros. Discovery fusionerede tidligere på året

Da Discovery i 2018 lavede en 12-årig aftale med PGA Tour forventede Discovery at investere 2 mia. $ over de 12 år.

GOLFTV blev lanceret som en global tjeneste, bortset fra i USA, Kina og Korea hvor andre sender PGA Tour. Der var store forventninger, men man har ikke kunnet tiltrække nok abonnenter og seere. Vi kender ikke tallene for Danmark, men globalt set har GOLFTV været en stor skuffelse for Discovery.

Tidligere i år blev WarnerMedia med bl.a. Warner Bros og HBO  fusioneret ind i Discovery, så det store medie og underholdningsselskab nu hedder Warner Bros. Discovery.

GOLFTV er ikke den første streaming tjeneste der lukkes. Før fusionen lancerede det WarnerMedia ejede CNN en streaming tjeneste kaldet CNN+, men efter fusionen blev CNN+ lukket igen efter blot en måned.

CNN havde angiveligt brugt flere hundrede millioner dollars på CNN+, men den nye (Discovery) ledelse vil samle indholdet i et komplekst marked med mange streaming tjenester. Man tror på store samlende løsninger med meget indhold i stedet for små niche tjenester som CNN+ og GOLFTV var.

discovery+ og HBO Max lægges sammen

Udover discovery+ så har Warner Bros. Discovery bl.a. også streaming tjenesten HBO Max med mange film og serier.

Warner Bros. Discovery vil også samle de to streaming tjenester for at styrke deres position, og i USA er det planlagt til at ske i sommeren 2023. Senest i 2024 er det også hensigten, at discovery+ og HBO Max bliver til én samlet streaming tjeneste i Europa.

 

Tilmeld dig vores gratis nyhedsbrev - udsendes hver mandag

Når du har skrevet din e-mail adresse og trykket tilmeld, modtager du en e-mail, hvor du skal bekræfte din tilmelding. Du kan altid framelde dig nyhedsbrevet ved at trykke på linket i bunden af nyhedsbrevet eller sende en mail til info@19hul.dk. Vi passer på dine data - læs mere i vores persondatapolitik.

Relaterede artikler

20 mio. $ – så meget tjente spillerne i Masters 2024

Man er ikke med i Masters for pengenes skyld, og på Augusta National taler man helst ikke om det. Men ikke desto mindre er...

Er der “gummiarm” i dansk golf?

Dansk golf er i rivende udvikling - altså når vi selv skal sige det. Dog forekommer det mig, at når danske golfspillere endelig kommer...

De fem nyeste artikler på 19hul.dk