Øv, nu gik det jo ellers lige så godt, altså efter tre runder i danskernes favør på Furesø. Jeg tror, vi har hørt historien før, med danske golfspillere i front, der på finaledagen spiller den modsatte vej. Danskersyndromet synes at klæbe til danske professionelle golfspillere, hvor de end spiller, og såkaldt “hjemmebanefordel” med fuld publikumsopbakning, bliver der desværre aldrig tale om. Hvem har nu også lige bestemt, at der skal fire runder til – i stedet for tre….?
Men synd, at kun Rasmus Højgaard formåede at holde spændingen ved lige helt frem til 18.hul – men golf er jo golf, og det er næsten paradoksalt, at en dobbeltbogey på et par 3 hul var med til at gøre udfaldet.
Men ingen slinger i valsen fra Marco Penges side, der nok var og er et studie værd, i hele hans tilgang til spillet. Dansker-nerver er vist ikke lige hans stil.
Derimod synes nerverne at sidde uden på tøjet ikke mindst i kommentatorboksen, hvor hele fire mand slås om at komme til orde i afgivelse af diverse dessiner, boldflugt, procenter og statistikker, og sjovt nok skal der både tiskes og hviskes, når spillere skal til at putte, og her var det måske ønskeligt, om man lod billederne tale for sig selv i ro og mag.
Ellers stor ros til Furesø Golf, der leverede det bedste af en mesterskabsbane i de Nordsjællandske omgivelser, og hvor banen bestemt ikke blev “brændt af”. I al fald kunne den bane da godt blive til et gensyn på DP World Touren.
At vi også får et gensyn med nr. 2, Højgaard, er der heller ingen tvivl om, og hans 2. slag ind til 18. var og bliver verdensklasse, men heller ikke en eagle kunne gøre forskellen mod en mand, der har puttenerver af stål.
Driving is funny, but putting is money!
Mvh. og god tur
Steffen Rasmussen,
Smørum Golf.
